“…hvis der er nogle, hvis ører og øjne det er gået forbi, så er jeg blevet min fars lærling.”

Hej med dig.
Du har måske glemt det, men jeg plejede engang fortælle alle og ingen om alt og intet.
Jeg bebrejder dig ikke, hvis du har, for jeg har da næsten også. Der er faktisk gået over fire måneder nu.

Mit seneste indlæg var af en lidt anden kaliber, end jeg plejer at skrive, men det blev taget helt vildt godt imod, og det varmede mit thyske hjerte. Nok plejer jeg at være ærlig i mine historier og fortællinger, men med et så dybt emne var det rart med al den positive feedback.
Tak. <3

Jeg har en masse, jeg gerne vil fortælle. Der kan alligevel nå at ske ret meget på fire måneder!

I slutningen af april var jeg i København til photoshoot for Friluftsland. Resultatet dukkede blandt andet op i sommerens kampagnefolder og vil fremover dukke op lidt hist og her. Det var rigtigt sjovt at være med – og specielt at møde nogle af sine kolleger fra Djævleøen

Dagen efter var jeg tilbage i Aalborg, hvor der bl.a. var MTB-maraton ved Nordkraft. Der svingede jeg forbi efter arbejde for at heppe på et par kolleger, der skulle køre 100 km på mountainbike. Ved et tilfælde mødte jeg en rødhåret fyr, som jeg havde hilst på året før, mens jeg gik på højskole. Det var en fyr ved navn Kristian, og han skulle vise sig at blive linket til, at jeg fik vendt lidt op og ned på min tilværelse. Kristian er gruppeleder ved Aalborg Søspejdere, og det kom jeg først i tanke om, da jeg var nået hjem.
Så jeg skrev til Kristian, om jeg kunne få lov at komme forbi søspejderne en dag og se, om det var noget for mig. Det sagde han heldigvis go’ for. (Gad vide, om han har fortrudt siden?)
Så følgende mandag cyklede jeg ud på Søsportsvej ved Vestre Bådehavn til juniormøde.
Ja, og så er jeg sådan set blevet hængende siden. Juniorerne går i 4.-5. klasse og kan godt være lidt nogle vildbasser, men de har åbenbart ikke formået at skræmme mig væk endnu.
Jeg er åbenbart heller ikke blevet skræmt af, at vi har brugt hele sommeren på at sejle, selv om jeg både er lettere vandskræk og ikke har en kæft forstand på både.
Det har nok noget at gøre med, at der er en masse fantastiske unge (og lidt ældre) mennesker derude, som har taget imod mig med åbne arme, selv om jeg nogle gange ryster på hovedet af deres manglende landspejder-evner. Det må jeg jo selv gøre noget ved så.
At få spejderlivet tilbage i min hverdag skulle vise sig at være lige nøjagtig det, jeg havde brug for for at føle mig fuldt ud tilpas i Aalborg.

Lørdag d. 7. maj var jeg til Danski-galla i Aarhus, og selv om der er nogle tidsrum fra den aften/nat, der er mig lidt uklart, så er der også højdepunkter, som jeg husker helt tydeligt!
Det gælder for eksempel, at vi – Team Widmoos, Wagrain – vandt titlen som “Årets Hotel”.
Det var virkelig en skøøøøøøn titel at vinde! Det gav os lige som det klap på skulderen, som vi havde sukket sådan efter hele vinteren. Og hvad er egentlig bedre end at vinde sådan en titel sammen med alle sine fantastiske sæson-kammis!?
Mit personlige højdepunkt på aftenen var, da mit billede og navn pludselig var på storskærmen, fordi jeg som én af fire piger var nomineret til “Årets kvindelige hotelpersonale”. Det var virkelig en overvældende oplevelse, og jeg følte virkelig, at al den energi jeg havde brugt i løbet af vinteren på at arbejde, holde humøret højt, service gæster og være en god kammerat kom tilbage til mig.
Jeg ved den dag i dag ikke engang, hvem der stod for nomineringen, men hvis du læser med derude, så takker jeg af hele mit hjerte. Jeg følte mig meget værdsat.

Sidste weekend i maj var det tid til karneval, og jeg havde inviteret efterskole-, højskole- og sæsonvenner til at bo og feste hos mig. Vi var syv i alt, og det var smadder hyggeligt!
Jeg havde brugt ugerne op til på at sy mit eget kostume – ikke så meget fordi jeg troede, at det skulle blive særligt kønt af den grund, men mest fordi det var en lærerigt og sjovt.
Der kom en drage ud af det, og jeg synes sgu egentlig selv, at det blev helt OK.

Første uge i juni drog jeg til Thy for at være eksamenssekretær for en psykologi-studerende. Det var for en pige, der har en kronisk sygdom, der gør, at hun ikke fysisk selv kunne skrive opgaven, så jeg tastede, mens hun dikterede.
Det var en fantastisk mulighed for at opleve psykologi-studiet lidt indefra, da jeg allerede i marts havde sendt min ansøgning afsted til psykologi på Aalborg Universitet.
Der kom en rigtig fin opgave ud af det, og jeg tror virkelig ikke, jeg kunne have haft sødere “chef”.

I samme uge – torsdag d. 2. juni – blev en længe opbygget spænding endelig forløst.
Mine fædres program livet “På Toppen i Thy” kørte over skærmen på TV2 kl. 20:00, mens vi hele familien sad som klistret til det største fladskærms-TV i hele Nors.
Det var en udsendelse, som havde været længe undervejs, og feedbacken efterfølgende har heldigvis været overvejende positiv!

I anden uge af juni var jeg til casting på TV-programmet Versus i Aarhus; fyldte 21 år i Thy; var til farvelfest for min kusine i Aarhus, som drog til Australien; og så var jeg også lige på Sydsjælland til sommerfest med hele Friluftslandskoncernen.

I tredje uge tog jeg på tur til Fur med min søde veninde Henriette for at teste nyt grej og frysetørret mad – førstnævnte med stor succes, sidstnævnte med knap så megen…
Det var heldigvis en dejlig tur, selv om det regnede en del, vi ikke kunne lave bål og mine fødder blev til vabler, men hvad betyder det egentlig, når man har en skide god makker, man kan snakke med i uendeligheder.

I fjerde uge pakkede jeg en lidt større taske (læs: tre tasker) og tog til Alpe D’Huez sammen med en par håndfulde andre gamle Danski’ere. Vi skulle åbne tre hoteller, affodre og servicere ca. 150 gæster i ½ uge og lukke hotellerne igen i løbet af 12 dage. Og selv om det kan lyde som lidt af en opgave, så fik vi faktisk også tid til at holde ferie i et par dage.
Den bedste dag var en af de sidste, da jeg sammen med to af de andre vandrede i strålende solskin op til en smeltevandssø oppe længere oppe i bjergene og badede i det iskolde vand! Brr! (Jeg skreg kun lidt.)

Så var jeg lige på sommerlejr i en uges tid med KFUM-Spejderne fra Nors. Ugen startede i Bjergbo ved Vilsund, hvor hele gruppen var samlet – fra de allermindste til de allerstørste.
Midt på ugen tog de yngste hjem, og lejren blev pillet ned, så vi kunne komme på hike-sommerlejr. Første dag cyklede vi til Mors og overnattede, de efterfølgende dage vandrede vi rundt i Thy og sov blandt andet en nat 22 mennesker i én hængekøje.
Det, synes jeg nu altså, var rimelig sejt!

Så var jeg også lige til Grøn Koncert i Nørresundby en solberiget søndag i juli sammen med min nye veninde Amanda, som jeg har været så heldig at møde ved søspejderne.
Det var en skøn dag, hvor vi fik lyttet til Stine Bramsen, De eneste to, Shaka Loveless og danset amok til Nik&Jay!

Den sidste uge i juli var jeg på Nimbustræf med de gamle, som i år havde valgt at bo i campingvogn, da det jo “bare” var på Mors. Det skulle jeg ikke nyde noget af, så jeg sov i telt. Det kategoriserer til at være den dårligste beslutning, jeg har taget denne sommer, for hvem er det egentlig, der drømmer om vågne op i et 80 grader varmt telt hver formiddag en uge i træk?
Altså, så er der jo nogle, der siger, at man jo kunne gå tidligere i seng og så stå tidligere op, men dem der siger det, kender i hvert fald ikke mig ret godt…
Om fredagen var der fest med fællesspisning i hallen  i Øster Jølby, og det betyder traditionen tro, at min fader optræder med et par vittigheder.
Og hvis der er nogle, hvis ører og øjne det er gået forbi, så er jeg blevet min fars lærling. Ja, altså inden for komik – strømmen må han selv rode med.
Så far og jeg gik på scenen sammen, hvor jeg først holdt en intro om, hvad min far er for en størrelse, inden han så fortalte lidt jokes og historier.
Jeg skal nok lige øve mig liiiiidt mere, end jeg skal ud og optræde alene.
Senere på aften – nærmere betegnet til midnat – sad jeg klar ved computeren, så jeg kunne få afklaret det nervepirrende spørgsmål, om jeg skulle starte på at læse psykologi, eller om jeg skulle ud på eventyr med mit snowboard igen.
Det blev førstnævnte, og jeg måtte derfra begynde at indstille mig på et liv med en langsigtet og struktureret plan igen efter et par skønne år uden.

Så blev det hu-hej august, og jeg tog igen på sommerlejr. Denne gang var det med søspejderne, og turen gik til Jegindø. Jeg kunne desværre ikke deltage i hele lejren, men var med til et par hyggelige dage med sejlads, hike Jegindø-rundt og gode ledersnakke.

Fredag d. 5. august pakkede jeg bilen og kørte til Randers for at besøge min gode sæsonven Frederik, som holdt poolparty med sin seje søster. Min bedste partymakker Mette fra Wagrain dukkede også op, og vi havde en skøn fest, hvor der blev tid til beachvolley, pool-plask, beer pong og røverhistorier!

Torsdag d. 11. august tog Lynet til Aarhus, for endnu engang at tage toget til København.
Denne gang var det for at være med i TV-programmet Versus, som jeg siden castingen var blevet udvalgt til sammen med nogle af mine bedste efterskolekammerater!
Det var en sjov oplevelse at opleve sådan et underholdningsprogram fra den anden side.
Optagelserne tog 2,5 timer, og vi klappede nærmest uafbrudt. Det var der en mand, der sagde, at man skulle. Jeg glæder mig virkelig til at se resultatet.
Efter endt optagelse traskede vi ned til den båd i Christianshavns Kanal, som min efterskolekammerater var sejlet til København i. Der fik vi os et par øl og måske en irish coffee for meget, inden vi væltede omkuld.
Fredag skulle jeg “tidligt” op og af sted. Ja, alt er jo relativt, men jeg havde i hvert fald kun sovet omkring tre timer. Jeg endte selvfølgelig i slåskamp med en billetautomat på Hovedbanegården, som ikke ville spytte min billet ud, og det medførte så, at jeg missede det første tog, og kun lige akkurat nåede nr. 2.
Tilbage i Aarhus stod Det Gule Lyn klar og pakket til en tur hjem til Thy, hvor der var Alive Festival, og jeg impulsivt var kommet til at melde mig som frivillig.
Jeg skulle fredag aften være stage hand, så jeg brugte aftenen på at slæbe udstyr op og ned fra scenerne, hente drikkevarer til kunstnerne og teknikerne og tryllede lidt med gaffa.
Heldigvis, mødte jeg undervejs en gammel kending, som tilbød mig en plads i hans telt, så jeg rent faktisk også kunne få et sted at sove.
Lørdag var det tid til hygge, øl og musik. Jeg oplevede bl.a. for første gang Jonah Blacksmith, som jeg forelskede mig dybt i. De skal forresten spille sammen med mit andet store idol – Allan Olsen – her i efteråret, og jeg leder efter en makker, der også er fan og vil til koncert med mig!
Lørdag aften stod jeg i baren i lavede drinks og serverede øl, mens bl.a. Minds of 99 væltede ud over scenekanten, og publikum gik amok.
Sikke en oplevelse. Det er nok ikke sidste gang, at jeg “kommer til” at melde mig som frivillig under Alive Festival.

Om mandagen var hele familien indkaldt til farvelmiddag, da min ældste bror og frue om onsdagen skulle flytte tilbage til San Fransisco. Samme aften fik jeg besøg af to gæve gutter fra højskolen – Frederik og Frederik, som jeg havde lovet husly i et par dage på betingelse af, at de ville tage med i Fårup Sommerland. Så tirsdag kl. 10:00 kom en tredje højskolegut (nej, ikke en Frederik – men en Theis), og vi fyldte Lynet og kørte mod Fårup.
Vi havde nok valgt den mest perfekte sommerlandsdag på hele året, for solen skinnede fra en skyfri himmel, og der var ingen mennesker, da folkeskolernes sommerferie var forbi. Jackpot!

Ugen efter kiggede min folkeskoleveninder Jeanette og (kusine) Ditte forbi Aalleren, da de (troede de) skulle i biografen. De havde bare lige glemt at undersøge, om de kunne bruge deres gavekort i den pågældende biograf, så som plaster på såret tog vi i Gaden i stedet, og det må siges at være en succes! Vi havde en fantastisk skæg aften, og det var heldigvis det overskyggende, selv om dagen derpå var lidt hård.

Resten af august gik arbejde i den skønne butik for enden af gågaden, mens jeg ventede på, at det skulle blive d. 1. september og tid til studiestart.
Natten til d. 1. september kan jeg afsløre, at jeg sov virkelig dårligt. Om det var, fordi jeg i dagene forinden havde vendt op og ned på dag og nat, eller om det var, fordi jeg var spændt som en seks-årig, der også skal starte i skole, ved jeg ikke. Det var nok en blanding.
Torsdag stod jeg op kl. 07:00 for første gang i viiiiirkelig lang tid. Kl. 08:30 skulle jeg være på Gammel Torv midt i Aalborg til fælles morgenmad med alle de andre nye studerende.
Det var en lidt speciel oplevelse at sidde der og kende ingen, men det har jeg heldigvis prøvet så mange gange før. Resten af dagen gik med diverse introer, velkomster rundvisninger, inddeling i RUS-grupper og smalltalk en masse, inden det om aftenen gik løs til studiestartsfest i Gigantium.

Fredag formiddag havde vi en introforelæsning til studiet, og om aftenen spiste vi aftensmad hos vores tutor. Efter maden skulle vi have taget et fællesbillede med vores venskabs-RUS-gruppe og tegne en personlig T-shirt til vores tutor.
Det var en rigtig god aktivitet, hvor vi fik snakket og grinet en masse!
Senere på aftenen mødtes hele studiet på Old Irish i Gaden, hvor vi snakkede og dansede.

Lørdag sov jeg hele dagen – kun forstyrret af tre timer Mads & Monopolet – indtil jeg skulle til 21 års fødselsdag på min søspejderven Jakob. Selv om jeg på det tidspunkt havde festet to dage i træk, gik jeg åbenbart ikke af for en fest mere, for jeg holdt da ud til solopgang og bevægede mig først hjemover kl. 07:00 søndag morgen.
Det var sådan set rimelig dårlig planlægning, for kl. 15:00 skulle jeg på guidet rundtur i Aalborg med studiet – mest bare for hyggens skyld. Efter det havde jeg så lige tre timer til at læse de omkring 80 siders pensum til mandagens forelæsning, for om aftenen var der arrangeret filmaften for alle nye psykologi-studerende, så det ville jeg selvfølgelig også gerne deltage i. Heldigvis, faldt jeg ikke i søvn, selv om jeg nok var lidt i søvnunderskud…

I går mandag var hele studiet på O-løb rundt på campus i en blanding af at lære hinanden at kende, lære stedet at kende, lære studiet at kende og bare have det sjovt. Over middag havde vi så vores første reelle forelæsning i personlighedspsykologi, og det var sgu noget af en mundfuld. Jeg tænker, at jeg nok lige skal vende mig til hele set-uppet. Efterfølgende måtte jeg i AAU’s boghandel for at købe de tekstkompendier, som jeg ikke ejede, og det gjorde altså lidt ondt i mit nærige vestjyske hjerte at skulle smide 880 kr for en stak A4-papirer…
Hele aftenen gik derefter med at læse teksterne til i dag (og så lige se en enkelt DR Dokumentar om børn i kontanthjælpsfamilier).

I dag stod jeg op kl. 08:00 for at læse videre. Engelsk faglitteratur er ikke en af mine specialiteter, så det tager lidt tid at komme gennem 60 sider, hvis man skal have bare en brygdel af pointerne med derfra. Kl. 13:30 cyklede jeg ud mod campus, som jeg agtede at finde uden at køre alt for mange omveje. Den plan kom jeg i hvert fald ikke helt i mål med på gårsdagens cykeltur. Fra kl. 14:30 til kl. 18:15 stod den på endnu en forelæsning i personlighedspsykologi, og det overraskede mig, at tiden gik så hurtigt.
Det er altså lidt noget andet end fire timers kemi eller dansk i gymnasiet.

Jeg havde faktisk aftalt med en gruppe af de andre psyk’ere, at vi skulle grille i Østre Anlæg til aften, men det måtte jeg simpelthen indse, at jeg ikke kunne overskue.
Jeg trængte til at komme hjem og være mig selv. Der er heldigvis også grill-arrangement i morgen, så jeg tænker, at jeg nok skal komme efter det!

Torsdag har vi vores første forelæsning i PBL (ProblemBaseret Læring), og weekend står i den store families tegn, da jeg skal til fætter- og kusinefest i Bulbjerg – og DET glæder jeg mig til!

Hvis man gerne vil følge med i mit liv i billeder, så er jeg faktisk så narcissistisk, at jeg har min egen Facebookside, hvor man kan se, når jeg laver, noget, jeg synes, er værd at billeddokumentere. Du kan følge med på louisehm.dk.
Over and out.

Udgivet i aalborg | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

“Det tog mig fire måneder på højskole, før jeg sagde det højt.”

Mine tårer triller. Ned af kinderne løber de. Det giver afløb for et eller andet.
Inge – Christians mor – har netop delt et link på Facebook til et klip fra Aftenshowet. Det handler om berøringsangst i forbindelse med døden. Om omgivelsernes uforståenhed over den sorg, som ingen ende vil tage. Om behovet for at mindes og tale om de, der er gået i forvejen. Den rammer mig. Hårdt.

Jeg nævner det meget sjældent. Det tog mig fire måneder på højskole, før jeg sagde det højt. At sige hvad der rører mig allermest.
Jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal få det sagt, uden at det lyder tåbeligt.

Onsdag d. 22. april 2015 er der morgensamling, og Karen beder os om at fortælle vores sidemakker, hvad der rører os. Efter det beder hun os fortælle vores sidemakker, hvad der VIRKELIG rører os. Og jeg er slet ikke i tvivl.
Til sidst er der mulighed for at dele med hele højskolen, hvad der rører én, og for første gang får jeg fortalt, at jeg hverdag har to fantastiske unge mennesker med mig i tankerne.
Jeg får fortalt, at jeg selv føler, at jeg kom lidt skævt fra start på højskolen, da jeg efter blot fire dage blandt fremmede mennesker måtte se i øjnene, at min skønne barndomsveninde Caroline aldrig mere ville komme til at se på mig med løftede øjenbryn og sige: “Ej, Louise”, når jeg var for fjollet. Jeg får fortalt, at jeg allerede 1,5 år før Caroline har sendt min barndomsven Christian af sted for at sikre, at alle skymarkerne bliver passet og plejet til punkt og prikke.
Jeg tuder. Det gør ondt at sige det højt, men Gud, hvor er det også bare rart, at folk ved det – ved at jeg gemmer på en sorg, som jeg gerne vil tale om, men jeg ikke rigtigt kan forklare. Det giver mig mulighed for at fortælle, hvorfor jeg er, som jeg er.

Hverken Caroline eller Christian var en del af det diffuse begreb “Mit liv” i det sekund, de tog herfra. De var ikke en del af min daglige omgangskreds, og vi stødte kun af og til på hinanden ved festlige lejligheder.
Hvordan forklarer jeg verden, at personer, der ikke skaber et fysisk tomrum i mit liv, alligevel skaber et uendeligt stort tomrum inde i mit hoved?
Hvordan forklarer jeg, at de har gjort noget helt klart for mig, uden de har sagt noget?

Caroline og Christian er en del af min historie. Vores fællesoplevelser er med i min rygsæk.
Som dengang Christian og jeg skulle til spejder, og vi begge to var sent på den, så Christian sprang op på bagagebæreren på min cykel, og det så resulterede i, at jeg væltede. Eller den gang Caroline og jeg var skolepatrulje sammen, og vi egentlig mest brugte tiden på at digte sange om jobbet som SP’er. Eller da Christian med familie var til aftensmad hjemme hos mine forældre, og Christian, Nikolai og jeg byggede en racerbane, der fyldte hele gulvet på hemsen. Eller hvad med da vi gik i 7.c, og pigerne var i evig strid, da Caroline og Nina pludselig blev bedstevenner med Jeanette, så Sofie og jeg var alene tilbage. Haha. Eller dengang Christian og jeg vågnede tidligt og snakkede en time, inden han vækkede alle de andre spejderne fra Nors med vilde råb under hiken i forbindelse med Thy Lejr i 2008.

Historierne er mange, og de minder mig om, at hver dag kan byde på nye eventyr.
De gør mig opmærksom på, at hver dag kan have værdi – om det så er, at jeg har fået en tilfældig på gaden til at smile, at jeg har hjulpet én med at finde vej, at jeg har rejst til et spændende land, at jeg besøgt venner og familie, at jeg har sovet i min hængekøje et hemmeligt sted, at Det Gule Lyn har givet mig et lift til fjerne egne, eller at jeg har slået fem smut med en flad sten ud i det store Vesterhav, er ligegyldigt. Bare det har givet lidt ekstra til min rygsæk.
Det betyder meget for mig, at hverdagens små øjeblikke bliver husket. Det er også derfor denne blog findes. Her kan jeg dele, hvad jeg har lyst til, og holde resten for mig selv. Bloggen er vidne til en stor del af mit liv, og lige så er du lige nu.
Vi har behov for vidner til vores liv. Caroline og Christian var vidner til mit liv – og jeg er glad for også at have været vidne til deres.

<3

Over and out.

Udgivet i aalborg, højskole | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

“At have far med nogen som helst steder er jo en oplevelse i sig selv…”

I går var det to måneder siden, bloggen sidst blev opdateret, og det gør vi (nok mest mig) noget ved – nu.
Jeg har allerede glemt, hvad det egentlig er, der er sket i mellemtiden, men jeg har da lidt flashbacks nu og da.

Uge 10 var ugen. I ved den uge, hvor der endelig faldt sne i store mængder. Vi havde flere dage med mulighed for at køre offpiste, og det var vanvittigt skægt! Tænk, at man kan tage på sæson i fire måneder, og så opleve ÉN uge med perfekte forhold. Det er jo faktisk vildt i sig selv.

I uge 11 dukkede min kære familie eeeeeendelig op. Jeg kunne desværre ikke få fri alle dagene, de var her, men det lykkedes mig at få fri tre dage i træk, så jeg kunne komme lidt væk fra hotellet og tænke på andet end at få lavet pålægsfade, klargjort smør, lavet boner, strøget duge, fyldt op i baren, vasket perlebygsgryder op og få kassen til at stemme. Henry, Jesper, Onkel Grajsen og jeg var på pisterne tirsdag, onsdag og torsdag, mens far bevægede sig rundt i terrænet på langrendsski. Mor og Moster H havde så ansvaret for at passe Mr. Makrøv aka Lille Benjamin. Onsdag var alle mand på afterski på Kuhstall, og nogle var svære at få hjem til aften end andre. Hvis du gætter på, at far og jeg først gik hjem, da de lukkede, så har du gættet rigtigt.
At have far med nogen som helst steder er jo en oplevelse i sig selv, men når det så lige bliver toppet med, at han kaster om sig med visitkort og autografer på brystkasser og maveskind, så bliver det jo altså ikke meget bedre.
Torsdag aften var alle trætte, og de andre gik derfor tidligt i seng – meeeen jeg kunne jo ikke misse mit jubilæum på Tenne med besøg for 10. torsdag i træk. At jeg så kun holdt ud i 20 min. er jo sagen uvedkommende.

Bendis' første kælketur!

Bendis’ første kælketur!

Uge 12 er mig lidt fjern – jeg har sikkert drukket for mange øl.

Uge 13 var sidste uge med gæster, og det kunne tydeligt mærkes, at vi var sidste udkald for at komme ud på ski og snowboard, så hvert et minut blev udnyttet til fulde. Torsdag var egentlig min sidste reelle skidag, da jeg havde morgenvagt til kl. 15:00 fredag, men da lifterne først lukkede kl. 16:00 kunne jeg lige nå et par enkelte ture – i lederhosen. Så i korte bukser og Danski-skjorte gik turen til himmels med Flying Mozart.
Efter første tur mødte jeg Tobias og Silas (og nej, Silas, du får stadig ikke penge, for at jeg nævner dig på bloggen), der var på vej hjem. Tobias havde lige lidt ekstra krudt, der skulle brændes af, og det skal I nok få lov at se et klip af lidt senere.
De efterfølgende dage gik med rengøring, slant-fest, rengøring, nedpakning af bunkeren, rengøring og spareribs-aften.

Tirsdag d. 5. april klokken alt for tidligt om morgenen, kastede vi vores kufferter ind i en bus og vinkede farvel til hotellet. Bussen skulle tage os til St. Tropez, hvor guiderne og HP’erne fra Valloire og Alpe D’Huez ventede. Det var tid til afslutningsuge, og vi lagde ud med en omgang OL i volley, fodbold og basket. Jeg havde egentlig planlagt aldrig at sige det højt igen, men vi blev *trommehvirvel* nr. 2. WHAAAAT!? Hvordan ku’ det gå så galt? De efterfølgende dage stod på rosé, shopping i St. Tropez, rosébowling, besøg i St. Maxime, afslutningsgrillfest og så lige lidt mere rengøring.

Det allersidste eventyr var en bustur af de længere – for mig nærmere bestemt 28 timer. Den sidste time var sågar alene – ja, og så buschaufføren selvfølgelig. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har følt mig så VIP, som jeg gjorde der fra Randers til Aalborg i en dobbeltdækkerbus – kun til mig.

I Aalborg blev jeg mødt af mor, far og bedstemor, der var kommet for at gi’ krammere og for at køre mig det sidste stykke hjem til Sverigesgade. Hjemme i lejligheden blev der disket op med tarteletter, varm leverpostej, ribbenssteg + det løse, så jeg alligevel kunne nyde lidt af årets familiepåskefrokost, som jeg desværre måtte misse dagen forinden.
Det var nok også meget fint, at min stærke far var der til at hjælpe mig med at slæbe flyttekasser op fra kælderen, mens mor og bedstemor pakkede mit elskede porcelæn ud, som jeg ikke havde turdet lade stå.
Da de sidst på eftermiddagen vendte snuden tilbage mod Thy, stod jeg midt i noget, der mest af alt lignede, at jeg lige var flyttet hjemmefra – igen. Det tog da også et par dage at komme på plads igen, og iiih, hvor er det altså rart, når ens lejlighed igen bliver til et hjem.

Onsdag d. 13. april var tilbage i Friluftsland for første gang i fire måneder, og jeg må da indrømme, at hukommelsen lige skulle have fjernet det øverste lag støv. Hvordan er det nu lige, at man kontrollerer lagertallene i SAP? Hvor skal jeg trykke, hvis jeg skal lave et gavekort? Hvor er Primus-termokrusene blevet af? Og hvad er nu det der Exped?
Heldigvis, så gik det rimelig tjept med at få hjernen op i omdrejninger igen, og hvor er det altså rart at vende tilbage til en arbejdsplads, hvor man føler sig tilpas!

Fredag kørte jeg hjem til de gamle og fik lækker mad i havehuset, mens vi hørte vild musik på den gamle transistorradio og snakkede om ugens forløb.
Lørdag inviterede jeg mig selv til indflytterfest hos en gammel fodboldkammerat, og det udviklede sig til at blive noget af en fest, som fortsatte hele natten på Fortet – faktisk, var min veninde Jeanette og jeg lige forbi SuperBrugsen for at hente rundstykker og jødekager på vej hjem.
Søndag var en dag, som jeg havde set frem til og drømt om i lang tid. Jeg havde inviteret mor og far med til Allan Olsen i Agger (på deres regning). Jeg ved ikke, hvad der er med ham Allan. I mange år kendte jeg kun til sangen Taberens Søn, som jeg har lyttet til om og om igen. Siden hen begyndte jeg at lytte til flere af hans sange, og under mit ophold i Østrig blev deres lyd og især tekst ekstraordinært vigtige for mig. De fik mig til at føle mig hjemme. Jeg ved ikke, om det er, fordi han altid er blevet spillet hjemme hos mine forældre, eller om det er dialekten og ordlyden i hans sange, der gør det – men jeg tror, Allan er kommet for at blive.

I sidste uge var jeg på tirsdag, onsdag og torsdag. Torsdag var endda en forlænget arbejdsdag, da en nordmand i en Tesla kom og fortalte om Arc’teryxs produkter.
Efter arbejde kørte jeg til Mors, hvor de gamle og deres venner Buller og Bjarne var på camping. Jeg ankom i al hemmelighed i nattens mulm og mørke, men min mor havde selvfølgelig spottet min bil på vejen og sendt far ud for at hente mig ved bommen.
Fredag kom også min bror Jesper, Henry og Benjamin på besøg, og vi var på legepladsen og kastede lidt sten i fjorden. Om aftenen gik turen atter hjem til Aalborg.
Lørdag var jeg først på arbejde, inden jeg pakkede bilen og kørte mod Gl. Estrup ved Auning for at ende til mit livs første traktortræk. Det var mine kammerater Henriette og Tim, der havde lokket mig derned, da Tims ven Thor skulle trække for første gang. Ikke alt gik som planlagt, men der var masser af pølser m. brød og udstødningsrøg.
Efterfølgende kørte jeg spontant til Aarhus, hvor jeg aflagde Café Ziggy ved Åen et besøg for at hilse på kusine Pernille og hendes trofaste makker Frederikke. Det ene tog det andet, og vi besluttede at holde ”sleep over” hos Frede, som godt nok skulle tidligt op og på job igen.
Lørdag tog Pernille og jeg hjem i hendes lejlighed. Da hun skulle til festivitas allerede først på eftermiddagen, fik jeg lov at hænge ud, indtil min næste hotelbooking kom hjem.
Så kl. 16:30 kørte jeg af sted til togstationen for at hente Anne Mette og Skovby, som jeg kender fra efterskolen. Vi kørte hjem til Skovby, og nogle lavede aftensmad, mens andre dasede. *host host* Det trak lidt ud med at få gennemgået alle de gamle røverhistorier, så jeg blev og sov til mandag.

Mandag havde jeg en aftale med en psykologistuderende, der har brug for hjælp til at skrive en eksamensopgave. Og nu tænker du nok: ”Jamen, Louise, du er jo slet ikke begyndt at læse endnu? Og det har du fuldstændig ret i. Det er heller ikke en traditionel form for hjælp, hun har brug for – hun skal nemlig låne et par arme med dertilhørende hænder. Hun har selv et sæt, det er ikke det. De gør bare for ondt til, at hun kan bruge dem, og derfor havde hun søgt hjælp. Hun var rigtigt sød, og vi kom rigtigt godt ud af det med hinanden. Det endte faktisk med, at hun sagde, at hun gerne ville bruge mine arme – så nu skal jeg skrive min første eksamensopgave på universitet uden at have været til en eneste forelæsning. Det skal nok blive spændende!

I dag er det så som sagt onsdag d. 27. april. Jeg sidder pt. i toget på vej til KBH, og det er lige standset i Valby. Jeg skal de næste par dage besøge nogle højskolevenner, kigge lidt på butikker og agere model til Friluftslands sommerkampagnekatalog. Jeg tænker, at det bliver skægt.
Næste stop: Københavns Hovedbanegård
Over and out.

Udgivet i aalborg, østrig | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

“Man skal ALDRIG overlade A-nøglen til lærlingen.”

2016 er fuld gang, og 1/6 af året er næsten allerede fortid.
Jeg føler, jeg har været i Østrig længe nu, men jeg bliver alligevel overrasket hver lørdag, når “de gamle” gæster smutter, og nye gør sit indtog – hvordan forsvandt endnu en uge, uden jeg opdagede det?

Lørdag er en travl dag, for hotellet er altid stop fyldt med gæster, som enten er trætte og på vej hjem eller nyankomne og nysgerrige. Alle værelser skal hovedrengøres, og alle må derfor i gang med svamp, klud, børste og støvsuger. Alt sengetøj og håndklæder skal naturligvis også skiftes, og det er altså noget af en opgave med omkring +-60 gæster.
Heldigvis er lørdag også lig med Mads & Monopolet, høj musik og arbejde med gode venner.

Der er sket uendeligt mange ting, siden jeg sidst har opdateret bloggen, og jeg er slet ikke i tvivl om, at resten af sæsonen bliver lige så begivenhedsrig!

I januar valgte en af de andre piger at sige tak for nu og rejse hjem til Danmark, efter et stykke tids overvejelser af personlige karakter. Det kom så lidt af et chok for mig, men hendes egen afklarethed omkring det, gav mig ro i sindet til at tro på, at hun havde valgt det bedste for hende.
Det betød samtidig, at der blev en seng tom i pigebunkeren, og vi måtte alle vente i spænding og se, hvad det var for en type, der kom i stedet.
Pigerne håbede på en flot fyr eller en “knap så heldig-udseendesmæssigt”-pige (ja, konkurrencen herned er hård nok i forvejen), mens drengene håbede på en lidt yngre udgave af Megan Fox eller i det mindste bare en med en ordentlig barm.
Lea håbede nok egentlig mest bare på, at det var en pige med en meget lille kuffert, da pigebunkeren i forvejen er fyldt til randen med det mest nødvendige (og unødvendige) skrammel.
Lørdag d. 16. januar tjekkede Mette ind på Hotel Widmoos (ja, godt nok i personaleafdelingen), og efter en rundvisning på hotellet af undertegnede og Lea, stemplede vi Mette som godkendt. Ja, lige indtil at hun spurgte, hvor hun kunne ryge. Den del arbejder vi stadig lidt med…
Heldigvis, så er Mette en glad pige fra Silkeborg med (til tider) lidt for meget krudt i røven, der allerede et utal af gange har lokket mig i fordærv med øl, nägel (ordbog: sømslagningskonkurrence), bordfodbold og Obstler (ordbog: frugtsnaps).

Faktisk gik det galt allerede første gang, jeg havde Mette med i byen tre dage efter hendes ankomst. Vi fik en antal øl, der var lige til den gode side, og vi besluttede derfor ved hjemkomst til hotellet at bruge A-nøglen til liiiiiige at liste i køkkenet for at spise lidt mad.
Fejl nr. 1:
Jeg kan lige nævne, at det er forbudt.
Fejl nr. 2:
At nøglen så bliver væk for os, mens vi er i køkkenet, hjælper ikke rigtigt på situationen. Fejl nr. 3:
Vi er så trætte, at vi beslutter os for at gå i seng uden at finde A-nøglen.

Næste morgen kl. 06:27 (læs: et par timer senere) vækker Silas mig og spørger, om jeg har A-nøglen, da gæsterne ellers ikke kan komme ind i restauranten til morgenmaden, der starter kl. 06:30.
Jeg flyver op af sengen og går i mit nattøj i gang med at gennemsøge køkkenet for nøglen.
Da der ikke er gevinst, må jeg tilbage i bunkeren for at gennemsøge mit tøj, mens jeg beder Mette om at gøre det samme – uden gevinst. Vi må tilbage i køkkenet for at lede – uden gevinst. Jeg beslutter mig for, at vi må gennemsøge vores jakker, bukser og trøjer en sidste gang, og pludselig går det op for Mette, at hun har både sin egen nøgle OG A-nøglen.

Huskeråd til mig selv:
Man skal ALDRIG overlade A-nøglen til lærlingen…

Klokken er nu 06:35, og de første gæster har været nødt til at gå gennem køkkenet for at komme ind i restauranten. Jeg er meget flov, og Mette er om muligt endnu flovere.
Vi ved ikke, om vi er på vej hjem til Danmark for at have brudt reglerne, eller om det er en historie, som vi kommer til at kunne grine af, så vi står bare der i køkkenet i de næste to timer, mens vi venter på, om hotelchefen Anna vil sende os hjem, give os en skideballe eller bare lade det flyve. Heldigvis (og overraskende), bliver sidstnævnte hendes beslutning, men jeg tør egentlig først ånde lettet op, da jeg gør i seng til aften, og der intet er sket.
Lad os bare sige, at dette stunt er topmålet af idiotisme, som jeg har udført hernede.

Anna er faktisk rigtig sød, og så længe vi opfører os pænt, så kan vi få lov til det meste.
Så i starten af februar tog Lea og jeg en dagstur til Salzburg, som ligger en times kørsel herfra, for at shoppe, købe fødselsdagsgave til pedellen Jacob og bare nyde at være lidt uden for Wagrain.
Det var en rigtigt hyggelig dag, hvor jeg fik nye skibukser til kun 230 kr, vi fik købt en hjertepude til Jacob, jeg kiggede på outdoorbutikker, og vi fjollede i en pasfoto-automat.
Det var også en dag, hvor vi fik tid til at tale om fremtid, uddannelse, at flytte hjemmefra, forventninger, beslutninger og lignende, som pt. fylder meget i begge vores liv.

Følelsen af at køre bil efter et par måneder uden!

Følelsen af at køre bil efter et par måneder uden!

Om aftenen samme dag besøgte jeg min mili-veninde Amager, som var på skitur med sin højskole, og ih.. hvor er det altså dejligt af og til at få besøge af nogen “hjemmefra”.

Dagen efter d. 4. februar var det Jacobs fødselsdag, og vi startede dagen ud med flag, fødselsdagslys og gaver. Og når det nu engang ramte lige præcis på en torsdag, som er vores ugentlige, obligatoriske gå-i-byen-dag, så var det lige som fra start dømt til at gå galt.
Først afterski, hvor jeg mødte min mili-ven Risskov, som går på samme højskole som Amager; så fest i guidelejligheden med dans, drinks og dakkedak-musik; for til sidst at ramme Tenne med et brag.

Den omtalte hjertepude med billeder fra pasfoto-automaten.

Den omtalte hjertepude med billeder fra pasfoto-automaten.

Det kan godt til tider være svært, at man aldrig kan være “rigtigt” alene, når man bor og arbejder samme sted. Man er egentlig altid lidt på arbejde, og hvis man vil slippe for det, må man flygte herfra. Det kan f.eks. gøres ved at tage en tur op på pisterne eller at gå ned i Spar for at handle, men der er man bare heller ikke rigtigt alene.
Derfor besluttede jeg mig d. 14. februar for at gå til Kleinarl. Det er en rute på knap 8,5 km via stier, langrendsløjper og en smule asfaltvej, så jeg fyldte min vandflaske, smurte en madpakke og pakkede nogle snacks. Det var en smuk dag, og turen tog mig ca. 3 timer med frokostpause, fotoshoot, forhindringer ala pigtrådhegn og vandring i dyyyyb sne.
Det var lige, hvad jeg havde brug for.
Fra Kleinarl kunne jeg tage bussen tilbage til Wagrain, så jeg kunne nå hjem og passe min restaurant-vagt.

Selfie-tid ved ankomsten til Kleinarl.

Selfie-tid ved ankomsten til Kleinarl.

D. 17. februar mødtes jeg med mine forældres venner Lene og Jørgen v. “Hans-på-møddingen”, hvor vi spiste frokost med et andet par fra Nors. Jeg tror aldrig i mit liv, jeg har oplevet så langsom og ustruktureret betjening og servering. Heldigvis, var humøret i top, og jeg kunne nyde at tale lidt thybomål med nogle, der rent faktisk kan forstå det.  Efterfølgende var vi ude og prøve pisterne, og jeg var for bare én gangs skyld ikke den, der kørte langsomst! Hæhæ.
Omkring kl. 14:30 tog jeg G-link fra Grafenberg til Flying Mozart, hvor jeg havde aftalt at mødes på Geden med alle de andre HP’er, der ikke arbejdede, Frederiks forældre og søster samt Michaels kæreste og svigermor, som alle var på besøg i Wagrain.
Det var en festlig forsamling, og vi besluttede derfor at søge ned af bjerget mod Kühstall (som passende ligger HELT nede i bunden), mens det stadig var muligt at komme ned i hel tilstand.

Som afrunding på dette indlæg kan jeg lige nævne den sidste uges begivenheder:
De fleste af pigerne har haft lus. (Jeg er med i den klub for første gang ever!)
FC Midtjylland har vundet over Manchester United. (Det er der så lavet om på igen.)
En af de to kokke tager hjem til Danmark d. 29. februar. (Så hvis du er kok eller kender en, der er det, så mangler vi dig nu.)
Mette og Tobias har haft fødselsdag. (Jeg pyntede den vanvittigt store lagkage.)
Jeg har været i parken for første gang med Lea, Silas og Frederik. (Og kun mine knæ er blå.)
Jeg har gennemført en Tenne-Torsdag med kun 6 euro og 20 cent. (Og hvad, der er sparet, er jo som sagt tjent.)
Jeg har købt lederhosen. (Ja, her pengene så brugt igen.)

Det dyreste sæt arbejdstøj, jeg nogensinde har købt.

Det dyreste sæt arbejdstøj, jeg nogensinde har købt.

Lige nu glæder jeg mig allermest til uge 11, hvor de gamle, min storebror Jepper, min svigerinde Henry, min nevø Benjaboy, moster H og onkel Grajsen endelig kommer til Wagrain! Jeg er gået i gang med at stykke et stramt program sammen for, hvad vi skal nå, og det indbefatter indtil videre snowboard/skiløb, langrend, brætspil, rugbrød, røverhistorier, besøg på Hotel Widmoos, afkobling, og så har jeg en drøm om kakaosnitter. (Du må gerne læse med her, mor!)

Nu har klokken passeret midnat, og jeg skal møde til rengøring kl. 08:00, så jeg må hellere komme i køjen – bogstaveligt talt.
Over and out.

Udgivet i østrig | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

“…jeg savner min (mor)genkåbe og min (far)tfulde bil…”

Kalenderen siger tirsdag d. 12. januar, og det betyder, at jeg allerede har boet og arbejdet i Østrig i en måned nu! Det betyder også, at det er over to måneder siden, jeg sidst har kastet min digitale dagbog i hovedet på jer.

Nu er jeg jo vant til (næsten) at referere mit liv minut for minut, men I må hellere nøjes med et resumé af november denne gang:

  • Jeg var til DMA 2015 på Djævleøen med Anne Mette og hendes venner Klaus og Josefine. Det var første gang, jeg havde Det Gule Lyn med på sådan en lang tur – og vi overlevede begge to!
  • Jeg fik min første P-bøde…

    Photo 09-11-15 13.32.05

    Nej tak til flere af dem.

  • Jeg var i Skive for at besøge min ven SG Lauridsen.
  • Jeg var lidt til senioruge i spejderhuset i Nors, hvor jeg boede sammen med de ældste spejdere i nogle dage. Det var rart at være tilbage i mit andet hjem. De seneste 1,5-2 år har mit fokus været mange andre steder, og jeg har måttet lægge spejderlivet i gruppen lidt på hylden, men jeg er stadig spejder af hele mit hjerte.
  • Jeg var i sommerhus med mine forældre i Klitmøller, hvor vi plaskede i poolen og spaen, gik tur på stranden og drak kolde øl.
  • Jeg var praktikant hos far i en nybygget stald, hvor jeg hjalp med samle lamper og trække kabler.

    Photo 17-11-15 16.38.23

    Jeg vidste slet ikke, at man skulle være noget nær linedanser for at kunne lave strøm på sådan et staldloft.

  • Jeg var til delingsfest i en lille flække på Sydfyn, hvor de gamle mili-kammerater og jeg fik snakket gamle dage (ja okay, det er ét år siden) og nye drømme – og drak kolde øl.
  • Jeg var omkring Herning for at besøge søde kusine Catja og Michael – og så for lige at købe snowboard, støvler og bindinger. Av, konto.
  • Jeg var til julefrokost i Nors Hallen.
  • Det Gule Lyn rundede 222.222 km på triptælleren.

    Photo 28-11-15 16.44.46

    Desværre, havde jeg glemt børnechampagnen denne gang.

  • Jeg var til julefrokost i Aarhus med Klatrekorpset fra efterskoletiden.

Den første weekend i december var samtidig min sidste weekend i Danmark i et godt stykke tid, og derfor skulle den da heller ikke gå stille for sig.
Fredag var jeg til julefrokost på HTX, lørdag stod på fars og Per 118 års fødselsdag, og søndag var der juledekorationsbygning hos bedstemor og bedstefar – på den måde sikrede jeg mig også farvelkrammere fra båede familie og venner.

Den følgende uge havde jeg to vagter i Luffeland, som skulle gennemføres og ellers stod den på nedpakning af personlige egendele i lejligheden, så der kunne blive plads til, at en ven kunne flytte ind og passe den, mens jeg er væk.
Jeg føler jo, at jeg næsten lige er flyttet ind, og jeg forstår derfor heller ikke, hvordan jeg har formået at samle så meget til huse!?
Heldigvis, var min søde mor vild efter at hjælpe mig med at få pakket ned – eller noget i den dur…

Onsdag aften holdt jeg farvelfest for Team FJ, som fik lov at indvie mit kælderrum med kortspil og BOB, snacks og kolde øl.

Torsdag blev alt pakket i kasser eller i min kuffert, for jeg skulle da lige have lidt (læs: virkelig meget, åbenbart) med til Østrig. Jeg har lånt de gamles allerstørste kuffert, og jeg havde alligevel en rygsæk, en sportstaske, en værktøjskasse, en køletaske og en fyldt boardbag med ved siden af. Ja, jeg ved da ved gud heller ikke, hvordan jeg skal få det pakket ned og med hjem til DK igen…

Fredag morgen bankede det på døren – og det var egentlig ikke så overraskende, for jeg havde aftalt med Daddy O, at han skulle køre mig til bussen og tage de sidste stumper af værdi med til Thy – MEN han havde så været så sød også lige at tage min søde mor med, som ellers havde forsøgt at bilde mig ind, at hun skulle arbejde fredag.
Omkring kl. 08:45 blev jeg smidt af med alt mit gear ved Aalborg Kongres- og Kulturcenter, hvor bussen der skulle føre mig hele vejen til Wagrain holdt parkeret.
Her mødtes jeg med min kammerat Kristian, som jeg skulle følges med de første par timer til Kolding, da han også skulle på sæson – bare i Frankrig.

Vi spoler lige tiden 23 timer frem (ja, så lang tid tog det fandeme at køre de knap 1500 km).
Vi ankom til Hotel Widmoos kl. 8:00 lørdag morgen, hvor vi blev indkvarteret i vores nye hjem i kælderen. Det var ikke svært at navngive vores nye hjem, for væggene er en halv meter tykke, døren lavet af metal og der er kun et lille vindue på hvert værelse – velkommen i Bunkeren.
Jeg flyttede ind på et firmandsværelse med tre søde piger – Maria, Emma og Lea.
På værelset var der to skabe, en køjeseng og to enkeltsenge. Jeg dipsede for overkøjen med det samme, for jeg er ved at være i rimelig god træning med at sove oppe i luften fra min højseng, min efterskoletid og min tid i mili.
Skabene måtte vi dele to og to – og det er altså lidt af en prøvelse, når man er fire piger, der har taget alt for meget med.
Resten af dagen gik med en rundvisning i byen og få snakket lidt på kryds og tværs.

Søndag var det tid til at hoppe i arbejdstøjet, for med seks dage til de første gæsters ankomst på et hotel med 20 værelser, hvor ingen helt ved hvordan noget fungere, er der nok at gå i sving med.
Hele hotellet skulle rengøres, hullede bamser og lasede gardiner skulle syes, drinks skulle mixes, bakker skulle balanceres, vinkortet skulle gennemgås, affaldssortering skulle læres, kunsten at lave kaffe skulle trænes, rutiner skulle indøves – og det samtidig med at navne skulle huskes, og livshistorier skulle fortælles. Ja, og sidst men ikke mindst, så skulle jeg sige alting mindst to gange de første tre uger, før fynboerne kunne fatte det…
Kort sagt, var den første uge arbejde fra morgen til aften – næsten. Vi var lige en enkelt tur på pisten – og heldigvis, er alle på hotellet farverige personer, som er helt enige om, at vejen frem er hårdt arbejde, men at det godt kan kombineres med spas og løjer – og det er jo sådan, jeg har det bedst.

Den 19. december blev hotellet fyldt med 64 gæster, som skulle holde ferie her hen over julen. Juleaften var for mig meget speciel, for jeg startede dagen ud med at stå på snowboard; kl. 15:00 pakkede jeg gaver i vaskerummet, mens jeg snakkede med far, mor og Mikael på Skype; kl. 16:00 mødte jeg ind i opvasken, hvor jeg arbejdede til midnat.
Lad mig sige det således: Det var da sjovt nok at vaske op i otte timer med nissehue på, men jeg foretrækker altså duften af mors flæskesteg og risalamande, mens far febrilsk forsøger at få indøvet “Glade jul, dejlige jul” på klaveret med sine sparsomme orgelspilsevner. Jeg tror, jeg nupper sådan en jul senere på året.

Nytårsaften var en helt anden snak. Jeg havde morgenvagt fra 6:30-15:00 d. 31. december, og så skulle jeg først møde kl. 16:00 d. 1. januar – og når man nu muligheden for at holde fri ikke var til stede, så kunne det ikke være meget bedre, end det var!
Jeg snuppede en morfar om eftermiddagen og stillede mig derefter i kø til den ene bruser, vi deler 10 mand. Det er faktisk ikke så slemt, som det lyder – nej, faktisk er det endnu værre, for vi deler det seks mænd og fire damer. Ej, det er noget pjat.
Det går faktisk overraskende godt med at dele ét bad og ét toilet, så det er kun i særlige anledninger, at koordineringen kommer på prøve – så som nytårsaften!
Det passede lige nøjagtig med, at jeg missede Dronningens Nytårstale, da Silas sneg sig foran i køen og tog verdens længste bad!

Aftenen forløb med kortspil, 90 års fødselsdag, øl og Kleine Klopfer. Kl. 00:00 stod vi klar på trappen ned til hall’en til at hoppe ind i det nye år. Efterfølgende trak vi ud på altanen, hvor verdens flotteste fyrværkeri-show spillede af for øjnene af mig.
Jeg anbefaler nytårsaften i bjergene!
Omkring kl. 00:30 hoppede vi i taxaerne for at danse amok på Disco Tenne resten af natten. Det var næsten som at være tilbage på Dampmøllen til vild fest i mine (lidt for) unge dage.

2016 har hidtil budt på masser arbejde, byture på Riverside og Tenne, afterski på Kuhstall, sæsonarbejderfest på Tatzlwurm, bygning af sofahjørne i vaskerummet, “Min søsters børn i sneen”, tilfældige besøg fra Thy x 2 og RIGTIG SNE!

Her ses Silas, Lea og vores nye stue.

Her ses Silas, Lea og vores nye stue.

Den første sne-selfie taget d. 11. januar, hvor drengene igen er kørt fra mig.

Den første sne-selfie taget d. 11. januar, hvor drengene, som ses i baggrunden, igen er kørt fra mig.

Jeg har det godt her. Ingen tvivl om det. Men jeg er altså ikke for stolt til at indrømme, at jeg savner min (mor)genkåbe og min (far)tfulde bil, og så savner jeg altså også lidt verdens yngste reklamesøjle!

Nors El's mascot nr. 1.

Nors El’s mascot nr. 1.

Over and out.

Udgivet i aalborg, østrig | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar