“…jeg kunne godt lige se mig selv som den nye Vibeke Nipper eller Rigmor Sams.”

Og så blev det august (og indlæg nr. 30).
Tiden er løbet fra mig. Det gør den egentlig tit. Men jeg bliver overrasket hver gang alligevel. Jeg tror, jeg er ved at blive gammel – det er egentlig noget af det, jeg frygter mest for tiden – min alder. Det gør jeg, fordi jeg har valgt at søge orlov fra psykologistudiet. I mit sidste indlæg nævnte jeg, at jeg er temmelig uddannelsesforvirret. Det har jeg nu taget konsekvensen af. Jeg har gået og overvejet min situation siden nytår, og det har ikke været nogen nem beslutning, men den sidste søndag i april kørte jeg hjem fra Aarhus, og så var det lige som om, at der gik et lys op for mig – lige der midt på motorvejen. Jeg skal jo ikke lytte til andres historier – jeg skal selv være med til at fortælle dem! Det er måske skåret lidt groft ud i pap, for jeg er også tosset med at lytte, men jeg er bare allermest tosset med at fortælle! Jeg ved ikke, hvor de tanker skal pege mig hen. Jeg ved bare, at jeg er nødt til at springe uddannelsesstarten over i år og nappe et ekstra år til at tænke over tingene. Og det er det, jeg mener, når jeg skriver, at jeg er bange for min alder.

Det virker meget fjollet for mig, at jeg i en alder af 22 år skal gå og være bekymret for, at jeg er ved at blive for gammel – men det er jeg. Eller bekymret er måske et stort ord, men det påvirker mig. Det stresser mig. Hvis jeg var sprunget direkte videre i uddannelsesmøllen efter gymnasiet, så kunne jeg have været bachelor nu. Det er ikke, fordi jeg er ked af, at jeg ikke gjorde det, for det er jeg bestemt ikke! Jeg tror bare, jeg bliver ramt af, at jeg en stor del af mit liv har følt, at jeg har været foran, men at jeg nu føler, at jeg er bagud. Det irriterer mig, at jeg lader mig påvirke på den måde – og så kan jeg også gå og stresse over det. Det er dumt, Louise, rigtig dumt.

Jeg har ikke lagt nogen helt vildt god plan for, hvad der så skal ske nu. Altså, jeg er jo nødt til at tjene lidt penge, hvis jeg skal overleve, så Projekt Arbejd’ Arbejd’ er sat i værk. Projektet kunne dog godt bruge lidt starthjælp, så hvis du har kendskab til et job, hvor jeg ville passe perfekt, så hører jeg meget gerne om det! Den så lidt længere sigtede plan er, at jeg skal finde ud af, hvad der så kunne give mening for mig at gå i gang med rent uddannelsesmæssigt. Min mest seriøse overvejelse for tiden går på, om det er journalisthøjskolen, der skal have et skud, for jeg har i mange år gået og drømt om at få lov til at arbejde på TV Midt/Vest. Jeg har mødt en del, der synes, det er sådan lidt en skør drøm, men jeg kunne godt lige se mig selv som den nye Vibeke Nipper eller Rigmor Sams. Men hvis det er det, jeg vil, så skal jeg lige forbi den optagelsesprøve først, og den stresser mig også! (Fifs til at komme gennem den modtages med kyshånd og pandekager!)

Først og fremmest så har jeg jo et år, hvor jeg har mulighed for at gøre ALT (altså, så længe det er skide billigt), og den mulighed har jeg tænkt mig at gribe! Jeg skal bare lige finde ud af til hvad. Min storebror har foreslået, at jeg kunne gå i gang med at lave en stribe podcasts, jeg har overvejet, om det er nu, jeg skal få sparket den stand up-karriere i gang, og min mor forstiller sig måske, at jeg nu endelig ville kunne få lært at strikke.
Der er ikke noget af det, der sådan er helt dumt, men jeg modtager gerne flere (fjollede samt seriøse) forslag til, hvilke projekter jeg burde banke i gang!

Ja, ovenstående er sådan det, der har fylder mit hoved allermest for tiden, men det har heldigvis ikke betydet, at jeg ikke har haft tid til at opleve alt muligt spændende!

Mit sidste indlæg er skrevet lige før, jeg skulle lave ULK. Lad mig bare sige det, som det er – DET VAR FORMIDABELT! Det er en uge, jeg sent vil glemme (forhåbentligt aldrig), og jeg har slet ikke ord for alt den erfaring og alle de oplevelser, grin og nye venner, jeg tog med derfra. Wauw, hvor er det vildt. Jeg kan stadig blive helt høj på det, når jeg tænker tilbage. Sjældent har jeg været så tryg og så utryg på samme tide – altså på den gode måde. Følelsen af at være ved at skide i bukserne over at skulle afholde en instruktion, som, man udmærket godt ved, ikke er slebet helt til i kanterne, og det så sjovt nok heller ikke går, som man havde drømt om, og man så efterfølgende får at vide: “Det er nok ikke den instruktion, du vil blive husket for resten af dit liv, men de er da helt sikkert nok ikke blevet dummere.” Det er da befriende.

Så blev det maj, og så blev det juni. Begge måneder gik med at lave projekt på studiet med psykologis tre dejligste damer, for selvom jeg havde besluttet, at jeg ikke skulle gøre studiet færdigt, så ville jeg gerne gøre semestret færdig. Både fordi jeg følte et vist ansvar over for min gruppe, som jeg ikke ville lade i stikken, men også fordi at jeg gerne ville bevise over for mig selv, at jeg ikke er sådan en, der giver op, når det spidser lidt til og bliver lidt svært. Og det lykkedes. Vi kom i mål med et flot resultat, og – vigtigt – vi havde det sjovt undervejs.

I slutningen af juni rejste til Alpe D’Huez i Frankrig for at arbejde på hotel, lige som jeg gjorde sidste sommer. Det var tid til årets udgave af cykelløbet La Marmotte, og traditionen tro pakkede en masse danskere deres biler og rejste sydpå for at få lov til at køre lidt rundt i Alperne. Jeg forsøgte mig også sammen med resten af mine kolleger at cykle op af Alpe D’Huez, og HALLELUJA hvor var jeg presset. Jeg synes, det er skrækkeligt at køre stærk på cykel, og det skal jeg love for, at man kom til på vej ned – men det er altså lige så skrækkeligt at køre op ad bakke (eller nærmere bjerg) kan jeg informere om. Vi nåede heldigvis også at lave mange andre skægge ting, som fx river rafting, via ferrata, lerdueskydning og golf. Jeg nåede også en tur til Tignes med min makker Frederik for at besøge vores venner Tobias og Helena, og der fik den heller ikke for lidt med fodbold, vandretur, tennis, sindssyg vandrutsjebane, hop fra 5 meter ned i en pude, lejrbål, skumfidusser og lune nætter.

Efter hjemkomsten nåede jeg at være hjemme i 30 timer, inden jeg igen måtte lette anker og drage sydpå – dog kun til Sønderborg denne gang. Det var nemlig tid til den længe ventede Spejdernes Lejr 2017. Jeg havde i år ryddet min kalender totalt, så jeg kunne få lov til at opleve lejren fra start til slut. Hvis man er interesseret i at se, hvordan det gik, så kan man se “dagbogsbilleder” her. Men altså det var en kæmpe oplevelse!
Jeg har fået lov til at prøve en masse ting, jeg ikke har prøvet før. Jeg har mødt en masse nye mennesker. Jeg har lært nogle, jeg kendte, bedre at kende. Og så har jeg grinet fra start til slut. Jeg har lidt ondt af folk, der ikke er spejdere. De går altså glip af virkelig meget. Jeg kom hjem sidste onsdag, og jeg har alt muligt godt med hjem. Der er fx flyttet en ræv ind i mit kælderrum. Så kan den nemlig holde vagt, selvom der ikke er mere tilbage at stjæle. Eller det er ikke en hel ræv, der er i kælderen, for rævens hale sidder på antennen på Det Gule Lyn.

Den sidste uge er gået med at arbejde i Luffeland. Vi har udsalg lige nu, så hvis du mangler nyt lækkert grej, så sving vejen forbi. Jeg er der igen på lørdag, hvis du vil se mit glade ansigt! I morgen kommer de gamle til byen. Der er loppemarked i Fjordbyen på lørdag, og det er jo vigtigt. Jeg regner med, at de skal give aftensmad, mod at jeg lader dem vinde i brætspil. Det må være en fair handel.
Over and out.

Udgivet i aalborg | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Tanker i vestenvind

Sjiiiit, dette er afslutningen på den længste pause bloggen har holdt, siden jeg oprettede den, og en pause på 8 måneder må siges at være lang tid, når det nu kun er 2 år siden, jeg skrev det første indlæg.

Grunden, til at der har været stille, har egentlig ikke været manglende lyst til at skrive, men mit liv har on/off været rimelig turbulent og udfordrende det seneste godt halve års tid. Jeg har gået med en masse tanker, som jeg føler mig parat til at dele med jer, der har lyst til at læse med, nu. Læs det som en form for down- and highlights gennem det sidste lange stykke tid.

Mit sidste indlæg sluttede med mine første oplevelser som psykologistuderende. Det var meget lige på og hårdt med studiet, hvor den første tid bød på både forelæsninger, utallige siders engelsk pensum og masser af sociale arrangementer. Psykologi er et super spændende fag, og hver gang jeg sidder til forelæsning eller laver gruppearbejde, så kommer jeg i tanke om, hvorfor jeg læser lige netop psykologi. MEN – når jeg så kommer hjem, så bliver jeg helt vildt i tvivl om, hvorvidt det nu også er den rigtige uddannelse for mig. Hvordan er det, jeg kan se mig selv bruge uddannelsen? Kunne det ikke også være meget spændende at blive journalist eller friluftsvejleder? Hvad med bare at leve af at gøgle? Eller hvordan ville mit liv være, hvis jeg nu tog på sæson igen? Det ikke at være af sted med mit snowboard omgivet af sneklædte bjerge har fyldt enormt meget i mit hoved de sidste fem måneder – siden mine sæsonbuddies tog af sted. Da jeg søgte ind på psykologi i sin tid, havde jeg egentlig ikke regnet med at komme ind, så jeg havde mentalt forberedt mig på, at jeg nok ville af sted til Alperne igen. Nu tænker du måske: “Jamen, hvorfor gjorde du så ikke bare det?” Det gjorde jeg ikke, fordi uddannelsessystemet er indrettet således, at man, efter man har bestået sin studentereksamen, kan gange sit gennemsnit med 1,08  i op til to år. Det lyder måske ikke af meget, men det var det, der skulle til, for at jeg kunne blive optaget på studiet, og uden denne bonus ville det aldrig blive en mulighed. Derfor var jeg lidt “presset” til at gå i gang i 2016, da det ellers ville være for sent, da jeg blev student i 2014. Jeg tror ikke, jeg behøver at udspecificere, hvad jeg mener om den regel…

Men jeg er her endnu. Pt. arbejder vi udelukkende med et selvvalgt projekt i en selvvalgt gruppe, og det giver virkelig mulighed for at kunne fordybe sig i noget, som man selv synes er spændende, sammen med nogle som deler ens interesse. Og nu sidder du så måske og undrer dig over, hvad det er for et emne, vi i min gruppe arbejder med, der er så skide interessant, at man kan bruge flere måneder på det – jo, vi undersøger som end, hvordan det er at være i 65+ i dagens Danmark. I dag har vi faktisk gennemført vores første interviews, og jeg kan mærke, at det kommer til at tage fart med projektet herfra! Jeg har jo så bare også lige en hel uge, jeg hiver ud af kalenderen til noget helt andet – mere om det senere.

At være uddannelsesforvirret er ikke det eneste, jeg har brugt min hjernekapacitet på de sidste 6 måneder. Den 12. oktober ringer mine forældre midt i min middagssøvn og siger, og at de har dårligt nyt, og at far har lymfekræft. Jeg er rimelig rundt på gulvet og tror først, at jeg stadig sover, og at det bare er en drøm. Men det er det ikke. Ingen ved på det her tidspunkt, hvor slemt det står til, og hvordan det skal behandles, men mor siger, at jeg trygt kan Google “Hodgkin lymfom” for statistikkerne ser lovende ud. Jeg er meget stille, mens jeg sidder der med telefonen ved øret, for min krop reagerer instinktivt med tårer. Og de løber. Længe. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg ellers skal gøre. Jeg ved bare, at jeg har en aftale om aftenen med en højskoleveninde, som jeg lige pludselig overhovedet ikke har lyst til. Hun er den første, jeg bliver nødt til at sige noget til. Jeg har egentlig ikke rigtigt lyst til at sige det til nogen som helst, før jeg ved mere, for hvis de spørger om noget, så kan jeg ikke svare. Der er jo heller ingen grund til male fanden på væggen. Det prøver jeg i hvert fald at overbevise mig selv om. Ugen efter kommer der svar på, at kræften heldigvis er opdaget i et tidligt stadig, og på mors fødselsdag d. 24. oktober starter far i kemo. Der bliver lagt en plan for, hvilke dage far skal i behandling, og den plan er fuldstændig ligeglad med, at den ramler i en anden fødselsdag – nemlig fars egen 60 års fødselsdag.
Eksaminerne på psykologi er selvfølgelig også ligeglad med fødselsdage og kemobehandlinger, men den 6. december bliver de alligevel lagt lidt på hylden, så jeg kan cykle op på sygehuset og sige tillykke. Heldigvis foregår behandlingen nemlig i Aalborg og dermed tæt på mig. Jeg besøger kemo-stuerne på Sygehus Syd et par gange, mens far er i behandling, og selv om jeg har verdens sejeste far, som heldigvis aldrig nåede at blive rigtigt syg af kemoen, så er det altså ikke særligt sjovt at se den madglade mand miste appetitten og kuløren i hovedet totalt med et drop i hånden – på trods af det er jeg alligevel glad for, at jeg nåede at se, hvordan det hele foregik, selv om jeg ikke ligefrem vil kalde det for hyggeligt familiesamvær. Tiden går, og i februar beslutter lægerne, at det er nok med kemobehandlinger, og at de nu vil afslutte forløbet med daglige strålebehandlinger i en periode på tre uger. De siger også, at man egentlig ikke kan se mere cancer-aktivitet på scanningsbillederne, og det giver mig ro, at det går den helt rigtige vej. Far er på vej i mål.

Behandlingerne er nu overstået, og nu må tiden vise, om de har fået 100% bugt med de dumme celler. Hjælp mig lige med at krydse fingre for det!
Jeg har ikke snakket med ret mange om, at min far har været syg, for hvad siger man egentlig, når (næsten) alt går, som det skal? Når far heldigvis stadig kunne gå på arbejde, og oddsene for at komme helskindet ud på den anden side hele tiden har været gode? Jeg ved det ikke. Derfor har jeg ikke sagt noget. Jeg har ikke haft ondt i maven over det. Jeg har mest bare været ked af, at min friske far måtte acceptere, at han ikke kunne være lige frisk hele tiden – at jeg har måtte overveje tanken, at mine forældre og største forbilleder jo altså med al sandsynlighed ikke holder evigt. Jeg tror på en eller anden måde, at det har påvirket mig en del ubevidst, for da min far for en månedstid siden er i Aalborg i forbindelse med behandlingen, svinger han vejen forbi min lejlighed, selv om jeg ikke er hjemme. Da jeg kommer hjem, finder jeg en seddel med et “Hjemmesærvis-skema” på køkkenbordet, og igen helt instinktivt triller en tåre ned ad min kind. Denne gang er det ikke en triste tåre, fordi at min far er syg, men i stedet en glædeståre, fordi han stadig er her og stadig er min gode, gamle far. <3

Midt i alt det her tankemylder er det decembermåned, og jeg beslutter mig for at gøre noget for min egen skyld, så jeg kan holde humøret oppe i en måned, som byder på intet mindre end to eksaminer. Jeg laver min egen video-julekalender. Idéen opstår, fordi jeg for blot anden gang i mit liv modtager en pakkekalender fra mor-julemanden, hvis indhold jeg gerne vil dele med dem, der måtte have lyst til at kigge på pasta, dame-hipsters og balsam. Som et ekstra indslag i julekalender har far-julemanden pludselig også været på nisse-værkstedet og lavet en julekalender med 24 kalenderlåger + diverse nittelåger. I julekalender får man lov til at opleve udpakning af dagens pakke og åbning af kalenderlåger med hobbykniv. Man får også lov til at opleve lidt af min lejlighed, se hvor mange dage jeg spiser tarteletter, komme med på værtshus, møde noget af min familie, høre kasettebånd i min bil, aflevere eksamensopgave og hente hemmelige gæster i Københavns Lufthavn. Jeg synes selv, det var et formidabelt projekt, og jeg nød at lave et nyt afsnit hver dag, selv om min gamle iPhone 4S var på overarbejde. Og som prikken over i’et kan jeg stadig grine af, at jeg 1. juledag blev genkendt i Thisteds byliv som “hende, der laver julekalender”! Hvis du vil se eller gense julekalenderen, kan du finde den her.

Som skrevet lidt tidligere, så hiver jeg en uge ud af (projekt-)kalenderen for at lave noget helt andet. Den uge blive i næste uge, hvor der er påskeferie (for nogle) og dermed gang i KFUM-spejdernes ungdomskurser. Jeg er så heldig, at jeg sidste efterår blev spurgt, om jeg ville være med til at lave ULK (UngdomsLederKursus) med en tjans i køkkenet, og det svarer jeg ja til. Men planen tog en drejning, da en af de andre fra staben måtte indse, at hun har en spændende uddannelse, der skal afsluttes her i foråret, og det derfor gav mening, at vi byttede plads, så hun kom i køkkenet, og jeg skulle være lup (for ikke-spejdere, så er det ULK-udgaven af en tutor eller en vejleder). Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er meget tilfreds med byttet, og jeg tror, det er en stor fordel for deltagerne – ikke fordi AK ikke er en god lup (det er hun, hun var nemlig min i 2014), men fordi jeg faktisk ikke er ret godt i et køkken. Jeg er god til at parere ordre, men jeg er virkelig dårlig med krydderier… Så næste uge står altså på ULK, ULK og ULK, og rejsen er allerede i gang! Vi har brugt et halvt år på at planlægge og forberede os, og ULK er derfor også en af grundene til, at bloggen har ligget øde hen. Og uden at afsløre for meget (hvis nu der skulle være en enkelt deltager, der kigger med), så bliver det altså en kanon fed ude, hvor der vil være hjemmeskrevede sange, fede instruktioner, vilde aftenaktiviteter, tid til at møde nye venner og måske mulighed for finde sig i en sød kursus-kæreste!

ULK bliver ikke den eneste store spejderoplevelse, jeg sigter mod i år. Til sommer står den på Spejdernes Lejr 2017 i Sønderborg, og jeg har ryddet 2,5 uge i min kalender til at lægge al min energi i det store arbejde, det er at bygge og holde en lejr til 40.000 spejdere. Jeg skal være tusindkunstner i det tekniske sjak, der hører til underlejren Tårnet, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bliver hårdt, lærerig og ikke mindst pisse skægt!
Der kommer helt sikkert mere om det, når tid er.
Over and out.

Udgivet i aalborg | Tagget , , , , , , , , , , , , | En kommentar

“…hvis der er nogle, hvis ører og øjne det er gået forbi, så er jeg blevet min fars lærling.”

Hej med dig.
Du har måske glemt det, men jeg plejede engang fortælle alle og ingen om alt og intet.
Jeg bebrejder dig ikke, hvis du har, for jeg har da næsten også. Der er faktisk gået over fire måneder nu.

Mit seneste indlæg var af en lidt anden kaliber, end jeg plejer at skrive, men det blev taget helt vildt godt imod, og det varmede mit thyske hjerte. Nok plejer jeg at være ærlig i mine historier og fortællinger, men med et så dybt emne var det rart med al den positive feedback.
Tak. <3

Jeg har en masse, jeg gerne vil fortælle. Der kan alligevel nå at ske ret meget på fire måneder!

I slutningen af april var jeg i København til photoshoot for Friluftsland. Resultatet dukkede blandt andet op i sommerens kampagnefolder og vil fremover dukke op lidt hist og her. Det var rigtigt sjovt at være med – og specielt at møde nogle af sine kolleger fra Djævleøen

Dagen efter var jeg tilbage i Aalborg, hvor der bl.a. var MTB-maraton ved Nordkraft. Der svingede jeg forbi efter arbejde for at heppe på et par kolleger, der skulle køre 100 km på mountainbike. Ved et tilfælde mødte jeg en rødhåret fyr, som jeg havde hilst på året før, mens jeg gik på højskole. Det var en fyr ved navn Kristian, og han skulle vise sig at blive linket til, at jeg fik vendt lidt op og ned på min tilværelse. Kristian er gruppeleder ved Aalborg Søspejdere, og det kom jeg først i tanke om, da jeg var nået hjem.
Så jeg skrev til Kristian, om jeg kunne få lov at komme forbi søspejderne en dag og se, om det var noget for mig. Det sagde han heldigvis go’ for. (Gad vide, om han har fortrudt siden?)
Så følgende mandag cyklede jeg ud på Søsportsvej ved Vestre Bådehavn til juniormøde.
Ja, og så er jeg sådan set blevet hængende siden. Juniorerne går i 4.-5. klasse og kan godt være lidt nogle vildbasser, men de har åbenbart ikke formået at skræmme mig væk endnu.
Jeg er åbenbart heller ikke blevet skræmt af, at vi har brugt hele sommeren på at sejle, selv om jeg både er lettere vandskræk og ikke har en kæft forstand på både.
Det har nok noget at gøre med, at der er en masse fantastiske unge (og lidt ældre) mennesker derude, som har taget imod mig med åbne arme, selv om jeg nogle gange ryster på hovedet af deres manglende landspejder-evner. Det må jeg jo selv gøre noget ved så.
At få spejderlivet tilbage i min hverdag skulle vise sig at være lige nøjagtig det, jeg havde brug for for at føle mig fuldt ud tilpas i Aalborg.

Lørdag d. 7. maj var jeg til Danski-galla i Aarhus, og selv om der er nogle tidsrum fra den aften/nat, der er mig lidt uklart, så er der også højdepunkter, som jeg husker helt tydeligt!
Det gælder for eksempel, at vi – Team Widmoos, Wagrain – vandt titlen som “Årets Hotel”.
Det var virkelig en skøøøøøøn titel at vinde! Det gav os lige som det klap på skulderen, som vi havde sukket sådan efter hele vinteren. Og hvad er egentlig bedre end at vinde sådan en titel sammen med alle sine fantastiske sæson-kammis!?
Mit personlige højdepunkt på aftenen var, da mit billede og navn pludselig var på storskærmen, fordi jeg som én af fire piger var nomineret til “Årets kvindelige hotelpersonale”. Det var virkelig en overvældende oplevelse, og jeg følte virkelig, at al den energi jeg havde brugt i løbet af vinteren på at arbejde, holde humøret højt, service gæster og være en god kammerat kom tilbage til mig.
Jeg ved den dag i dag ikke engang, hvem der stod for nomineringen, men hvis du læser med derude, så takker jeg af hele mit hjerte. Jeg følte mig meget værdsat.

Sidste weekend i maj var det tid til karneval, og jeg havde inviteret efterskole-, højskole- og sæsonvenner til at bo og feste hos mig. Vi var syv i alt, og det var smadder hyggeligt!
Jeg havde brugt ugerne op til på at sy mit eget kostume – ikke så meget fordi jeg troede, at det skulle blive særligt kønt af den grund, men mest fordi det var en lærerigt og sjovt.
Der kom en drage ud af det, og jeg synes sgu egentlig selv, at det blev helt OK.

Første uge i juni drog jeg til Thy for at være eksamenssekretær for en psykologi-studerende. Det var for en pige, der har en kronisk sygdom, der gør, at hun ikke fysisk selv kunne skrive opgaven, så jeg tastede, mens hun dikterede.
Det var en fantastisk mulighed for at opleve psykologi-studiet lidt indefra, da jeg allerede i marts havde sendt min ansøgning afsted til psykologi på Aalborg Universitet.
Der kom en rigtig fin opgave ud af det, og jeg tror virkelig ikke, jeg kunne have haft sødere “chef”.

I samme uge – torsdag d. 2. juni – blev en længe opbygget spænding endelig forløst.
Mine fædres program livet “På Toppen i Thy” kørte over skærmen på TV2 kl. 20:00, mens vi hele familien sad som klistret til det største fladskærms-TV i hele Nors.
Det var en udsendelse, som havde været længe undervejs, og feedbacken efterfølgende har heldigvis været overvejende positiv!

I anden uge af juni var jeg til casting på TV-programmet Versus i Aarhus; fyldte 21 år i Thy; var til farvelfest for min kusine i Aarhus, som drog til Australien; og så var jeg også lige på Sydsjælland til sommerfest med hele Friluftslandskoncernen.

I tredje uge tog jeg på tur til Fur med min søde veninde Henriette for at teste nyt grej og frysetørret mad – førstnævnte med stor succes, sidstnævnte med knap så megen…
Det var heldigvis en dejlig tur, selv om det regnede en del, vi ikke kunne lave bål og mine fødder blev til vabler, men hvad betyder det egentlig, når man har en skide god makker, man kan snakke med i uendeligheder.

I fjerde uge pakkede jeg en lidt større taske (læs: tre tasker) og tog til Alpe D’Huez sammen med en par håndfulde andre gamle Danski’ere. Vi skulle åbne tre hoteller, affodre og servicere ca. 150 gæster i ½ uge og lukke hotellerne igen i løbet af 12 dage. Og selv om det kan lyde som lidt af en opgave, så fik vi faktisk også tid til at holde ferie i et par dage.
Den bedste dag var en af de sidste, da jeg sammen med to af de andre vandrede i strålende solskin op til en smeltevandssø oppe længere oppe i bjergene og badede i det iskolde vand! Brr! (Jeg skreg kun lidt.)

Så var jeg lige på sommerlejr i en uges tid med KFUM-Spejderne fra Nors. Ugen startede i Bjergbo ved Vilsund, hvor hele gruppen var samlet – fra de allermindste til de allerstørste.
Midt på ugen tog de yngste hjem, og lejren blev pillet ned, så vi kunne komme på hike-sommerlejr. Første dag cyklede vi til Mors og overnattede, de efterfølgende dage vandrede vi rundt i Thy og sov blandt andet en nat 22 mennesker i én hængekøje.
Det, synes jeg nu altså, var rimelig sejt!

Så var jeg også lige til Grøn Koncert i Nørresundby en solberiget søndag i juli sammen med min nye veninde Amanda, som jeg har været så heldig at møde ved søspejderne.
Det var en skøn dag, hvor vi fik lyttet til Stine Bramsen, De eneste to, Shaka Loveless og danset amok til Nik&Jay!

Den sidste uge i juli var jeg på Nimbustræf med de gamle, som i år havde valgt at bo i campingvogn, da det jo “bare” var på Mors. Det skulle jeg ikke nyde noget af, så jeg sov i telt. Det kategoriserer til at være den dårligste beslutning, jeg har taget denne sommer, for hvem er det egentlig, der drømmer om vågne op i et 80 grader varmt telt hver formiddag en uge i træk?
Altså, så er der jo nogle, der siger, at man jo kunne gå tidligere i seng og så stå tidligere op, men dem der siger det, kender i hvert fald ikke mig ret godt…
Om fredagen var der fest med fællesspisning i hallen  i Øster Jølby, og det betyder traditionen tro, at min fader optræder med et par vittigheder.
Og hvis der er nogle, hvis ører og øjne det er gået forbi, så er jeg blevet min fars lærling. Ja, altså inden for komik – strømmen må han selv rode med.
Så far og jeg gik på scenen sammen, hvor jeg først holdt en intro om, hvad min far er for en størrelse, inden han så fortalte lidt jokes og historier.
Jeg skal nok lige øve mig liiiiidt mere, end jeg skal ud og optræde alene.
Senere på aften – nærmere betegnet til midnat – sad jeg klar ved computeren, så jeg kunne få afklaret det nervepirrende spørgsmål, om jeg skulle starte på at læse psykologi, eller om jeg skulle ud på eventyr med mit snowboard igen.
Det blev førstnævnte, og jeg måtte derfra begynde at indstille mig på et liv med en langsigtet og struktureret plan igen efter et par skønne år uden.

Så blev det hu-hej august, og jeg tog igen på sommerlejr. Denne gang var det med søspejderne, og turen gik til Jegindø. Jeg kunne desværre ikke deltage i hele lejren, men var med til et par hyggelige dage med sejlads, hike Jegindø-rundt og gode ledersnakke.

Fredag d. 5. august pakkede jeg bilen og kørte til Randers for at besøge min gode sæsonven Frederik, som holdt poolparty med sin seje søster. Min bedste partymakker Mette fra Wagrain dukkede også op, og vi havde en skøn fest, hvor der blev tid til beachvolley, pool-plask, beer pong og røverhistorier!

Torsdag d. 11. august tog Lynet til Aarhus, for endnu engang at tage toget til København.
Denne gang var det for at være med i TV-programmet Versus, som jeg siden castingen var blevet udvalgt til sammen med nogle af mine bedste efterskolekammerater!
Det var en sjov oplevelse at opleve sådan et underholdningsprogram fra den anden side.
Optagelserne tog 2,5 timer, og vi klappede nærmest uafbrudt. Det var der en mand, der sagde, at man skulle. Jeg glæder mig virkelig til at se resultatet.
Efter endt optagelse traskede vi ned til den båd i Christianshavns Kanal, som min efterskolekammerater var sejlet til København i. Der fik vi os et par øl og måske en irish coffee for meget, inden vi væltede omkuld.
Fredag skulle jeg “tidligt” op og af sted. Ja, alt er jo relativt, men jeg havde i hvert fald kun sovet omkring tre timer. Jeg endte selvfølgelig i slåskamp med en billetautomat på Hovedbanegården, som ikke ville spytte min billet ud, og det medførte så, at jeg missede det første tog, og kun lige akkurat nåede nr. 2.
Tilbage i Aarhus stod Det Gule Lyn klar og pakket til en tur hjem til Thy, hvor der var Alive Festival, og jeg impulsivt var kommet til at melde mig som frivillig.
Jeg skulle fredag aften være stage hand, så jeg brugte aftenen på at slæbe udstyr op og ned fra scenerne, hente drikkevarer til kunstnerne og teknikerne og tryllede lidt med gaffa.
Heldigvis, mødte jeg undervejs en gammel kending, som tilbød mig en plads i hans telt, så jeg rent faktisk også kunne få et sted at sove.
Lørdag var det tid til hygge, øl og musik. Jeg oplevede bl.a. for første gang Jonah Blacksmith, som jeg forelskede mig dybt i. De skal forresten spille sammen med mit andet store idol – Allan Olsen – her i efteråret, og jeg leder efter en makker, der også er fan og vil til koncert med mig!
Lørdag aften stod jeg i baren i lavede drinks og serverede øl, mens bl.a. Minds of 99 væltede ud over scenekanten, og publikum gik amok.
Sikke en oplevelse. Det er nok ikke sidste gang, at jeg “kommer til” at melde mig som frivillig under Alive Festival.

Om mandagen var hele familien indkaldt til farvelmiddag, da min ældste bror og frue om onsdagen skulle flytte tilbage til San Fransisco. Samme aften fik jeg besøg af to gæve gutter fra højskolen – Frederik og Frederik, som jeg havde lovet husly i et par dage på betingelse af, at de ville tage med i Fårup Sommerland. Så tirsdag kl. 10:00 kom en tredje højskolegut (nej, ikke en Frederik – men en Theis), og vi fyldte Lynet og kørte mod Fårup.
Vi havde nok valgt den mest perfekte sommerlandsdag på hele året, for solen skinnede fra en skyfri himmel, og der var ingen mennesker, da folkeskolernes sommerferie var forbi. Jackpot!

Ugen efter kiggede min folkeskoleveninder Jeanette og (kusine) Ditte forbi Aalleren, da de (troede de) skulle i biografen. De havde bare lige glemt at undersøge, om de kunne bruge deres gavekort i den pågældende biograf, så som plaster på såret tog vi i Gaden i stedet, og det må siges at være en succes! Vi havde en fantastisk skæg aften, og det var heldigvis det overskyggende, selv om dagen derpå var lidt hård.

Resten af august gik arbejde i den skønne butik for enden af gågaden, mens jeg ventede på, at det skulle blive d. 1. september og tid til studiestart.
Natten til d. 1. september kan jeg afsløre, at jeg sov virkelig dårligt. Om det var, fordi jeg i dagene forinden havde vendt op og ned på dag og nat, eller om det var, fordi jeg var spændt som en seks-årig, der også skal starte i skole, ved jeg ikke. Det var nok en blanding.
Torsdag stod jeg op kl. 07:00 for første gang i viiiiirkelig lang tid. Kl. 08:30 skulle jeg være på Gammel Torv midt i Aalborg til fælles morgenmad med alle de andre nye studerende.
Det var en lidt speciel oplevelse at sidde der og kende ingen, men det har jeg heldigvis prøvet så mange gange før. Resten af dagen gik med diverse introer, velkomster rundvisninger, inddeling i RUS-grupper og smalltalk en masse, inden det om aftenen gik løs til studiestartsfest i Gigantium.

Fredag formiddag havde vi en introforelæsning til studiet, og om aftenen spiste vi aftensmad hos vores tutor. Efter maden skulle vi have taget et fællesbillede med vores venskabs-RUS-gruppe og tegne en personlig T-shirt til vores tutor.
Det var en rigtig god aktivitet, hvor vi fik snakket og grinet en masse!
Senere på aftenen mødtes hele studiet på Old Irish i Gaden, hvor vi snakkede og dansede.

Lørdag sov jeg hele dagen – kun forstyrret af tre timer Mads & Monopolet – indtil jeg skulle til 21 års fødselsdag på min søspejderven Jakob. Selv om jeg på det tidspunkt havde festet to dage i træk, gik jeg åbenbart ikke af for en fest mere, for jeg holdt da ud til solopgang og bevægede mig først hjemover kl. 07:00 søndag morgen.
Det var sådan set rimelig dårlig planlægning, for kl. 15:00 skulle jeg på guidet rundtur i Aalborg med studiet – mest bare for hyggens skyld. Efter det havde jeg så lige tre timer til at læse de omkring 80 siders pensum til mandagens forelæsning, for om aftenen var der arrangeret filmaften for alle nye psykologi-studerende, så det ville jeg selvfølgelig også gerne deltage i. Heldigvis, faldt jeg ikke i søvn, selv om jeg nok var lidt i søvnunderskud…

I går mandag var hele studiet på O-løb rundt på campus i en blanding af at lære hinanden at kende, lære stedet at kende, lære studiet at kende og bare have det sjovt. Over middag havde vi så vores første reelle forelæsning i personlighedspsykologi, og det var sgu noget af en mundfuld. Jeg tænker, at jeg nok lige skal vende mig til hele set-uppet. Efterfølgende måtte jeg i AAU’s boghandel for at købe de tekstkompendier, som jeg ikke ejede, og det gjorde altså lidt ondt i mit nærige vestjyske hjerte at skulle smide 880 kr for en stak A4-papirer…
Hele aftenen gik derefter med at læse teksterne til i dag (og så lige se en enkelt DR Dokumentar om børn i kontanthjælpsfamilier).

I dag stod jeg op kl. 08:00 for at læse videre. Engelsk faglitteratur er ikke en af mine specialiteter, så det tager lidt tid at komme gennem 60 sider, hvis man skal have bare en brygdel af pointerne med derfra. Kl. 13:30 cyklede jeg ud mod campus, som jeg agtede at finde uden at køre alt for mange omveje. Den plan kom jeg i hvert fald ikke helt i mål med på gårsdagens cykeltur. Fra kl. 14:30 til kl. 18:15 stod den på endnu en forelæsning i personlighedspsykologi, og det overraskede mig, at tiden gik så hurtigt.
Det er altså lidt noget andet end fire timers kemi eller dansk i gymnasiet.

Jeg havde faktisk aftalt med en gruppe af de andre psyk’ere, at vi skulle grille i Østre Anlæg til aften, men det måtte jeg simpelthen indse, at jeg ikke kunne overskue.
Jeg trængte til at komme hjem og være mig selv. Der er heldigvis også grill-arrangement i morgen, så jeg tænker, at jeg nok skal komme efter det!

Torsdag har vi vores første forelæsning i PBL (ProblemBaseret Læring), og weekend står i den store families tegn, da jeg skal til fætter- og kusinefest i Bulbjerg – og DET glæder jeg mig til!

Hvis man gerne vil følge med i mit liv i billeder, så er jeg faktisk så narcissistisk, at jeg har min egen Facebookside, hvor man kan se, når jeg laver, noget, jeg synes, er værd at billeddokumentere. Du kan følge med på louisehm.dk.
Over and out.

Udgivet i aalborg | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

“Det tog mig fire måneder på højskole, før jeg sagde det højt.”

Mine tårer triller. Ned af kinderne løber de. Det giver afløb for et eller andet.
Inge – Christians mor – har netop delt et link på Facebook til et klip fra Aftenshowet. Det handler om berøringsangst i forbindelse med døden. Om omgivelsernes uforståenhed over den sorg, som ingen ende vil tage. Om behovet for at mindes og tale om de, der er gået i forvejen. Den rammer mig. Hårdt.

Jeg nævner det meget sjældent. Det tog mig fire måneder på højskole, før jeg sagde det højt. At sige hvad der rører mig allermest.
Jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal få det sagt, uden at det lyder tåbeligt.

Onsdag d. 22. april 2015 er der morgensamling, og Karen beder os om at fortælle vores sidemakker, hvad der rører os. Efter det beder hun os fortælle vores sidemakker, hvad der VIRKELIG rører os. Og jeg er slet ikke i tvivl.
Til sidst er der mulighed for at dele med hele højskolen, hvad der rører én, og for første gang får jeg fortalt, at jeg hverdag har to fantastiske unge mennesker med mig i tankerne.
Jeg får fortalt, at jeg selv føler, at jeg kom lidt skævt fra start på højskolen, da jeg efter blot fire dage blandt fremmede mennesker måtte se i øjnene, at min skønne barndomsveninde Caroline aldrig mere ville komme til at se på mig med løftede øjenbryn og sige: “Ej, Louise”, når jeg var for fjollet. Jeg får fortalt, at jeg allerede 1,5 år før Caroline har sendt min barndomsven Christian af sted for at sikre, at alle skymarkerne bliver passet og plejet til punkt og prikke.
Jeg tuder. Det gør ondt at sige det højt, men Gud, hvor er det også bare rart, at folk ved det – ved at jeg gemmer på en sorg, som jeg gerne vil tale om, men jeg ikke rigtigt kan forklare. Det giver mig mulighed for at fortælle, hvorfor jeg er, som jeg er.

Hverken Caroline eller Christian var en del af det diffuse begreb “Mit liv” i det sekund, de tog herfra. De var ikke en del af min daglige omgangskreds, og vi stødte kun af og til på hinanden ved festlige lejligheder.
Hvordan forklarer jeg verden, at personer, der ikke skaber et fysisk tomrum i mit liv, alligevel skaber et uendeligt stort tomrum inde i mit hoved?
Hvordan forklarer jeg, at de har gjort noget helt klart for mig, uden de har sagt noget?

Caroline og Christian er en del af min historie. Vores fællesoplevelser er med i min rygsæk.
Som dengang Christian og jeg skulle til spejder, og vi begge to var sent på den, så Christian sprang op på bagagebæreren på min cykel, og det så resulterede i, at jeg væltede. Eller den gang Caroline og jeg var skolepatrulje sammen, og vi egentlig mest brugte tiden på at digte sange om jobbet som SP’er. Eller da Christian med familie var til aftensmad hjemme hos mine forældre, og Christian, Nikolai og jeg byggede en racerbane, der fyldte hele gulvet på hemsen. Eller hvad med da vi gik i 7.c, og pigerne var i evig strid, da Caroline og Nina pludselig blev bedstevenner med Jeanette, så Sofie og jeg var alene tilbage. Haha. Eller dengang Christian og jeg vågnede tidligt og snakkede en time, inden han vækkede alle de andre spejderne fra Nors med vilde råb under hiken i forbindelse med Thy Lejr i 2008.

Historierne er mange, og de minder mig om, at hver dag kan byde på nye eventyr.
De gør mig opmærksom på, at hver dag kan have værdi – om det så er, at jeg har fået en tilfældig på gaden til at smile, at jeg har hjulpet én med at finde vej, at jeg har rejst til et spændende land, at jeg besøgt venner og familie, at jeg har sovet i min hængekøje et hemmeligt sted, at Det Gule Lyn har givet mig et lift til fjerne egne, eller at jeg har slået fem smut med en flad sten ud i det store Vesterhav, er ligegyldigt. Bare det har givet lidt ekstra til min rygsæk.
Det betyder meget for mig, at hverdagens små øjeblikke bliver husket. Det er også derfor denne blog findes. Her kan jeg dele, hvad jeg har lyst til, og holde resten for mig selv. Bloggen er vidne til en stor del af mit liv, og lige så er du lige nu.
Vi har behov for vidner til vores liv. Caroline og Christian var vidner til mit liv – og jeg er glad for også at have været vidne til deres.

<3

Over and out.

Udgivet i aalborg, højskole | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

“At have far med nogen som helst steder er jo en oplevelse i sig selv…”

I går var det to måneder siden, bloggen sidst blev opdateret, og det gør vi (nok mest mig) noget ved – nu.
Jeg har allerede glemt, hvad det egentlig er, der er sket i mellemtiden, men jeg har da lidt flashbacks nu og da.

Uge 10 var ugen. I ved den uge, hvor der endelig faldt sne i store mængder. Vi havde flere dage med mulighed for at køre offpiste, og det var vanvittigt skægt! Tænk, at man kan tage på sæson i fire måneder, og så opleve ÉN uge med perfekte forhold. Det er jo faktisk vildt i sig selv.

I uge 11 dukkede min kære familie eeeeeendelig op. Jeg kunne desværre ikke få fri alle dagene, de var her, men det lykkedes mig at få fri tre dage i træk, så jeg kunne komme lidt væk fra hotellet og tænke på andet end at få lavet pålægsfade, klargjort smør, lavet boner, strøget duge, fyldt op i baren, vasket perlebygsgryder op og få kassen til at stemme. Henry, Jesper, Onkel Grajsen og jeg var på pisterne tirsdag, onsdag og torsdag, mens far bevægede sig rundt i terrænet på langrendsski. Mor og Moster H havde så ansvaret for at passe Mr. Makrøv aka Lille Benjamin. Onsdag var alle mand på afterski på Kuhstall, og nogle var svære at få hjem til aften end andre. Hvis du gætter på, at far og jeg først gik hjem, da de lukkede, så har du gættet rigtigt.
At have far med nogen som helst steder er jo en oplevelse i sig selv, men når det så lige bliver toppet med, at han kaster om sig med visitkort og autografer på brystkasser og maveskind, så bliver det jo altså ikke meget bedre.
Torsdag aften var alle trætte, og de andre gik derfor tidligt i seng – meeeen jeg kunne jo ikke misse mit jubilæum på Tenne med besøg for 10. torsdag i træk. At jeg så kun holdt ud i 20 min. er jo sagen uvedkommende.

Bendis' første kælketur!

Bendis’ første kælketur!

Uge 12 er mig lidt fjern – jeg har sikkert drukket for mange øl.

Uge 13 var sidste uge med gæster, og det kunne tydeligt mærkes, at vi var sidste udkald for at komme ud på ski og snowboard, så hvert et minut blev udnyttet til fulde. Torsdag var egentlig min sidste reelle skidag, da jeg havde morgenvagt til kl. 15:00 fredag, men da lifterne først lukkede kl. 16:00 kunne jeg lige nå et par enkelte ture – i lederhosen. Så i korte bukser og Danski-skjorte gik turen til himmels med Flying Mozart.
Efter første tur mødte jeg Tobias og Silas (og nej, Silas, du får stadig ikke penge, for at jeg nævner dig på bloggen), der var på vej hjem. Tobias havde lige lidt ekstra krudt, der skulle brændes af, og det skal I nok få lov at se et klip af lidt senere.
De efterfølgende dage gik med rengøring, slant-fest, rengøring, nedpakning af bunkeren, rengøring og spareribs-aften.

Tirsdag d. 5. april klokken alt for tidligt om morgenen, kastede vi vores kufferter ind i en bus og vinkede farvel til hotellet. Bussen skulle tage os til St. Tropez, hvor guiderne og HP’erne fra Valloire og Alpe D’Huez ventede. Det var tid til afslutningsuge, og vi lagde ud med en omgang OL i volley, fodbold og basket. Jeg havde egentlig planlagt aldrig at sige det højt igen, men vi blev *trommehvirvel* nr. 2. WHAAAAT!? Hvordan ku’ det gå så galt? De efterfølgende dage stod på rosé, shopping i St. Tropez, rosébowling, besøg i St. Maxime, afslutningsgrillfest og så lige lidt mere rengøring.

Det allersidste eventyr var en bustur af de længere – for mig nærmere bestemt 28 timer. Den sidste time var sågar alene – ja, og så buschaufføren selvfølgelig. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har følt mig så VIP, som jeg gjorde der fra Randers til Aalborg i en dobbeltdækkerbus – kun til mig.

I Aalborg blev jeg mødt af mor, far og bedstemor, der var kommet for at gi’ krammere og for at køre mig det sidste stykke hjem til Sverigesgade. Hjemme i lejligheden blev der disket op med tarteletter, varm leverpostej, ribbenssteg + det løse, så jeg alligevel kunne nyde lidt af årets familiepåskefrokost, som jeg desværre måtte misse dagen forinden.
Det var nok også meget fint, at min stærke far var der til at hjælpe mig med at slæbe flyttekasser op fra kælderen, mens mor og bedstemor pakkede mit elskede porcelæn ud, som jeg ikke havde turdet lade stå.
Da de sidst på eftermiddagen vendte snuden tilbage mod Thy, stod jeg midt i noget, der mest af alt lignede, at jeg lige var flyttet hjemmefra – igen. Det tog da også et par dage at komme på plads igen, og iiih, hvor er det altså rart, når ens lejlighed igen bliver til et hjem.

Onsdag d. 13. april var tilbage i Friluftsland for første gang i fire måneder, og jeg må da indrømme, at hukommelsen lige skulle have fjernet det øverste lag støv. Hvordan er det nu lige, at man kontrollerer lagertallene i SAP? Hvor skal jeg trykke, hvis jeg skal lave et gavekort? Hvor er Primus-termokrusene blevet af? Og hvad er nu det der Exped?
Heldigvis, så gik det rimelig tjept med at få hjernen op i omdrejninger igen, og hvor er det altså rart at vende tilbage til en arbejdsplads, hvor man føler sig tilpas!

Fredag kørte jeg hjem til de gamle og fik lækker mad i havehuset, mens vi hørte vild musik på den gamle transistorradio og snakkede om ugens forløb.
Lørdag inviterede jeg mig selv til indflytterfest hos en gammel fodboldkammerat, og det udviklede sig til at blive noget af en fest, som fortsatte hele natten på Fortet – faktisk, var min veninde Jeanette og jeg lige forbi SuperBrugsen for at hente rundstykker og jødekager på vej hjem.
Søndag var en dag, som jeg havde set frem til og drømt om i lang tid. Jeg havde inviteret mor og far med til Allan Olsen i Agger (på deres regning). Jeg ved ikke, hvad der er med ham Allan. I mange år kendte jeg kun til sangen Taberens Søn, som jeg har lyttet til om og om igen. Siden hen begyndte jeg at lytte til flere af hans sange, og under mit ophold i Østrig blev deres lyd og især tekst ekstraordinært vigtige for mig. De fik mig til at føle mig hjemme. Jeg ved ikke, om det er, fordi han altid er blevet spillet hjemme hos mine forældre, eller om det er dialekten og ordlyden i hans sange, der gør det – men jeg tror, Allan er kommet for at blive.

I sidste uge var jeg på tirsdag, onsdag og torsdag. Torsdag var endda en forlænget arbejdsdag, da en nordmand i en Tesla kom og fortalte om Arc’teryxs produkter.
Efter arbejde kørte jeg til Mors, hvor de gamle og deres venner Buller og Bjarne var på camping. Jeg ankom i al hemmelighed i nattens mulm og mørke, men min mor havde selvfølgelig spottet min bil på vejen og sendt far ud for at hente mig ved bommen.
Fredag kom også min bror Jesper, Henry og Benjamin på besøg, og vi var på legepladsen og kastede lidt sten i fjorden. Om aftenen gik turen atter hjem til Aalborg.
Lørdag var jeg først på arbejde, inden jeg pakkede bilen og kørte mod Gl. Estrup ved Auning for at ende til mit livs første traktortræk. Det var mine kammerater Henriette og Tim, der havde lokket mig derned, da Tims ven Thor skulle trække for første gang. Ikke alt gik som planlagt, men der var masser af pølser m. brød og udstødningsrøg.
Efterfølgende kørte jeg spontant til Aarhus, hvor jeg aflagde Café Ziggy ved Åen et besøg for at hilse på kusine Pernille og hendes trofaste makker Frederikke. Det ene tog det andet, og vi besluttede at holde ”sleep over” hos Frede, som godt nok skulle tidligt op og på job igen.
Lørdag tog Pernille og jeg hjem i hendes lejlighed. Da hun skulle til festivitas allerede først på eftermiddagen, fik jeg lov at hænge ud, indtil min næste hotelbooking kom hjem.
Så kl. 16:30 kørte jeg af sted til togstationen for at hente Anne Mette og Skovby, som jeg kender fra efterskolen. Vi kørte hjem til Skovby, og nogle lavede aftensmad, mens andre dasede. *host host* Det trak lidt ud med at få gennemgået alle de gamle røverhistorier, så jeg blev og sov til mandag.

Mandag havde jeg en aftale med en psykologistuderende, der har brug for hjælp til at skrive en eksamensopgave. Og nu tænker du nok: ”Jamen, Louise, du er jo slet ikke begyndt at læse endnu? Og det har du fuldstændig ret i. Det er heller ikke en traditionel form for hjælp, hun har brug for – hun skal nemlig låne et par arme med dertilhørende hænder. Hun har selv et sæt, det er ikke det. De gør bare for ondt til, at hun kan bruge dem, og derfor havde hun søgt hjælp. Hun var rigtigt sød, og vi kom rigtigt godt ud af det med hinanden. Det endte faktisk med, at hun sagde, at hun gerne ville bruge mine arme – så nu skal jeg skrive min første eksamensopgave på universitet uden at have været til en eneste forelæsning. Det skal nok blive spændende!

I dag er det så som sagt onsdag d. 27. april. Jeg sidder pt. i toget på vej til KBH, og det er lige standset i Valby. Jeg skal de næste par dage besøge nogle højskolevenner, kigge lidt på butikker og agere model til Friluftslands sommerkampagnekatalog. Jeg tænker, at det bliver skægt.
Næste stop: Københavns Hovedbanegård
Over and out.

Udgivet i aalborg, østrig | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar