Der er gang i 2018, så for katten…

Vi skriver d. 1. januar i 2018, og der er vildt gang i “året-der-gik-skriverierne” og spådomme om fremtiden rundt om på de sociale medier, og dette indlæg er ingen undtagelse. For med nytår, og hvad det medfølger af bulder og brag, følger for mig ofte også en fornyet lyst til selv at brage igennem. I mit forrige indlæg “Julelang” teasede jeg for, at jeg allerede har lagt planer for fremtids-Louise, men julelanget blev så langt, at jeg tænkte, at jeg ville vente med at løfte sløret for disse planer til det nye år, og der er vi så kommet til nu. Så hvis du er den mindste smule nysgerrig, så bliv endelig hængende lidt endnu. (Jeg lover, det bliver kortere end julelanget!)

Den største beslutning, jeg indtil videre har taget på fremtids-Louises vegne, er, at jeg søger ind på journaliststudiet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus i 2018. Det tog jeg faktisk en beslutning om dagen efter, at 2017-optagelsesprøven til studiet var blevet afholdt – dvs. en tand for sent til at kunne søge ind sidste år. Men det passede mig egentlig fint, for jeg havde behov for at puste ud efter det nederlag, jeg på sin vis følte, det var, at sige nej tak til et studie jeg i første omgang havde sagt ja tak til. Og jeg er stadig meget tilpas med, at jeg pt. befinder mig uden for uddannelsessystemet og i stedet bruger min tid på at blive lidt klogere på den verden, vi lever i. Og det synes jeg, bl.a. jeg bliver, når jeg står ansigt til ansigt med folkeskoleeleverne på Byplanvejens Skole og Sofiendalskolen. For på den ene side ser deres liv ret anderledes ud fra mit liv, da jeg var i deres alder med indtoget af iPads i timerne og smartphones i frikvartererne, men på den anden side så er det nøjagtig de samme følelser, de kæmper med, som jeg selv gjorde i forhold til balancegangen mellem at være vellidt blandt de voksne og ens kammerater uden at skulle give afkald på sine egne holdninger og værdier. Jeg bliver også klogere på det samfund, vi lever i, når jeg mandag aften lægger energi i at give mine juniorspejdere udfordringer og oplevelser i et fællesskab, hvor det er okay, at man ikke nødvendigvis rammer 100% plet hver gang – for så prøver vi bare igen i næste uge. Jeg bliver klogere, når jeg selv kaster mig ud i ting, som jeg ikke ved, om jeg kommer i mål med – og i den forbindelse er jeg f.eks. overhovedet ikke i tvivl om, at det har været godt for mig at prøve psykologistudiet og universitet i sin læringsform af, for nu ved jeg, at det ikke er noget for mig. Jeg skal noget andet end det.

Og for nu at vende tilbage ansøgning om at få en plads på journaliststudiet, så kræver det noget helt andet af mig, end det gjorde at søge en plads på psykologi, for hvor jeg på psykologi kunne vise et stykke papir med nogle sommetider lettere tilfældige tal, så skal jeg i processen om en plads på journalisthøjskolen bevise mit værd ved at præstere noget i et meget præcist angivet tidsrum. Det foregår nemlig således, at jeg skal søge en plads inden 15. marts, så får jeg tilsendt en foropgave d. 16. marts, som skal løses og sendes tilbage inden 23. marts, og hvis jeg gør det, så får jeg en invitation til optagelsesprøven, som afholdes 21. april i Aarhus og tager det meste af en dag. I uge 20 får jeg så svar på, om jeg er optaget på studiet, skal til en samtale for få min skæbne afgjort, eller jeg bare kan glemme alt om det i denne omgang og må prøve igen i 2019. Skal jeg til samtale, sker det i weekenden d. 26.-27. maj (hvor der også er karneval i Aalborg!), og her tages der udgangspunkt i den foropgave, jeg har lavet i marts. I uge 24 finder jeg så ud af, om jeg så nu kan få tilbudt en studieplads, en standby-plads eller ingen plads. Pyh…
Jeg bliver næsten helt forpustet ved tanken om at skulle gennem ovennævnte proces, og derfor har jeg også tilmeldt mig et forberedende kursus ved Kompetencehuset i Aarhus, og det glæder jeg mig rigtigt meget til at komme i gang med. Det er et syv uger langt kursus, hvor jeg får lov til at prøve kræfter med tidligere udgaver af optagelsesprøven, og jeg kommer til at arbejde med optimering af sprog, tegnsætning og evnen til at vinkle en historie. Den skarpe læser vil hurtigt blive opmærksom på, at jeg jo altså bor i Aalborg, og der derfor er et godt stykke vej til kurset i Aarhus – og der vil jeg da lige informere dig om, at den tanke også har strejfet mig. Jeg planlægger derfor at (eller håber på at kunne) “couch surfe” lidt rundt i Aarhus i den periode, og det er svært at klare uden hjælp, så hvis du bor i Aarhus-området og ikke ser noget problem i at have undertegnede boende i et par nætter en enkelt uge i marts/april-måned, så hører jeg da gerne fra dig!
(Bonusinfo: Jeg taber for det meste i Kalaha, men jeg er ekspert i selv at medbringe overnatningsudstyr!)

En anden stor plan, jeg har lagt for 2018, er, at jeg (ENDELIG) vil bevæge mig over Atlanten og besøge min ældste broder Mikael (og også lidt dig, Sisse) i – forhåbentlig –  Sunny California. Jeg tager min kusine Pernille med under armen som rejsemakker, og jeg forestiller mig, at det projekt lige kan presses ind mellem en optagelsesprøve i april og en evt. samtale i maj. Rammerne er stadig meget løse, men de er samtidig mere faste, end de nogensinde har været – forstået på den måde, at vi nok har snakket om det at gøre det siden 2014. Jeg kan kun forestille mig, at det bliver en formidabel tur!

Udover disse ovennævnte mere eller mindre fastlagte planer om studie og rejse i 2018, så følger der med førstnævnte et naturligt spørgsmål: “Jamen, Louise, hvis du så kommer ind på journaliststudiet, flytter du så til Aarhus?” Og hertil er det korte svar: “Ja.”
Det lidt længere svar er, at det gør jeg måske også alligevel, selv om jeg ikke kommer ind, fordi jeg synes, der er så mange dejlige mennesker, som trækker mig lidt mere sydpå, end hvor jeg hidtil har haft bopæl. Jeg går også med en spirende drøm om at flytte i kollektiv, og jeg har opdaget, at mulighederne for det er bedre i Aarhus, end de er i Aalborg. At bo i kollektiv er en diametral modsætning til, hvordan min boligsituation har set ud de sidste par år, hvor jeg har boet alene i en toværelseslejlighed – men jeg har virkelig brug for, at der skal ske noget andet på den front nu. Jeg bakker mig selv op i, at det er en god idé, fordi jeg ved, at de perioder af mit liv, hvor jeg har haft det allerbedst, har været, når jeg har boet tæt sammen med andre mennesker, som jeg gjorde det, da jeg gik på efterskole, højskole og var på sæson i Østrig. Jeg er også overbevist om, at det var det tætte forhold, jeg havde til mine stuekammerater, da jeg var værnepligtig, der reddede mig gennem alle fire måneder der, som ellers er den hidtil mest pressede periode både fysisk og psykisk i mit 22,5 år lange liv. At være tæt på andre mennesker, at bo tæt sammen og at dele op- og nedture i længere perioder kender jeg også fra mit spejderliv, som jeg stadig efter over 15 år prioriterer og elsker meget højt.
I kolonnen med ulemper ved at bo i kollektiv står, at jeg – på trods af min kærlighed til fællesskaber – virkelig har brug for at trække mig helt ud af dem en gang imellem. Jeg er god til at være alene, for jeg har øvet mig længe i at være det, og det er derfor også blevet en nødvendighed for mig at være det en gang imellem. Og det, har jeg da oplevet, har været en udfordring i de perioder, hvor jeg har boet tæt sammen med andre. Jeg tænker bare, at der må ligge en stor forskel i, at jeg i et kollektiv vil have mit eget værelse med min egen dør, hvor jeg på efterskolen, højskolen og i Østrig delte værelse med 2-3 andre, og jeg sågar i min værnepligtstid delte Stue 4 med 11 andre damer.
Til mit held har jeg den fordel, at jeg ofte føler mig hjemme, når jeg kommer ud i naturen, og i alle fire nyligt opremsede situationer har det da også været min “get away”, når jeg havde brug for Louise-tid, og der var mennesker overalt. Og der er vel ikke noget til hinder for, at naturen kan være min “get away” i fremtiden også, er der vel?

Et andet spørgsmål, som følger i kølvandet på ovennævnte udtalelse om, at jeg kan finde på at flytte til Aarhus, selv om jeg måske ikke får en plads på Journalisthøjskolen, er jo selvfølgelig: “Jamen, Louise, hvad vil du så give til?” Og dertil er det korte svar: “Det ved jeg ikke endnu.” For jeg har ikke vedtaget nogen plan C endnu, som må blive det bogstav i rækken, jeg er nået til, når psykologi nu ikke gik, og hvis journaliststudiet ikke bliver en realitet. Jeg har overvejet, om jeg skal søge ind på lærerseminariet, men det er lidt svært at forholde sig til disse overvejelser, når Journalisthøjskolen fylder så meget for mig, som den gør for tiden. Men det virker nu som det mest fornuftigt at have en plan C, hvis jeg i 11. time skulle få beskeden om, at jeg bør søge andre veje.
Hmm… Men nu må vise, om fornuften får lov at sejre.
Over and out.

 

Udgivet i aalborg | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Julelang

Velkommen til årets julelang!

A’ hva’ beha’r? Hvad i alverden er et julelang?
Jamen, det er da let at forklare – det er et julekort, der er blevet for langt til at kunne kaldes kort, og derfor hedder det lang i stedet for – julelang. Helt logisk.
Du er blevet skør, Louise. Ja, det kan der være noget om, men lad os nu komme i gang med høre tophistorierne fra året, der er gået.

2017 startede sådan lidt i tomgang. Jeg havde en enkelt eksamen den sidste fredag i januar, og det lagde ligesom en dæmper på hele måneden, hvor mit hjerte (modsat min konto og min hjerne) i den grad forsøgte at trække mig sydpå til Alpeland for at vælte rundt i sne med et bræt under fødderne. Kontoen og hjernen vandt.
Jeg kom heldigvis levende gennem den eksamen, ellers tror jeg, at januar ville have føltes meget spildt!

Og straks var februar jo så i gang! På studiet betød det tid til gruppedannelse, som jeg gik ind til uden nogle aftaler eller backup-planer. Det føltes på en gang rart, at man kunne være åben for alt og alle, men det var også super grænseoverskridende, da jeg i princippet kunne ende med at stå alene tilbage. Det gjorde jeg heldigvis ikke!
Jeg har nævnt det før her på bloggen, men nu nævner jeg det lige igen – jeg kom i gruppe med psykologis tre dejligste damer! Da vi sad der den første torsdag i februar og præsenterede os for hinanden, havde jeg ikke regnet med, at vi skulle få det SÅ skægt!
Jovist var der lange dage med tykke bøger og dumme diskussioner, men mest af alt var vi et team, der supplerede og gav plads til hinanden, og jeg griner stadig højlydt, når jeg falder over de billeder, vi tog i den periode. Pensionistklubben 4-ever. <3

Februar bød heldigvis på meget mere end tid til studie. Jeg fandt en torsdag aften tid til at tage på Skråen for at høre de gæve thyske Jonah Blacksmith-gutter spille folkemusik med et par andre gæve gutter fra Thy – Casper og Johannes. Det var en formidabel aften med dejlig musik, og det skulle senere vise sig, at brødrene Thomas og Simon Alstrup fra Jonah Blacksmith ville blive tilbagevendende personer i mit liv anno 2017.
Aftenen blev afsluttet med øl på Hjerterdame.

I marts skete der noget, jeg viiirkelig havde glædet mig til – søskendetur!
I julegave i 2016 gav jeg mine storebrødre en tur med deres yndlingslillesøster ud i “ødemarken”. Grundet vores forholdsvis store aldersspænd og vores store geografiske spredning er det sjældent, at vi laver noget sammen bare os tre. Jeg kan faktisk ikke mindes, hvornår det sidst er sket før denne tur. Hmm…
Men altså! Jeg havde planlagt en tur ud i en lille hytte på en lille grund i Flamsted, som Aalborg Søspejdere ejer, hvor man kan være helt alene. Hytten er et rum med otte køjer, et spisebord med stole og en brændeovn, og derudover er der et lille “køkken” med to gasblus. Og det er sådan set det. Vandet pumper man op af jorden med en gammeldags vandpumpe, toilettet er en ombygget spand, man holder varmen ved at lave bål, og strøm kan man glemme alt om. Der er heller ikke noget at bruge strøm til udover måske at tage lidt billeder, for der er ikke noget internet- eller telefonsignal derude – det er det perfekte sted til at tale sammen og koble af. Vi kom lidt skævt fra start, da jeg havde glemt min sovepose – men heldigvis havde Jesper pakkede alt i hele verden, og han havde derfor en ekstra sovepose med! Hvor heldig har man lige lov at være!
Efter et døgn i Flamsted kørte vi til Aalborg for at besøge klatreklubben og forsøge os som en blanding mellem orangutanger og bjerggeder. Sådan forestiller jeg mig i hvert fald, at det må have set ud. Og det var rart at slutte turen af med at finde ud af, at der er noget, jeg er bedre til end mine brødre!

Næste store event i 2017 var ULK56 i påskeferien. Det var en uge med store, personlige udfordringer for mig, som førte til en del op- og nedture. Heldigvis fylder opturene mest i min erindring, og i dag kan jeg grine af, at aflyst kartoffeltryk skulle være det, der fik mig presset ud over kanten, så tårerne måtte løbe. Det lyder skørt. Det er det også, og jeg er bare så taknemmelig for at have været en del af et kursus og en stab, hvor man blev mødt med omsorg, oprigtig interesse og tålmodighed, både når man var ville dele sine succeser – men også når humøret var ved at grave sig til Kina! Jeg håber, vi kan gøre nummeret efter i påsken 2018, for jeg er så heldig, at jeg er blevet spurgt, om jeg vil være med til at lave ULK58 – og det kan du fandeme bande på, at jeg vil!

Senere i april gik et stort lys op for mig – som jeg også har nævnt i foregående indlæg her på bloggen – jeg var nødt til at søge væk fra psykologi. Det var en svær beslutning, for jeg er opdraget til, at hvis man går i gang med noget, så gør man det færdigt. Jeg er også opdraget til, at man skal gøre det, der føles rigtigt for én selv, og i den her situation var det to modpoler. Jeg havde gået med overvejelser om at droppe ud af psykologi allerede siden slutningen af 2016, og i januar nævnte jeg dette dilemma for mine forældre første gang. Det lettede mine skuldre en anelse allerede der, og selvom de gav råd i forskellig retning, så var det jo i sidste ende ene og alene min beslutning, hvad der skulle ske – og en beslutning kom så til mig på motorvejen mellem Aarhus og Aalborg en søndag eftermiddag. Det blev en gylden middelvej med en overgangsperiode på et år – jeg skulle søge 12 måneders orlov fra studiet. På den måde ville jeg kunne teste, hvordan det ville føles at være væk fra psykologi, men stadig med den mulighed at jeg ville kunne vende tilbage senest ét år efter, hvis mig hjerte bankede for hårdt for det.
Her tre måneder inde i orloven kan jeg med ro i sjælen sige, at jeg ikke har savnet det et eneste øjeblik. Altså, jeg har savnet de søde mennesker, jeg kender fra studiet; jeg har savnet at have en rød tråd i mit liv; men jeg er nu helt overbevist om, at jeg skal et andet sted hen, og jeg er allerede begyndt at tage beslutninger på mit fremtidige jegs vegne, som I kan læse om lidt længere nede i julekortet. Eller. Julelanget.

Allerede om mandagen – altså dagen efter beslutningen om orlov – besluttede jeg at indvie mine studiegruppe i mine planer. Og til min overraskelse kom det frem, at en anden i min gruppe gik med mange af de samme overvejelser, så jeg var slet ikke så alene, som jeg følte mig! Vi gjorde begge semestret færdigt sammen med de resterende to damer i gruppen, og vi må siges at være kommet flot i mål! Og jeg er til evig tid 1/5 psykolog!

Sommerferien blev skudt i gang med tre uger i Alpe D’Huez, Frankrig som hotelpersonale i forbindelse med cykelløbet La Marmotte. Det var tre uger med en perfekt balance mellem arbejde og fritid, som trods det grå vejr og den store mængde regn bød på en masse store oplevelser som at cykle op af Alpe D’Huez, river rafting, via ferrata, lerdueskydning og golf. Derudover blev der også til en weekend i Tignes med mine kammersjukker Frederik, Tobias og Helena, og der fik den ikke for lidt med fodbold, vandretur, tennis, en sindssyg vandrutsjebane, lejrbål, skumfiduser og lune nætter.

Hjemme i Danmark var der tid til 30 timer i Aalborg, inden Sønderborg blev indtaget – bogstaveligt talt. Spejdernes Lejr 2017 stod for døren, og de næste 2,5 uge skulle vise sig at danne rammen om min bedste sommerlejr-oplevelse til dato – og jeg har altså været spejder i 15 år! Det var også en helt speciel sommerlejr, for det var første gang i min spejderkarriere, at jeg ikke skulle bo og leve sammen med en spejdergruppe – hverken Nors eller Aalborg. I stedet skulle jeg bo i underlejr-jobber-camp med min ven Daniel og arbejde sammen med det tekniske sjak i underlejren Tårnet. Det ekstra særlige, ved at jeg skulle bo sammen med Daniel, er, at vi kender hinanden fra Spejdernes Lejr 2012.
Dengang var vi forpionérer i samme sjak, og så har vores venskab bare holdt ved siden og strakt sig ud over spejderlivet.
Hver dag både før, under og efter lejren smed jeg et lille udsnit af oplevelsen på Facebook – både for at dele min oplevelse med interesserede, men også for selv at have noget at se tilbage på. Og gudskelov for den beslutning! En senere, lettere uheldig begivenhed skulle nemlig vise sig at koste mig alle sommerens billeder og digitale minder (læs: jeg var en klump og smadrede min telefon). Men konklusionen på det hele er, at jeg håber, Spejdernes Lejr vender tilbage i 2022, for så er jeg i den grad klar igen!

Hjemme i Aalborg havde jeg lige et par uger til at vende mig til at sove indendørs, før jeg igen rykkede ud i telt – denne gang på festival. Der var Alive Festival i Thy, og jeg skulle være frivillig og bo i telt med mine ULK-venner Morten og Elisabeth. Vi tog en tørn med at hjælpe festivalen i gang, holde den kørende og pille den ned igen – alt sammen i løbet af blot fem dage. Ind i mellem det frivillige arbejde var vi på bryghusbesøg, i Klitmøller for at surfe, drak en enkelt øl, hørte noget lækker musik og tog et slag godnat-pomfrit. Torsdag aften var Allan Olsen forbi med sine venner, som var *trommehvirvel* brødre Alstrup. Det var altså anden gang i år, jeg fik lov til at lægge øre til deres musikalske evner. Det var nogle skønne dage med meget svingende vejr – men med en helt fantastisk stemning. Da festivalen sluttede, var jeg (om muligt) endnu mere stolt af at være fra Thy. Lokalpatriotismen blomstrede.

Tirsdagen efter festivalen var jeg kaldt til samtale på Byplanvejens Skole i Aalborg. Jeg havde i starten af august sendt ansøgninger angående vikarjob ud til 11 forskellige skoler og endelig var der en skole, der var bidt på! Det var et givtigt møde, hvor jeg fik en rundvisning på hele skolen og underskrev en børneattest – nu var det bare at vente på, at de ringede efter min hjælp.
Jeg må nok sige, at sådan en storby-skole er af en lidt anden kaliber end Nors Skole, hvor jeg slog mine folder som barn. Egentlig var jeg lidt undrende i forhold til behovet for vikarer, inden jeg fik jobbet, for da jeg gik i skole var det da “bare” de andre lærere på skolen, der dækkede ind, hvis en lærer havde sygdom eller kursus i kalenderen. Og hvad kommer sådan en fremmed vikar så ud for? Til det kan jeg svare, at det kan være ALT! Jeg har lavet alt fra at rette diktater til at stoppe slåskampe. Jeg har fået søde breve med kommentarer om mit flotte hår, og jeg har fået af vide, at jeg sur, streng og dum. Jeg har givet lang line, og jeg er blevet narret. Jeg har krammet og trøstet, og jeg har grædt lidt selv. Det er ikke altid “bare lige” at være vikar, men de fleste dage fylder smilene mest både hos børnene og hos mig, og det er nu engang smilene, der holder mig i gang.

Ovenpå sådan en jobsamtale var overskuddet stort, og jeg pakkede derfor bilen med en helt masse skrammel og kørte ud i det blå. Sidste år forklarede min bror Jesper mig, at jeg nok ikke skulle regne med, at Det Gule Lyn vil overleve syn i 2017, og derfor havde jeg besluttet mig for, at Lynet og jeg skulle ud på en sidste langfart. Hvor lang den skulle blive, eller hvor vi skulle hen, måtte komme hen ad vejen, men tirsdag d. 22. august kl. 17:00 trillede vi mod syd – klar til eventyr.
De næste 10 dage var jeg vidt omkring. Jeg fik besøgt familie og venner fra nær og fjern. Jeg spiste is, havregrød og bananer en masse. Jeg var i madklub, over grænsen, på gårdbesøg, i biografen og på Tønder Festival. Ja, Tønder Festival. Det er altså en festival jeg ikke lige havde regnet med, at jeg skulle besøge inden for de næste 30 år – men det kan jeg da så fortælle har været en fejl! Mine forældre var på camping i Tønder, og til min store overraskelse havde de købt billetter til festivalen, og når jeg nu kom på besøg, så måtte jeg jo også have mig en billet. Første aften var vi til en vanvittig sækkepibekoncert med Red Hot Chili Pipers (der er åbenbart ikke nogen, der synes, det ligger lidt for tæt op af et andet bands navn), vi fik aftensmad fra Mormors Øko-køkken og drak øl fra fad. Søndag var vi til en koncert på en lille scene med to unge fyre, som I den gang kunne få gang i festen – eller det vil sige, at en ældre mand i orange bukser gav den gas til stor glæde for resten af teltet! Søndag aften var der Jonah Blacksmith på tapetet, og jeg kunne krydse årets tredje genhør med Simon og Thomas af. Det var virkelig en fantastisk koncert, som pludselig involverede en hel del familiemedlemmer fra familien Alstrup! Efter koncerten var jeg forbi autograf-området for lige at få en afslutning til min video-blog, for jeg optog hver dag under roadtrippet alle de gode og sjove øjeblikke, som jeg så klippede sammen til en video hver aften til min egen stor fornøjelse. (Jeg tror også, det gav min mor lidt tryghed, at hun vidste, hvor jeg var, og at jeg havde det godt.) Hvis man godt kunne tænke sig at se de videoer, så ligger de her.
Roadtrippet endte fredag d. 1. september i Thy, fordi…

Nu var det blevet tid til Øllets Dag! Jeg var blev shanghajet af min moster T til at være frivillig, og jeg vidste ikke helt, hvad det var, jeg havde sagt ja til, men det måtte jeg jo så finde ud af! Fredag eftermiddag blev der rejst et kæmpe stort telt på gårdspladsen ved Thisted Bryghus, og snart skulle der slås borde og bænke op, køres bardiske ind og sorteres poletter. Jeg skulle være frivillig i indgangen hele lørdag, så der skulle også lige hænges lidt skilte op, så folk kunne finde ind og finde rundt. Lørdag kom en trilliard besøgende forbi for at smage på forskellige øl fra store og små bryggerier – nogle smagte måske lidt mere, end de kunne tåle – men vejret var godt, og alle var glade. Om aftenen, da alle de besøgende var blevet gennet ud igen, var der frivillig-fest med helstegt svin, og vi overtog de besøgendes rolle og blev dem, der drak lidt mere, end vi var tørstige til – men vi grinede og fortalte røverhistorier og grinede lidt mere.

Jeg sidder sjældent stille ret længe af gangen, og weekenden efter drog jeg til Gram Slot for at være på landstræf med en helt masse andre KFUM-spejdere. Jeg havde aldrig været på landstræf, og det har du måske heller ikke, så jeg kan lige starte med at forklare, at det er arrangement for alle ledere ved KFUM-spejderne, hvor man kan få en masse ny viden, nye idéer og sparring på lederarbejdet. Der er også plads til, at man kan hygge sig, deltage i pubquiz og grine af dårlige vittigheder. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af weekenden, så jeg prøvede bare lidt af det hele, og det fungerede rigtig godt.
Min største overraskelse denne weekend var, hvor få af deltagerne jeg egentlig kendte. Det fik mig til at reflektere over, hvor stort et netværk det er, jeg er en del af – det er faktisk ret vildt, og jeg er helt tosset med det!

Og fordi jeg er tosset med spejderlivet tog jeg til Thy sidst i september for at hjælpe til på distriktets efterårsløb. Jeg fik æren af træde ind i rollen som Grethe Geek sammen med Niels Nørd, og vi skulle selvfølgelig sammen stå post ved kodehuset. For når samfundet bryder sammen er det vigtigt, at vi stadig kan kommunikere med hinanden – også i pressede situationer – så det måtte spejderne bevise, at de kunne. Niels aka. Thor og jeg havde omdannet et sommerhus til det vildeste disko-dasko-show, hvor der kun blev spillet denne sang i ca. 12 timer. Over alt i huset var der skjult koder – under gulvtæpper, bag billeder, på lamper, under krukker, bag låger og på bjælker. Og ikke nok med at spejderne skulle finde koderne og løse dem, så dækkede koderne over gåder, som også skulle besvares for at få point! Det var en rimelig udfordrende opgave for de fleste, og teknikkerne og taktikkerne var mange. Det var sådan en post, jeg ville have elsket, hvis jeg selv havde deltaget i løbet.

Og apropos netværk og spejderliv, så springer vi nu til en af de sidste dage i september, for der kom ovennævnte spejder-Daniel ind i Friluftsland, mens jeg var på arbejde. Selvom Daniel og jeg kender hinanden fra spejder, så har vi klatret sammen on/off de sidste par år, og nu skulle han være instruktør på et begynderklatrekursus, og han spurgte, om jeg ikke skulle være med. Jeg blev uddannet klatreinstruktør, mens jeg gik på højskole i 2015, men for at blive ved med at kunne kalde sig klatreinstruktør, så skal man holde sit instruktørvirke ved lige, og det må jeg indrømme, der ikke har været meget af. Så da chancen nu bød sig, så skulle det også være. De følgende fire onsdage var jeg derfor i klatreklubben for at lære andre at klatre på topreb og at førstemandsklatre. Jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt rusten, for hvad plejer jeg egentlig selv at gøre? Jeg gør det jo bare. Og udfordringen med at lære fra mig blev ikke mindre af, at en del af kursisterne ikke forstod dansk, og jeg derfor skulle forklare det hele på engelsk – fagter og håndtegn er heldigvis et internationalt sprog!

Sidste weekend i oktober var jeg spændt godt for.
Fredag aften skulle jeg til Aarhus for at mødes med alle mine gamle kolleger og kammerater, fra dengang jeg arbejdede i Østrig. Efter en runde med: “Nå, hvad laver du så nu? Og hvor er det nu, du bor?”, så faldt vi ret hurtigt tilbage i vores festlige afterski-rutine med fede dancemoves og lidt for mange shots.
Lørdag – et godt stykke op af dagen – trillede Lynet og jeg så mod Thy, for far og Per havde inviteret til 120 års fødselsdag, og det vil man jo nødigt gå glip af. Jeg tror aldrig, jeg har været til en fest med så mange underholdsningsindslag som denne – men det er der jo ikke noget at sige til, når de altid selv optræder til alle andres fester. Jeg lavede sammen med mine søskende og kusiner “The weeding shoe game” (søg på det på Youtube) i en tvillige-fødselsdagsudgave som underholdning, og så holdt jeg en tale skrevet på rim også, fordi det elsker jeg! Da festen begyndte at lakke mod enden, drog den endnu “friske” del af forsamlingen sammen ned på vores alle sammens yndlingsværtshus Fort Indian aka. Fortet. Jeg har tidligere udtalt, at det værtshus er som en tidsmaskine – man går derind for at drikke en enkelt øl, og så kommer man ud otte timer senere. Denne nat var ingen undtagelse, og det blev ikke bedre af, at uret skulle stilles en time tilbage. Og i den forbindelse udtalte storebror Mikael: “Thisted Taxa har verdens bedste service. Man bestiller en taxa 02:50, og så er den der allerede 02:15!”
Søndag efterlod jeg Det Gule Lyn i Thy, for storebror Jesper havde ombestemt sig, og Lynet kunne måske få lov at leve videre alligevel… (To be continued)

I starten af november tog jeg en impulsiv beslutning. Måske nogle af jer har hørt om Teater Katapult. Det ligger på Godsbanen i Aarhus. Teater Katapult afholder nogle gange om året StorySlam – dvs. historiefortællingsaftener hvor historierne skal vare mellem 5 og 6 minutter. Jeg havde et stykke tid i forvejen tilmeldt mig en sådan aften – altså som fortæller –  men de var alle fyldt. Så da jeg modtager en mail tirsdag, om jeg stadig godt kunne tænke mig at deltage torsdag, så siger jeg ja. Da jeg tilmeldte mig, havde jeg sendt nogle teasers for, hvilke to historier jeg ville fortælle, men jeg havde ikke øvet mig på at fortælle dem, så det skulle jeg i gang med. NU!
Torsdag tog jeg så toget til Aarhus for at fortælle historier. Måske skal jeg lige informere om, at man altså kan vinde en tur til Island, hvis man er virkelig god til at fortælle sine historier. Det er publikum, der afgør, hvem der er bedst og skal videre i konkurrencen.
Men altså! Jeg kommer frem til Godsbanen, der har jeg i øvrigt aldrig været før, og bliver taget imod af Thomas Kirk (som også er fra Thy), og så møder jeg de andre fem fortællere.
Der bliver trukket lod, om hvem der skal fortælle hvornår, så da der pludselig står “Louise” på sedlen, så må jeg i gang med at fortælle min historie om dengang, jeg var værnepligtig, og det, jeg var bedst til, var at gå i byen om torsdagen, og hvordan det ikke altid var lige heldigt. Min anden historie handlede om, da jeg gik på efterskole, og vi en weekend var nogle stykker, der var havnet på et klatrekursus for instruktører – uden at vi var instruktører. Weekendens hovedaktivitet var, at vi skulle flytte op i et træ i et døgn, og det gav nogle udfordringer i forhold til madlavning, overnatning, indtagelse af væske og toiletbesøg. Dem, der kender mig, ved godt, at jeg elsker at fortæller historier, og jeg følte mig derfor virkelig også i mit es denne aften. Oplevelsen af publikums reaktioner på mine historier var helt fantastisk. De grinede, når jeg håbede det; de var frustrerede på mine vegne, når min historie synes uden håb; og de holdt vejret sammen med mig, når min historie tog os helt ud til kanten. Jeg gik ikke videre, men jeg fik en masse ros fra vildt fremmede mennesker, og det er absolut ikke sidste gang, jeg giver mig selv den her oplevelse!

November har også budt på en ny arbejdsgiver. Jeg har taget et lærervikarjob mere ind på Sofiendalskolen, hvor jeg hjælper lidt til over det hele. Jeg har bl.a. fået lov til at prøve kræfter med deres Sirius-afdeling, som er et tilbud til børn med ADHD, og det er altså en del anderledes end den gængse folkeskole. Der er flere voksne og færre børn, der er lange pauser og helt andre rammer. Børnene er på vidt forskellige niveauer, men finder sig alligevel til rette i hinandens selskab, og jeg synes, det er enormt spændende at give en hånd med i Sirius. Det er også anderledes for mig som vikar, at jeg får lov at være det samme sted flere dage i træk og dermed for mulighed for at lære børnene lidt bedre at kende, end hvad man kan nå på de almindelige 45 min.

Resten af november er gået med ULK58-planlægning, et par overnatninger i spejderhuset i Nors i forbindelse med seniorugen, et tandlægebesøg, en Tina Dickow-koncert i Musikkens Hus, Aalborg med Anne Mette fra efterskolen, julepyntning i Luffeland, en 24 års fødselsdag hos min veninde Henriette, en julefrokost jeg inviterede mig selv til, et backpackermøde i Jyske Bank, og nu er jeg så Thy for at fejre 1. december og hente en pakkekalender! For i sidste weekend sendte mor Dorte mig et billede af en hel pose pakker, som åbenbart var til mig! Ih, hvor er jeg heldig!
Jeg er også i Thy i håb om, at Det Gule Lyn måske har sundet sig nok nu (vi har jo ikke kørt sammen i over en måned!) og er klar til at blive synet (og godkendt, vel og mærke). Det vil i hvert fald gøre mit liv – med alle de planer jeg hele tiden kommer til at lave – meget nemmere!

December kommer som resten af 2017 ikke til at forløbe rolig, for på lørdag skal jeg til julefrokost ved søspejderne, og torsdag i næste uge skal jeg gudhjælpemig til Jonah Blacksmith på Skråen. Ja, du læste rigtigt. Fjerde gang bliver sikkert også lykkens gang. Denne gang er det de gamle, der har inviteret, og udover dem og mig skal min mors barndomsveninde Kirsten, hendes mand Preben og deres datter Simone også med. Jeg har inviteret dem til førfest hjemme hos mig inden inkl. aftensmad. Så skal jeg på STAY (ScoutTrainingAcademY), som er en weekend fyldt med workshops for KFUM-spejdere, der arbejder med uddannelse (fx ULK), er i en arbejdsgruppe eller laver bestyrelsesarbejde, som gerne vil blive endnu bedre til det, de gør. Der skal afholdes svømmemøde, julemøde og juleafslutning/forældremøde ved søspejderne, og jeg skal have solgt og pakket de sidste julegaver ind i Friluftsland d. 23. december.
Og så bliver det jul, som jeg i samarbejde med min kusine Pernille har besluttet skal foregå fælles sammen med vores forældre. Og så bliver det juledag og tid til øl og gensyn med alle vennerne fra Thy, og 2. juledag og 3. juledag hvor farmor og bedstemor og bedstefar skal besøges. Og til sidst så bliver det nytår, hvor jeg pt. ikke har taget en beslutning om, hvad der skal ske, men der er jo også en HEL måned endnu.

Tak for i år. Tak, fordi I læste til ende. Velkommen tilbage i det nye år.
Over and out.

PS. Nu ved du, hvad et julelang er.

Udgivet i aalborg | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | En kommentar

“…jeg kunne godt lige se mig selv som den nye Vibeke Nipper eller Rigmor Sams.”

Og så blev det august (og indlæg nr. 30).
Tiden er løbet fra mig. Det gør den egentlig tit. Men jeg bliver overrasket hver gang alligevel. Jeg tror, jeg er ved at blive gammel – det er egentlig noget af det, jeg frygter mest for tiden – min alder. Det gør jeg, fordi jeg har valgt at søge orlov fra psykologistudiet. I mit sidste indlæg nævnte jeg, at jeg er temmelig uddannelsesforvirret. Det har jeg nu taget konsekvensen af. Jeg har gået og overvejet min situation siden nytår, og det har ikke været nogen nem beslutning, men den sidste søndag i april kørte jeg hjem fra Aarhus, og så var det lige som om, at der gik et lys op for mig – lige der midt på motorvejen. Jeg skal jo ikke lytte til andres historier – jeg skal selv være med til at fortælle dem! Det er måske skåret lidt groft ud i pap, for jeg er også tosset med at lytte, men jeg er bare allermest tosset med at fortælle! Jeg ved ikke, hvor de tanker skal pege mig hen. Jeg ved bare, at jeg er nødt til at springe uddannelsesstarten over i år og nappe et ekstra år til at tænke over tingene. Og det er det, jeg mener, når jeg skriver, at jeg er bange for min alder.

Det virker meget fjollet for mig, at jeg i en alder af 22 år skal gå og være bekymret for, at jeg er ved at blive for gammel – men det er jeg. Eller bekymret er måske et stort ord, men det påvirker mig. Det stresser mig. Hvis jeg var sprunget direkte videre i uddannelsesmøllen efter gymnasiet, så kunne jeg have været bachelor nu. Det er ikke, fordi jeg er ked af, at jeg ikke gjorde det, for det er jeg bestemt ikke! Jeg tror bare, jeg bliver ramt af, at jeg en stor del af mit liv har følt, at jeg har været foran, men at jeg nu føler, at jeg er bagud. Det irriterer mig, at jeg lader mig påvirke på den måde – og så kan jeg også gå og stresse over det. Det er dumt, Louise, rigtig dumt.

Jeg har ikke lagt nogen helt vildt god plan for, hvad der så skal ske nu. Altså, jeg er jo nødt til at tjene lidt penge, hvis jeg skal overleve, så Projekt Arbejd’ Arbejd’ er sat i værk. Projektet kunne dog godt bruge lidt starthjælp, så hvis du har kendskab til et job, hvor jeg ville passe perfekt, så hører jeg meget gerne om det! Den så lidt længere sigtede plan er, at jeg skal finde ud af, hvad der så kunne give mening for mig at gå i gang med rent uddannelsesmæssigt. Min mest seriøse overvejelse for tiden går på, om det er journalisthøjskolen, der skal have et skud, for jeg har i mange år gået og drømt om at få lov til at arbejde på TV Midt/Vest. Jeg har mødt en del, der synes, det er sådan lidt en skør drøm, men jeg kunne godt lige se mig selv som den nye Vibeke Nipper eller Rigmor Sams. Men hvis det er det, jeg vil, så skal jeg lige forbi den optagelsesprøve først, og den stresser mig også! (Fifs til at komme gennem den modtages med kyshånd og pandekager!)

Først og fremmest så har jeg jo et år, hvor jeg har mulighed for at gøre ALT (altså, så længe det er skide billigt), og den mulighed har jeg tænkt mig at gribe! Jeg skal bare lige finde ud af til hvad. Min storebror har foreslået, at jeg kunne gå i gang med at lave en stribe podcasts, jeg har overvejet, om det er nu, jeg skal få sparket den stand up-karriere i gang, og min mor forstiller sig måske, at jeg nu endelig ville kunne få lært at strikke.
Der er ikke noget af det, der sådan er helt dumt, men jeg modtager gerne flere (fjollede samt seriøse) forslag til, hvilke projekter jeg burde banke i gang!

Ja, ovenstående er sådan det, der har fylder mit hoved allermest for tiden, men det har heldigvis ikke betydet, at jeg ikke har haft tid til at opleve alt muligt spændende!

Mit sidste indlæg er skrevet lige før, jeg skulle lave ULK. Lad mig bare sige det, som det er – DET VAR FORMIDABELT! Det er en uge, jeg sent vil glemme (forhåbentligt aldrig), og jeg har slet ikke ord for alt den erfaring og alle de oplevelser, grin og nye venner, jeg tog med derfra. Wauw, hvor er det vildt. Jeg kan stadig blive helt høj på det, når jeg tænker tilbage. Sjældent har jeg været så tryg og så utryg på samme tide – altså på den gode måde. Følelsen af at være ved at skide i bukserne over at skulle afholde en instruktion, som, man udmærket godt ved, ikke er slebet helt til i kanterne, og det så sjovt nok heller ikke går, som man havde drømt om, og man så efterfølgende får at vide: “Det er nok ikke den instruktion, du vil blive husket for resten af dit liv, men de er da helt sikkert nok ikke blevet dummere.” Det er da befriende.

Så blev det maj, og så blev det juni. Begge måneder gik med at lave projekt på studiet med psykologis tre dejligste damer, for selvom jeg havde besluttet, at jeg ikke skulle gøre studiet færdigt, så ville jeg gerne gøre semestret færdig. Både fordi jeg følte et vist ansvar over for min gruppe, som jeg ikke ville lade i stikken, men også fordi at jeg gerne ville bevise over for mig selv, at jeg ikke er sådan en, der giver op, når det spidser lidt til og bliver lidt svært. Og det lykkedes. Vi kom i mål med et flot resultat, og – vigtigt – vi havde det sjovt undervejs.

I slutningen af juni rejste til Alpe D’Huez i Frankrig for at arbejde på hotel, lige som jeg gjorde sidste sommer. Det var tid til årets udgave af cykelløbet La Marmotte, og traditionen tro pakkede en masse danskere deres biler og rejste sydpå for at få lov til at køre lidt rundt i Alperne. Jeg forsøgte mig også sammen med resten af mine kolleger at cykle op af Alpe D’Huez, og HALLELUJA hvor var jeg presset. Jeg synes, det er skrækkeligt at køre stærk på cykel, og det skal jeg love for, at man kom til på vej ned – men det er altså lige så skrækkeligt at køre op ad bakke (eller nærmere bjerg) kan jeg informere om. Vi nåede heldigvis også at lave mange andre skægge ting, som fx river rafting, via ferrata, lerdueskydning og golf. Jeg nåede også en tur til Tignes med min makker Frederik for at besøge vores venner Tobias og Helena, og der fik den heller ikke for lidt med fodbold, vandretur, tennis, sindssyg vandrutsjebane, hop fra 5 meter ned i en pude, lejrbål, skumfidusser og lune nætter.

Efter hjemkomsten nåede jeg at være hjemme i 30 timer, inden jeg igen måtte lette anker og drage sydpå – dog kun til Sønderborg denne gang. Det var nemlig tid til den længe ventede Spejdernes Lejr 2017. Jeg havde i år ryddet min kalender totalt, så jeg kunne få lov til at opleve lejren fra start til slut. Hvis man er interesseret i at se, hvordan det gik, så kan man se “dagbogsbilleder” her. Men altså det var en kæmpe oplevelse!
Jeg har fået lov til at prøve en masse ting, jeg ikke har prøvet før. Jeg har mødt en masse nye mennesker. Jeg har lært nogle, jeg kendte, bedre at kende. Og så har jeg grinet fra start til slut. Jeg har lidt ondt af folk, der ikke er spejdere. De går altså glip af virkelig meget. Jeg kom hjem sidste onsdag, og jeg har alt muligt godt med hjem. Der er fx flyttet en ræv ind i mit kælderrum. Så kan den nemlig holde vagt, selvom der ikke er mere tilbage at stjæle. Eller det er ikke en hel ræv, der er i kælderen, for rævens hale sidder på antennen på Det Gule Lyn.

Den sidste uge er gået med at arbejde i Luffeland. Vi har udsalg lige nu, så hvis du mangler nyt lækkert grej, så sving vejen forbi. Jeg er der igen på lørdag, hvis du vil se mit glade ansigt! I morgen kommer de gamle til byen. Der er loppemarked i Fjordbyen på lørdag, og det er jo vigtigt. Jeg regner med, at de skal give aftensmad, mod at jeg lader dem vinde i brætspil. Det må være en fair handel.
Over and out.

Udgivet i aalborg | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Tanker i vestenvind

Sjiiiit, dette er afslutningen på den længste pause bloggen har holdt, siden jeg oprettede den, og en pause på 8 måneder må siges at være lang tid, når det nu kun er 2 år siden, jeg skrev det første indlæg.

Grunden, til at der har været stille, har egentlig ikke været manglende lyst til at skrive, men mit liv har on/off været rimelig turbulent og udfordrende det seneste godt halve års tid. Jeg har gået med en masse tanker, som jeg føler mig parat til at dele med jer, der har lyst til at læse med, nu. Læs det som en form for down- and highlights gennem det sidste lange stykke tid.

Mit sidste indlæg sluttede med mine første oplevelser som psykologistuderende. Det var meget lige på og hårdt med studiet, hvor den første tid bød på både forelæsninger, utallige siders engelsk pensum og masser af sociale arrangementer. Psykologi er et super spændende fag, og hver gang jeg sidder til forelæsning eller laver gruppearbejde, så kommer jeg i tanke om, hvorfor jeg læser lige netop psykologi. MEN – når jeg så kommer hjem, så bliver jeg helt vildt i tvivl om, hvorvidt det nu også er den rigtige uddannelse for mig. Hvordan er det, jeg kan se mig selv bruge uddannelsen? Kunne det ikke også være meget spændende at blive journalist eller friluftsvejleder? Hvad med bare at leve af at gøgle? Eller hvordan ville mit liv være, hvis jeg nu tog på sæson igen? Det ikke at være af sted med mit snowboard omgivet af sneklædte bjerge har fyldt enormt meget i mit hoved de sidste fem måneder – siden mine sæsonbuddies tog af sted. Da jeg søgte ind på psykologi i sin tid, havde jeg egentlig ikke regnet med at komme ind, så jeg havde mentalt forberedt mig på, at jeg nok ville af sted til Alperne igen. Nu tænker du måske: “Jamen, hvorfor gjorde du så ikke bare det?” Det gjorde jeg ikke, fordi uddannelsessystemet er indrettet således, at man, efter man har bestået sin studentereksamen, kan gange sit gennemsnit med 1,08  i op til to år. Det lyder måske ikke af meget, men det var det, der skulle til, for at jeg kunne blive optaget på studiet, og uden denne bonus ville det aldrig blive en mulighed. Derfor var jeg lidt “presset” til at gå i gang i 2016, da det ellers ville være for sent, da jeg blev student i 2014. Jeg tror ikke, jeg behøver at udspecificere, hvad jeg mener om den regel…

Men jeg er her endnu. Pt. arbejder vi udelukkende med et selvvalgt projekt i en selvvalgt gruppe, og det giver virkelig mulighed for at kunne fordybe sig i noget, som man selv synes er spændende, sammen med nogle som deler ens interesse. Og nu sidder du så måske og undrer dig over, hvad det er for et emne, vi i min gruppe arbejder med, der er så skide interessant, at man kan bruge flere måneder på det – jo, vi undersøger som end, hvordan det er at være i 65+ i dagens Danmark. I dag har vi faktisk gennemført vores første interviews, og jeg kan mærke, at det kommer til at tage fart med projektet herfra! Jeg har jo så bare også lige en hel uge, jeg hiver ud af kalenderen til noget helt andet – mere om det senere.

At være uddannelsesforvirret er ikke det eneste, jeg har brugt min hjernekapacitet på de sidste 6 måneder. Den 12. oktober ringer mine forældre midt i min middagssøvn og siger, og at de har dårligt nyt, og at far har lymfekræft. Jeg er rimelig rundt på gulvet og tror først, at jeg stadig sover, og at det bare er en drøm. Men det er det ikke. Ingen ved på det her tidspunkt, hvor slemt det står til, og hvordan det skal behandles, men mor siger, at jeg trygt kan Google “Hodgkin lymfom” for statistikkerne ser lovende ud. Jeg er meget stille, mens jeg sidder der med telefonen ved øret, for min krop reagerer instinktivt med tårer. Og de løber. Længe. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg ellers skal gøre. Jeg ved bare, at jeg har en aftale om aftenen med en højskoleveninde, som jeg lige pludselig overhovedet ikke har lyst til. Hun er den første, jeg bliver nødt til at sige noget til. Jeg har egentlig ikke rigtigt lyst til at sige det til nogen som helst, før jeg ved mere, for hvis de spørger om noget, så kan jeg ikke svare. Der er jo heller ingen grund til male fanden på væggen. Det prøver jeg i hvert fald at overbevise mig selv om. Ugen efter kommer der svar på, at kræften heldigvis er opdaget i et tidligt stadig, og på mors fødselsdag d. 24. oktober starter far i kemo. Der bliver lagt en plan for, hvilke dage far skal i behandling, og den plan er fuldstændig ligeglad med, at den ramler i en anden fødselsdag – nemlig fars egen 60 års fødselsdag.
Eksaminerne på psykologi er selvfølgelig også ligeglad med fødselsdage og kemobehandlinger, men den 6. december bliver de alligevel lagt lidt på hylden, så jeg kan cykle op på sygehuset og sige tillykke. Heldigvis foregår behandlingen nemlig i Aalborg og dermed tæt på mig. Jeg besøger kemo-stuerne på Sygehus Syd et par gange, mens far er i behandling, og selv om jeg har verdens sejeste far, som heldigvis aldrig nåede at blive rigtigt syg af kemoen, så er det altså ikke særligt sjovt at se den madglade mand miste appetitten og kuløren i hovedet totalt med et drop i hånden – på trods af det er jeg alligevel glad for, at jeg nåede at se, hvordan det hele foregik, selv om jeg ikke ligefrem vil kalde det for hyggeligt familiesamvær. Tiden går, og i februar beslutter lægerne, at det er nok med kemobehandlinger, og at de nu vil afslutte forløbet med daglige strålebehandlinger i en periode på tre uger. De siger også, at man egentlig ikke kan se mere cancer-aktivitet på scanningsbillederne, og det giver mig ro, at det går den helt rigtige vej. Far er på vej i mål.

Behandlingerne er nu overstået, og nu må tiden vise, om de har fået 100% bugt med de dumme celler. Hjælp mig lige med at krydse fingre for det!
Jeg har ikke snakket med ret mange om, at min far har været syg, for hvad siger man egentlig, når (næsten) alt går, som det skal? Når far heldigvis stadig kunne gå på arbejde, og oddsene for at komme helskindet ud på den anden side hele tiden har været gode? Jeg ved det ikke. Derfor har jeg ikke sagt noget. Jeg har ikke haft ondt i maven over det. Jeg har mest bare været ked af, at min friske far måtte acceptere, at han ikke kunne være lige frisk hele tiden – at jeg har måtte overveje tanken, at mine forældre og største forbilleder jo altså med al sandsynlighed ikke holder evigt. Jeg tror på en eller anden måde, at det har påvirket mig en del ubevidst, for da min far for en månedstid siden er i Aalborg i forbindelse med behandlingen, svinger han vejen forbi min lejlighed, selv om jeg ikke er hjemme. Da jeg kommer hjem, finder jeg en seddel med et “Hjemmesærvis-skema” på køkkenbordet, og igen helt instinktivt triller en tåre ned ad min kind. Denne gang er det ikke en triste tåre, fordi at min far er syg, men i stedet en glædeståre, fordi han stadig er her og stadig er min gode, gamle far. <3

Midt i alt det her tankemylder er det decembermåned, og jeg beslutter mig for at gøre noget for min egen skyld, så jeg kan holde humøret oppe i en måned, som byder på intet mindre end to eksaminer. Jeg laver min egen video-julekalender. Idéen opstår, fordi jeg for blot anden gang i mit liv modtager en pakkekalender fra mor-julemanden, hvis indhold jeg gerne vil dele med dem, der måtte have lyst til at kigge på pasta, dame-hipsters og balsam. Som et ekstra indslag i julekalender har far-julemanden pludselig også været på nisse-værkstedet og lavet en julekalender med 24 kalenderlåger + diverse nittelåger. I julekalender får man lov til at opleve udpakning af dagens pakke og åbning af kalenderlåger med hobbykniv. Man får også lov til at opleve lidt af min lejlighed, se hvor mange dage jeg spiser tarteletter, komme med på værtshus, møde noget af min familie, høre kasettebånd i min bil, aflevere eksamensopgave og hente hemmelige gæster i Københavns Lufthavn. Jeg synes selv, det var et formidabelt projekt, og jeg nød at lave et nyt afsnit hver dag, selv om min gamle iPhone 4S var på overarbejde. Og som prikken over i’et kan jeg stadig grine af, at jeg 1. juledag blev genkendt i Thisteds byliv som “hende, der laver julekalender”! Hvis du vil se eller gense julekalenderen, kan du finde den her.

Som skrevet lidt tidligere, så hiver jeg en uge ud af (projekt-)kalenderen for at lave noget helt andet. Den uge blive i næste uge, hvor der er påskeferie (for nogle) og dermed gang i KFUM-spejdernes ungdomskurser. Jeg er så heldig, at jeg sidste efterår blev spurgt, om jeg ville være med til at lave ULK (UngdomsLederKursus) med en tjans i køkkenet, og det svarer jeg ja til. Men planen tog en drejning, da en af de andre fra staben måtte indse, at hun har en spændende uddannelse, der skal afsluttes her i foråret, og det derfor gav mening, at vi byttede plads, så hun kom i køkkenet, og jeg skulle være lup (for ikke-spejdere, så er det ULK-udgaven af en tutor eller en vejleder). Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er meget tilfreds med byttet, og jeg tror, det er en stor fordel for deltagerne – ikke fordi AK ikke er en god lup (det er hun, hun var nemlig min i 2014), men fordi jeg faktisk ikke er ret godt i et køkken. Jeg er god til at parere ordre, men jeg er virkelig dårlig med krydderier… Så næste uge står altså på ULK, ULK og ULK, og rejsen er allerede i gang! Vi har brugt et halvt år på at planlægge og forberede os, og ULK er derfor også en af grundene til, at bloggen har ligget øde hen. Og uden at afsløre for meget (hvis nu der skulle være en enkelt deltager, der kigger med), så bliver det altså en kanon fed ude, hvor der vil være hjemmeskrevede sange, fede instruktioner, vilde aftenaktiviteter, tid til at møde nye venner og måske mulighed for finde sig i en sød kursus-kæreste!

ULK bliver ikke den eneste store spejderoplevelse, jeg sigter mod i år. Til sommer står den på Spejdernes Lejr 2017 i Sønderborg, og jeg har ryddet 2,5 uge i min kalender til at lægge al min energi i det store arbejde, det er at bygge og holde en lejr til 40.000 spejdere. Jeg skal være tusindkunstner i det tekniske sjak, der hører til underlejren Tårnet, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bliver hårdt, lærerig og ikke mindst pisse skægt!
Der kommer helt sikkert mere om det, når tid er.
Over and out.

Udgivet i aalborg | Tagget , , , , , , , , , , , , | En kommentar

“…hvis der er nogle, hvis ører og øjne det er gået forbi, så er jeg blevet min fars lærling.”

Hej med dig.
Du har måske glemt det, men jeg plejede engang fortælle alle og ingen om alt og intet.
Jeg bebrejder dig ikke, hvis du har, for jeg har da næsten også. Der er faktisk gået over fire måneder nu.

Mit seneste indlæg var af en lidt anden kaliber, end jeg plejer at skrive, men det blev taget helt vildt godt imod, og det varmede mit thyske hjerte. Nok plejer jeg at være ærlig i mine historier og fortællinger, men med et så dybt emne var det rart med al den positive feedback.
Tak. <3

Jeg har en masse, jeg gerne vil fortælle. Der kan alligevel nå at ske ret meget på fire måneder!

I slutningen af april var jeg i København til photoshoot for Friluftsland. Resultatet dukkede blandt andet op i sommerens kampagnefolder og vil fremover dukke op lidt hist og her. Det var rigtigt sjovt at være med – og specielt at møde nogle af sine kolleger fra Djævleøen

Dagen efter var jeg tilbage i Aalborg, hvor der bl.a. var MTB-maraton ved Nordkraft. Der svingede jeg forbi efter arbejde for at heppe på et par kolleger, der skulle køre 100 km på mountainbike. Ved et tilfælde mødte jeg en rødhåret fyr, som jeg havde hilst på året før, mens jeg gik på højskole. Det var en fyr ved navn Kristian, og han skulle vise sig at blive linket til, at jeg fik vendt lidt op og ned på min tilværelse. Kristian er gruppeleder ved Aalborg Søspejdere, og det kom jeg først i tanke om, da jeg var nået hjem.
Så jeg skrev til Kristian, om jeg kunne få lov at komme forbi søspejderne en dag og se, om det var noget for mig. Det sagde han heldigvis go’ for. (Gad vide, om han har fortrudt siden?)
Så følgende mandag cyklede jeg ud på Søsportsvej ved Vestre Bådehavn til juniormøde.
Ja, og så er jeg sådan set blevet hængende siden. Juniorerne går i 4.-5. klasse og kan godt være lidt nogle vildbasser, men de har åbenbart ikke formået at skræmme mig væk endnu.
Jeg er åbenbart heller ikke blevet skræmt af, at vi har brugt hele sommeren på at sejle, selv om jeg både er lettere vandskræk og ikke har en kæft forstand på både.
Det har nok noget at gøre med, at der er en masse fantastiske unge (og lidt ældre) mennesker derude, som har taget imod mig med åbne arme, selv om jeg nogle gange ryster på hovedet af deres manglende landspejder-evner. Det må jeg jo selv gøre noget ved så.
At få spejderlivet tilbage i min hverdag skulle vise sig at være lige nøjagtig det, jeg havde brug for for at føle mig fuldt ud tilpas i Aalborg.

Lørdag d. 7. maj var jeg til Danski-galla i Aarhus, og selv om der er nogle tidsrum fra den aften/nat, der er mig lidt uklart, så er der også højdepunkter, som jeg husker helt tydeligt!
Det gælder for eksempel, at vi – Team Widmoos, Wagrain – vandt titlen som “Årets Hotel”.
Det var virkelig en skøøøøøøn titel at vinde! Det gav os lige som det klap på skulderen, som vi havde sukket sådan efter hele vinteren. Og hvad er egentlig bedre end at vinde sådan en titel sammen med alle sine fantastiske sæson-kammis!?
Mit personlige højdepunkt på aftenen var, da mit billede og navn pludselig var på storskærmen, fordi jeg som én af fire piger var nomineret til “Årets kvindelige hotelpersonale”. Det var virkelig en overvældende oplevelse, og jeg følte virkelig, at al den energi jeg havde brugt i løbet af vinteren på at arbejde, holde humøret højt, service gæster og være en god kammerat kom tilbage til mig.
Jeg ved den dag i dag ikke engang, hvem der stod for nomineringen, men hvis du læser med derude, så takker jeg af hele mit hjerte. Jeg følte mig meget værdsat.

Sidste weekend i maj var det tid til karneval, og jeg havde inviteret efterskole-, højskole- og sæsonvenner til at bo og feste hos mig. Vi var syv i alt, og det var smadder hyggeligt!
Jeg havde brugt ugerne op til på at sy mit eget kostume – ikke så meget fordi jeg troede, at det skulle blive særligt kønt af den grund, men mest fordi det var en lærerigt og sjovt.
Der kom en drage ud af det, og jeg synes sgu egentlig selv, at det blev helt OK.

Første uge i juni drog jeg til Thy for at være eksamenssekretær for en psykologi-studerende. Det var for en pige, der har en kronisk sygdom, der gør, at hun ikke fysisk selv kunne skrive opgaven, så jeg tastede, mens hun dikterede.
Det var en fantastisk mulighed for at opleve psykologi-studiet lidt indefra, da jeg allerede i marts havde sendt min ansøgning afsted til psykologi på Aalborg Universitet.
Der kom en rigtig fin opgave ud af det, og jeg tror virkelig ikke, jeg kunne have haft sødere “chef”.

I samme uge – torsdag d. 2. juni – blev en længe opbygget spænding endelig forløst.
Mine fædres program livet “På Toppen i Thy” kørte over skærmen på TV2 kl. 20:00, mens vi hele familien sad som klistret til det største fladskærms-TV i hele Nors.
Det var en udsendelse, som havde været længe undervejs, og feedbacken efterfølgende har heldigvis været overvejende positiv!

I anden uge af juni var jeg til casting på TV-programmet Versus i Aarhus; fyldte 21 år i Thy; var til farvelfest for min kusine i Aarhus, som drog til Australien; og så var jeg også lige på Sydsjælland til sommerfest med hele Friluftslandskoncernen.

I tredje uge tog jeg på tur til Fur med min søde veninde Henriette for at teste nyt grej og frysetørret mad – førstnævnte med stor succes, sidstnævnte med knap så megen…
Det var heldigvis en dejlig tur, selv om det regnede en del, vi ikke kunne lave bål og mine fødder blev til vabler, men hvad betyder det egentlig, når man har en skide god makker, man kan snakke med i uendeligheder.

I fjerde uge pakkede jeg en lidt større taske (læs: tre tasker) og tog til Alpe D’Huez sammen med en par håndfulde andre gamle Danski’ere. Vi skulle åbne tre hoteller, affodre og servicere ca. 150 gæster i ½ uge og lukke hotellerne igen i løbet af 12 dage. Og selv om det kan lyde som lidt af en opgave, så fik vi faktisk også tid til at holde ferie i et par dage.
Den bedste dag var en af de sidste, da jeg sammen med to af de andre vandrede i strålende solskin op til en smeltevandssø oppe længere oppe i bjergene og badede i det iskolde vand! Brr! (Jeg skreg kun lidt.)

Så var jeg lige på sommerlejr i en uges tid med KFUM-Spejderne fra Nors. Ugen startede i Bjergbo ved Vilsund, hvor hele gruppen var samlet – fra de allermindste til de allerstørste.
Midt på ugen tog de yngste hjem, og lejren blev pillet ned, så vi kunne komme på hike-sommerlejr. Første dag cyklede vi til Mors og overnattede, de efterfølgende dage vandrede vi rundt i Thy og sov blandt andet en nat 22 mennesker i én hængekøje.
Det, synes jeg nu altså, var rimelig sejt!

Så var jeg også lige til Grøn Koncert i Nørresundby en solberiget søndag i juli sammen med min nye veninde Amanda, som jeg har været så heldig at møde ved søspejderne.
Det var en skøn dag, hvor vi fik lyttet til Stine Bramsen, De eneste to, Shaka Loveless og danset amok til Nik&Jay!

Den sidste uge i juli var jeg på Nimbustræf med de gamle, som i år havde valgt at bo i campingvogn, da det jo “bare” var på Mors. Det skulle jeg ikke nyde noget af, så jeg sov i telt. Det kategoriserer til at være den dårligste beslutning, jeg har taget denne sommer, for hvem er det egentlig, der drømmer om vågne op i et 80 grader varmt telt hver formiddag en uge i træk?
Altså, så er der jo nogle, der siger, at man jo kunne gå tidligere i seng og så stå tidligere op, men dem der siger det, kender i hvert fald ikke mig ret godt…
Om fredagen var der fest med fællesspisning i hallen  i Øster Jølby, og det betyder traditionen tro, at min fader optræder med et par vittigheder.
Og hvis der er nogle, hvis ører og øjne det er gået forbi, så er jeg blevet min fars lærling. Ja, altså inden for komik – strømmen må han selv rode med.
Så far og jeg gik på scenen sammen, hvor jeg først holdt en intro om, hvad min far er for en størrelse, inden han så fortalte lidt jokes og historier.
Jeg skal nok lige øve mig liiiiidt mere, end jeg skal ud og optræde alene.
Senere på aften – nærmere betegnet til midnat – sad jeg klar ved computeren, så jeg kunne få afklaret det nervepirrende spørgsmål, om jeg skulle starte på at læse psykologi, eller om jeg skulle ud på eventyr med mit snowboard igen.
Det blev førstnævnte, og jeg måtte derfra begynde at indstille mig på et liv med en langsigtet og struktureret plan igen efter et par skønne år uden.

Så blev det hu-hej august, og jeg tog igen på sommerlejr. Denne gang var det med søspejderne, og turen gik til Jegindø. Jeg kunne desværre ikke deltage i hele lejren, men var med til et par hyggelige dage med sejlads, hike Jegindø-rundt og gode ledersnakke.

Fredag d. 5. august pakkede jeg bilen og kørte til Randers for at besøge min gode sæsonven Frederik, som holdt poolparty med sin seje søster. Min bedste partymakker Mette fra Wagrain dukkede også op, og vi havde en skøn fest, hvor der blev tid til beachvolley, pool-plask, beer pong og røverhistorier!

Torsdag d. 11. august tog Lynet til Aarhus, for endnu engang at tage toget til København.
Denne gang var det for at være med i TV-programmet Versus, som jeg siden castingen var blevet udvalgt til sammen med nogle af mine bedste efterskolekammerater!
Det var en sjov oplevelse at opleve sådan et underholdningsprogram fra den anden side.
Optagelserne tog 2,5 timer, og vi klappede nærmest uafbrudt. Det var der en mand, der sagde, at man skulle. Jeg glæder mig virkelig til at se resultatet.
Efter endt optagelse traskede vi ned til den båd i Christianshavns Kanal, som min efterskolekammerater var sejlet til København i. Der fik vi os et par øl og måske en irish coffee for meget, inden vi væltede omkuld.
Fredag skulle jeg “tidligt” op og af sted. Ja, alt er jo relativt, men jeg havde i hvert fald kun sovet omkring tre timer. Jeg endte selvfølgelig i slåskamp med en billetautomat på Hovedbanegården, som ikke ville spytte min billet ud, og det medførte så, at jeg missede det første tog, og kun lige akkurat nåede nr. 2.
Tilbage i Aarhus stod Det Gule Lyn klar og pakket til en tur hjem til Thy, hvor der var Alive Festival, og jeg impulsivt var kommet til at melde mig som frivillig.
Jeg skulle fredag aften være stage hand, så jeg brugte aftenen på at slæbe udstyr op og ned fra scenerne, hente drikkevarer til kunstnerne og teknikerne og tryllede lidt med gaffa.
Heldigvis, mødte jeg undervejs en gammel kending, som tilbød mig en plads i hans telt, så jeg rent faktisk også kunne få et sted at sove.
Lørdag var det tid til hygge, øl og musik. Jeg oplevede bl.a. for første gang Jonah Blacksmith, som jeg forelskede mig dybt i. De skal forresten spille sammen med mit andet store idol – Allan Olsen – her i efteråret, og jeg leder efter en makker, der også er fan og vil til koncert med mig!
Lørdag aften stod jeg i baren i lavede drinks og serverede øl, mens bl.a. Minds of 99 væltede ud over scenekanten, og publikum gik amok.
Sikke en oplevelse. Det er nok ikke sidste gang, at jeg “kommer til” at melde mig som frivillig under Alive Festival.

Om mandagen var hele familien indkaldt til farvelmiddag, da min ældste bror og frue om onsdagen skulle flytte tilbage til San Fransisco. Samme aften fik jeg besøg af to gæve gutter fra højskolen – Frederik og Frederik, som jeg havde lovet husly i et par dage på betingelse af, at de ville tage med i Fårup Sommerland. Så tirsdag kl. 10:00 kom en tredje højskolegut (nej, ikke en Frederik – men en Theis), og vi fyldte Lynet og kørte mod Fårup.
Vi havde nok valgt den mest perfekte sommerlandsdag på hele året, for solen skinnede fra en skyfri himmel, og der var ingen mennesker, da folkeskolernes sommerferie var forbi. Jackpot!

Ugen efter kiggede min folkeskoleveninder Jeanette og (kusine) Ditte forbi Aalleren, da de (troede de) skulle i biografen. De havde bare lige glemt at undersøge, om de kunne bruge deres gavekort i den pågældende biograf, så som plaster på såret tog vi i Gaden i stedet, og det må siges at være en succes! Vi havde en fantastisk skæg aften, og det var heldigvis det overskyggende, selv om dagen derpå var lidt hård.

Resten af august gik arbejde i den skønne butik for enden af gågaden, mens jeg ventede på, at det skulle blive d. 1. september og tid til studiestart.
Natten til d. 1. september kan jeg afsløre, at jeg sov virkelig dårligt. Om det var, fordi jeg i dagene forinden havde vendt op og ned på dag og nat, eller om det var, fordi jeg var spændt som en seks-årig, der også skal starte i skole, ved jeg ikke. Det var nok en blanding.
Torsdag stod jeg op kl. 07:00 for første gang i viiiiirkelig lang tid. Kl. 08:30 skulle jeg være på Gammel Torv midt i Aalborg til fælles morgenmad med alle de andre nye studerende.
Det var en lidt speciel oplevelse at sidde der og kende ingen, men det har jeg heldigvis prøvet så mange gange før. Resten af dagen gik med diverse introer, velkomster rundvisninger, inddeling i RUS-grupper og smalltalk en masse, inden det om aftenen gik løs til studiestartsfest i Gigantium.

Fredag formiddag havde vi en introforelæsning til studiet, og om aftenen spiste vi aftensmad hos vores tutor. Efter maden skulle vi have taget et fællesbillede med vores venskabs-RUS-gruppe og tegne en personlig T-shirt til vores tutor.
Det var en rigtig god aktivitet, hvor vi fik snakket og grinet en masse!
Senere på aftenen mødtes hele studiet på Old Irish i Gaden, hvor vi snakkede og dansede.

Lørdag sov jeg hele dagen – kun forstyrret af tre timer Mads & Monopolet – indtil jeg skulle til 21 års fødselsdag på min søspejderven Jakob. Selv om jeg på det tidspunkt havde festet to dage i træk, gik jeg åbenbart ikke af for en fest mere, for jeg holdt da ud til solopgang og bevægede mig først hjemover kl. 07:00 søndag morgen.
Det var sådan set rimelig dårlig planlægning, for kl. 15:00 skulle jeg på guidet rundtur i Aalborg med studiet – mest bare for hyggens skyld. Efter det havde jeg så lige tre timer til at læse de omkring 80 siders pensum til mandagens forelæsning, for om aftenen var der arrangeret filmaften for alle nye psykologi-studerende, så det ville jeg selvfølgelig også gerne deltage i. Heldigvis, faldt jeg ikke i søvn, selv om jeg nok var lidt i søvnunderskud…

I går mandag var hele studiet på O-løb rundt på campus i en blanding af at lære hinanden at kende, lære stedet at kende, lære studiet at kende og bare have det sjovt. Over middag havde vi så vores første reelle forelæsning i personlighedspsykologi, og det var sgu noget af en mundfuld. Jeg tænker, at jeg nok lige skal vende mig til hele set-uppet. Efterfølgende måtte jeg i AAU’s boghandel for at købe de tekstkompendier, som jeg ikke ejede, og det gjorde altså lidt ondt i mit nærige vestjyske hjerte at skulle smide 880 kr for en stak A4-papirer…
Hele aftenen gik derefter med at læse teksterne til i dag (og så lige se en enkelt DR Dokumentar om børn i kontanthjælpsfamilier).

I dag stod jeg op kl. 08:00 for at læse videre. Engelsk faglitteratur er ikke en af mine specialiteter, så det tager lidt tid at komme gennem 60 sider, hvis man skal have bare en brygdel af pointerne med derfra. Kl. 13:30 cyklede jeg ud mod campus, som jeg agtede at finde uden at køre alt for mange omveje. Den plan kom jeg i hvert fald ikke helt i mål med på gårsdagens cykeltur. Fra kl. 14:30 til kl. 18:15 stod den på endnu en forelæsning i personlighedspsykologi, og det overraskede mig, at tiden gik så hurtigt.
Det er altså lidt noget andet end fire timers kemi eller dansk i gymnasiet.

Jeg havde faktisk aftalt med en gruppe af de andre psyk’ere, at vi skulle grille i Østre Anlæg til aften, men det måtte jeg simpelthen indse, at jeg ikke kunne overskue.
Jeg trængte til at komme hjem og være mig selv. Der er heldigvis også grill-arrangement i morgen, så jeg tænker, at jeg nok skal komme efter det!

Torsdag har vi vores første forelæsning i PBL (ProblemBaseret Læring), og weekend står i den store families tegn, da jeg skal til fætter- og kusinefest i Bulbjerg – og DET glæder jeg mig til!

Hvis man gerne vil følge med i mit liv i billeder, så er jeg faktisk så narcissistisk, at jeg har min egen Facebookside, hvor man kan se, når jeg laver, noget, jeg synes, er værd at billeddokumentere. Du kan følge med på louisehm.dk.
Over and out.

Udgivet i aalborg | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar