“…flere af dem stod uden bukser og med opknappede skjorter, da jeg trådte ind i lokalet.”

Det er første søndag i marts-måned, og jeg har Bon Iver på anlægget. Jeg er ramt af lidt søndagsblues i dag – det er sådan en dag, hvor alting bare står stille, og jeg også gør.
Det er kun dag 4 i denne måned, men det er allerede den sidste frie dag, jeg har i denne måned. Det er måske egentlig meget passende, at jeg bruger den i stilstand – især når jeg også overvejer, hvordan den seneste måned har set ud.

Eller jeg vil egentlig gerne starte med at fortælle, hvordan januar blev sluttet af.
Jeg kom nemlig hjem fra arbejde d. 31. januar og så på Facebook, at de manglede fortællere til StorySlam på Teater Katapult. De er jer, der er søde til at læse med, når jeg skriver her på bloggen ved, at jeg deltog for første gang i StorySlam sidste år, og at jeg lovede mig selv, at det ikke ville være sidste gang – og det kunne jeg så passende følge op på lige der! Så jeg satte mig straks i Lynet og DRØNede til Aarhus, hvor Teater Katapult ligger. Første gang jeg optrådte med nogle af mine selvoplevede historier, var der ingen blandt publikum, som jeg kendte, men denne gang kom mine skønne venner Klaus og Thomas forbi for at høre, hvad jeg havde på hjerte. Jeg havde jo kun haft nogle timer til at forberede mig, så det var ekstra nervepirrende at stå der i spotlyset og fortælle om personlige oplevelser. Denne gang havde jeg historien om, hvordan jeg fik hovedrollen i musicalen “Skatteøen” på efterskolen med, og derudover fortalte jeg om, hvordan det lykkedes mig at brække armen tre gange i løbet af ét år og blive erklæret knap 8% invalid, da jeg var blot 5-6 år gammel. Publikum tog lige som sidst godt i mod mine historier, men jeg måtte igen se mig slået i konkurrencen – det er svært at hamle op med historier om stalkende ekskærester og en kage med menstruationsblod. Ja. I skulle nok have været der.

Jeg startede februar ud med en tur i Biffen i Nordkraft med min veninde Pernille, og vi havde efterfølgende en skøn tre timers snak over en øl – helt offline, helt ubevidst. Jeg vinkede farvel til Pernille med sådan en god mavefornemmelse, der gjorde mig helt klar til at tage hul på årets korteste måned.

Dagen efter havde jeg i samarbejde med de andre juniorledere hos Aalborg Søspejdere arrangeret “Forårsarbejde” på søspejderstationen. Det gik i alt sin enkelthed ud på, at vi sammen med juniorspejderne hyggede os fredag aften med fondue og Twister-turnering, mens lørdagen både på slibearbejde i bådshallen, så bådene kan blive klar til sejlsæsonens start i slut april/start maj. Da vi kravlede i soveposerne for forvandle fredag til lørdag, gik det pludselig op for mig, at jeg var den ældste i forsamlingen, og det får da lige sådan en autoritetstro ung dame som mig til lige at stramme mig lidt ekstra an!

Lørdag eftermiddag trillede min makker Lynet og jeg den velkendte vej mod Thy og Tørfisk-koncert i Nors Hallen. Det kan måske i nogles ører lyde som en “pensionistfest”, men der tager de så helt fejl – i hvert fald når sådan en koncert foregår i Nors. Vi havde samlet et helt ungdomsbord, som bestemt ikke gik af vejen for at skråle højlydt med på de velkendte sange og danne slange rundt i hele hallen til alles yndlingsnummer VLTJ. Tørfisk udgav et nyt kassettebånd sidste år, og det MÅTTE jeg bare eje, så i pausen løb jeg hen og greb Daddy O. i armen (mine forældre var selvfølgelig også med!), så kunne han nemlig lige få lov til at betale. 100 kr er alligevel det dyreste bånd, jeg (eller lidt far, selvfølgelig) har investeret i, og når man nu har smidt 100 kr for sådan et bånd, så vil man jo også gerne have autografer derpå! Så efter koncerten fik jeg fedtet mig til at komme “backstage” (eller hvad man nu skal kalde mødelokalet i Nors Hallen), så jeg kunne få lidt signaturer på båndæsken. Og jeg må sige, at de er hurtige til at komme videre efter sådan et show, for flere af dem stod uden bukser og med opknappede skjorter, da jeg trådte ind i lokalet. Ja, altså nu er jeg jo single kvinde og ser ikke ret mange bare brystkasser for tiden, men de er nok lige til den gode side, hvad alderen angår – og de er vist for resten også alle afsat. Men jeg fik mine underskrifter og også et par billeder med “drengene”. Med tøj på vel og mærke. Du kan se dem her.

Jeg lever og ånder for weekenderne for tiden, og anden weekend i februar var ingen undtagelse. Jeg var igen i Thy – denne gang for at ses med de søde og seje mennesker, som jeg byggede (en lille del af) Spejdernes Lejr 2017 med. Vi havde arrangeret en hel weekend i Vandet Spejderhus sammen, hvor vi, som er fra Thy, kunne vise seværdigheder som Nors Spejderhus, Kællingedal, Hanstholm Centret, kanonstillingerne, NASA’s klubhus i Klitmøller og gågaden i Thisted frem. Lørdag aften holdt vi festmiddag med pakkespil og rævedrik, og over midnat fejrede vi lige en 19-års fødselsdag.
Så bliver det vist ikke meget vildere.

Ugen efter stod der uge 7 på kalenderen, som betyder vinterferie de fleste steder rundt i landet – bare ikke i Aalborg Kommune, så jeg jobbede alle dage sågar også lørdag, indtil min kusine Pernille dukkede op. Vi havde nemlig en rejse, vi skulle have planlagt, og det blev den da også sådan cirka, så i april flyver vi til Californien, hvis alt går ret (og det skal det). Til dem der ikke ved det, så har jeg jo en storebror, der bor i Californien, og efter fire år med bopæl uden for Danmark er det ved at være på tide, at jeg får aflagt et besøg!
Når man sådan vi ud af det danske land – og især når man gerne vil ind i et andet – så skal man have et pas, og det, går jeg så lige og venter på, kommer ind ad brevsprækken…

I uge 8 havde jeg så til gengæld vinterferie. Jeg ved godt, at det ikke er alle, der er så priviligerede at have det, men når man nu er kommunalt ansat, så følger det lige som med, og den udnyttede jeg så til at tage til Thy. Igen. Jeg kan godt se, at det virker som om, jeg bruger meget tid i Thy, og det gør jeg på sin vis også, det er bare ikke ret tit, jeg tid til bare at nyde at være der, og det er jo egentlig lidt en skam, når det nu er mit yndlingssted i hele verden. MEN det var der så tid til nu, og onsdag tog min mama og jeg på genbrugsrundfart til Østerild, Vildsund, Thisted og så hjemme i Nors. Vi er nemlig begge helt tossede med genbrugsfund, og jeg fik da også lidt kasettebåndsgrej med mig hjem. Torsdag fik jeg en umådelig stor lyst til at lave bål, og så måtte jeg jo gøre det. Mor støttede op om projektet ved at lave snobrødsdej og varm kakao. Om aftenen var jeg til senior i spejderhuset, og natten til fredag tilbragte jeg i mine forældres havehus, selvom temperaturen betød, at jeg måtte pakkes ind i maaaaange lag. Fredag eftermiddag gik jeg en lang tur til Eshøj Plantage og vendte verdenssituationen med min veninde Henriette, mens aftenen blev brugt i bowlingcenteret. Lørdag aften var afsat til indflytterfest hos min veninde Marianne, som har fået sig en hyggelig lejlighed i Thisted. Jeg var især imponeret over alt det pynt, hun havde nået at få hængt på væggene – jeg har boet i min lejlighed i 2,5 år, og jeg har et billede hængt op. Med abesnot. Søndag gik med at få styr på alle de stumper, som jeg uden undtagelse altid får spredt rundt i huset, når jeg er på besøg hos de gamle.

Ja, og så er vi allerede fremme ved sidste uge. Næh, det er jo søndag, så det er sådan set stadig denne uge. Og hvis man ser på, hvor mange gange jeg i gennemsnit spiller pool om måneden, så har denne uge virkelig talt op. For i tirsdags var jeg på Sprutten i Jomfru Ane Gade og spille pool med min ven Daniel, mens jeg torsdag var på Sharks i Aarhus og spille pool med min veninde Mette. Ja, og hvorfor er jeg så i Aarhus sådan midt i en uge? Jamen, det var jeg, fordi der var Åbent Hus på Journalisthøjskolen, og eftersom jeg har aldrig tidligere har sat mine ben der, så synes jeg, at det gav ret meget mening lige at lægge vejen forbi. Jeg blev da også lidt klogere – og på nogle områder lidt roligere – men jeg frygter stadig den optagelsesprøve ret så groft. Men altså jeg spillede pool med Mette på Sharks, fordi vores ven Frederik var på arbejde der, og så sov jeg hos Mette, for det gav ikke mening at tage tilbage til Aalborg, da jeg var inviteret til fastelavnsfest i Aarhus fredag aften. Fredag eftermiddag var der tid til at mødes med ovennævnte Klaus, som jeg også skal være makker med på ULK (som er lige om hjørnet!), inden jeg skulle forvandles til “SUPERTØSEN” – ingen fastelavnsfest uden udklædning, jo. Og man kan jo heller ikke holde fastelavn uden at slå katten af tønden – det er bare lidt en udfordring i særklasse, når festen foregår i en tre-værelses lejlighed midt i Aarhus…
Du må lige udtænke en bedre plan til næste år, Lea.

Og så blev det lørdag eller bare i går, og jeg besluttede, at når jeg nu var sydpå og havde eftermiddagen fri, så var muligheden ligesom for, at jeg kunne besøge ovennævnte Thomas og hans kæreste Pernille på deres gård i Skivholme uden for Aarhus. For hvem besøger ikke gerne en gård, hvor der fornyligt er født et lille (næsten påske-)lam!
De er nogle skøre dyr sådan nogle får, men de er nu også meget søde at kigge på.
Nogle husker måske, at jeg på mit roadtrip tilbage i august også var forbi Thomas og Pernilles gård, hvor Poul Erik (som er vædderen i flokken) afsluttede en af mine videoer – hvis ikke, så kan I se de sidste 5 sekunder af videoen her.

Resten af måneden skal jeg blot overleve seks arbejdsdage, til lederhygge med søspejderlederne, på to ugers højskoleophold på Rødding Højskole og lave en uges spejderkursus på Houens Odde. Det kommer I helt sikkert til at høre mere om.
Over and out.

Udgivet i aalborg | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Når 1400 kr. pludselig bliver til 12.600 kr…

Det her er ikke et indlæg om, hvordan du tjener hurtige penge – snarere det modsatte, for du kender det sikkert godt – du synes selv, at du har lagt en god plan og prøver at følge den til punkt og prikke, men så er der noget udefrakommende, der vælter ind fra højre og spænder ben for dig, så du snubler. Det er i hvert fald lige sket for mig.

I mit seneste indlæg beskrev jeg min plan for den nærmeste fremtid, og jeg var egentlig ret tilfreds med den, men så fik jeg en telefonopringning, som sendte mig ud på et sidespor.
I sidste indlæg fortalte jeg, at jeg havde tilmeldt mig et forberedende journalistisk-kursus ved Kompetencehuset i Aarhus, og at alt var i den skønneste orden. Jeg havde tilmeldt mig helt tilbage i oktober-måned, og jeg ventede derfor ikke, at der kunne opstå problemer i forhold til det, men det gjorde der. Jeg havde valgt netop det kursus, fordi der på deres hjemmeside stod, at det blot kostede 200 kr. om ugen, hvis man var under 25 år, og det er jeg trods alt et par år endnu – og 200 kr. pr. uge, det var til at finde i mit til tider lidt stramme budget. Men i forbindelse med foregående indlæg, fandt jeg mailen fra Kompetencehuset frem igen, og der fremgik det, at jeg skulle have modtaget yderligere information om kurset allerede tilbage i slutning af oktober, og jeg tog derfor kontakt til dem igen for at høre, om afsendelsen var mislykkedes. De forklarede mig, at der var sket en fejl fra deres side, og jeg derfor ikke var blevet oprettet ordentlig i deres system, men der var stadig plads på kurset, så jeg kunne bare indtaste mine oplysninger igen. Jeg åndede for en kort stund lettet op.

Dagen efter, at jeg endnu engang havde tilmeldt mig, ringede en medarbejder fra Kompetencehuset og stillede nogle – synes jeg først – lette mystiske spørgsmål.
“Jeg kan se, at du bor i Aalborg. Har du tænkt dig at blive ved med det?” spurgte hun. “Øh, ja. Det har jeg da i hvert fald tænkt mig et halvt års tid endnu. Hva’ da?” måtte jeg svare. Det skulle vise sig, at prisen på de 200 kr. pr. uge kun gjaldt for unge bosiddende i Aarhus Kommune, og at prisen for kursister fra andre kommuner i stedet lød på 1800 kr pr. uge. Kurset var på et splitsekund gået fra at koste 1400 kr. til at koste 12.600 kr. Av.
Jeg var lidt rystet efter den samtale, for hvad fa’en skulle jeg nu gøre? Min mor foreslog mig at ringe til Aalborg Kommune for at spørge, om de kunne yde en lignende støtte, men efter at være blevet sendt lidt rundt i systemet henover et par dage (hver instans har åbenbart sine egne meget specifikke åbningstider), så måtte jeg konstatere, at jeg stadig selv stod tilbage med en uforudset udgift på 11.200 kr.

Helt fra start ville jeg helst have været på et forberedende kursus via et højskoleophold, men jeg havde afskrevet idéen, fordi sådan et ophold altså koster en del knaster, men da jeg nu stod og skulle betale over 12.000 kr. anyways, så kunne jeg jo lige så godt undersøge, om jeg kunne finde et højskole-alternativ til Kompetencehusets kursus.
Det var bestemt ikke nogen let opgave, for de fleste kurser rundt omkring på de danske højskoler startede enten få dage efter (alt dette udspillede sig i uge 1) eller også var de fyldt op. Der var reelt kun ét kursus, som var en mulighed i forhold til min kalender, og økonomien på det kursus passede mig heldigvis fint, så det tilmeldte jeg mig.
Så nu skal jeg to uger på Rødding Højskole i Sønderjylland i marts, og det glæder jeg mig faktisk rigtig meget til. Jeg er super spændt på at opleve en anden højskole end Aalborg Sportshøjskole indefra, selvom jeg godt ved, at to uger nok ikke er helt nok til at opleve det ægte højskolefællesskab, men jeg ser positivt på det og glæder mig til at møde nogle søde og spændende nye mennesker.

Men altså en udfordring kommer jo sjældent alene, og at vælge kurset i Rødding fremfor kurset i Aarhus bragte en ny udfordring med sig. Situationen er nemlig således, at kurset i Rødding løber fra d. 11. marts til d. 24. marts, men jeg skal selv afholde kursus (ULK) på Houens Odde fra d. 24. marts til d. 31. marts. Umiddelbart ser det måske ud til godt at kunne passe sammen, men sådan et ULK forbereder jo ikke sig selv, og jeg har derfor været nødt til at meddele Rødding Højskole, at jeg må smutte om aftenen d. 23. marts for at kunne nå det hele. Det er lidt ærgerligt, at jeg må misse den sidste aften, hvor der endda står “festmiddag” på programmet, men jeg vil også rigtig gerne give ULK-deltagerne den bedste modtagelse, og så må man jo vælge. For selvom jeg tit forsøger at være to steder på én gang, så er det ikke rigtig lykkedes mig endnu…

Den sidste og største udfordring kommer nok til at ligge i, at det kun giver mening, at jeg kører direkte fra Rødding til Houens Odde. Der er nemlig kun ca. 45 km derimellem, og et smut forbi Aalborg vil være en omvej på 450 km, men at køre direkte kommer så til at betyder to ting:
1. Jeg kommer til at være rigtigt meget på både fysisk og mentalt tre uger i streg. Det kommer nok til at kræve nogle lange gåture for at blive ved med at være tilpas.
2. Jeg skal have planlagt, forberedt og gennemtænkt ALT i forbindelse med ULK, inden jeg tager af sted til Rødding 11. marts. Jeg er typen, der bliver dybt frustreret, hvis jeg glemmer selv den mindste ting, så jeg skal bare have styr på stumperne inden afrejse – jeg er allerede gået i gang med at skrive pakkelisten!

Men altså – nu har jeg allerede fanget din opmærksomhed, og så kan jeg jo lige så godt fortælle lidt om de andre spændende ting, jeg har rodet med i januar-måned. Jeg var f.eks. lige en smut i Bad Gastein i uge 1/2 med to kammerater fra efterskolen og en kammerat til en af dem. Det var en kort tur med kun fire dage på ski/snowboard, men når man nu stadig hænger på den der lidt slappe og tunge decemberkrop (som jeg nok egentlig har det meste af året), så var det vist meget passende, at min krop og jeg kun skulle på pisterne fire dage i streg. En enkelt dag mere til afterski ville nu ellers have passet mig strålende…
Samlet set var det en rigtig god tur med godt vejr de fleste dage og masser af gode grin og øl i halvliters glas. Det var også nogle søde medgæster, der boede på det meget ungdommelige “Zwei Grosse Hotel” og nogle søde guider, der tog sig af os under opholdet.
Udover at køre ned af pisterne, så var vi også ude og kælke en aften. Drengene besluttede sig for at køre om kap, mens jeg meldte mig ind i “kaffeklubben” for de knap så hurtige sammen med en gruppe piger fra hotellet. Jeg nævner ikke nogle navne ang. resultaterne fra drengenes konkurrence. Jeg er bange for, at jeg kommer til at rippe op i noget!
Som afslutning på turen nåede vi også lige at fejre en af drengenes 24 års fødselsdag med halvliters dåseøl på en rasteplads i Tyskland – hvad mere kan man ønske sig?

I weekenden i uge to forsøgte jeg mig igen med at være to steder på én gang. Fredag til lørdag var jeg i Skive sammen med mit faste crew fra efterskolen, som vi stadig kalder
VE Klatrekorps – VE for Venø Efterskole, hvis man skulle være i tvivl. Det var sådan en weekender med mange anledning – en ville vise sin nye lejlighed frem, en var på vej til Kosovo i nogle måneder, mens en anden var på vej til New Zealand i et halvt års tid. Fejrings/afskedsarrangementet var egentlig planlagt til at vare hele weekenden, men jeg havde en billet til Niels Hausgaard i Thisted Musikteater lørdag aften, så jeg måtte forlade festivitassen og køre nordvest på lørdag eftermiddag. Efter Niels Hausgaard havde jeg selvfølgelig stadig et punkt på programmet, for jeg kunne da også lige nå en 23 års fødselsdag ved min bedste barndomsveninde, hvor lørdagen fik lov at glide over i søndag, og så var de første 14 dage i 2018 ligesom gået.

2018 var i for sig kommet rimelig godt fra start, men når man ikke arbejder, så kan man heller ikke forvente, at man får udbetalt nogen løn, så derfor var jeg virkelig klar til, at de skulle ringe fra en af skolerne, hvor jeg er vikar, mandag morgen i uge 3 – og det gjorde de heldigvis. Faktisk har jeg arbejdet hver dag lige siden, så heldet er endnu en gang med mig, og jeg går nok heller ikke bankerot i denne måned.

I weekenden besøgte jeg føromtalte Houens Odde – nærmere bestemt Gilwellhytterne for at arbejde videre med ULK58, som kurset jeg skal afholde i påskeferien officielt hedder. Jeg er altid i vildt godt humør før, under og efter sådan en weekend, for det er sådan nogle fantastiske sprudlende mennesker, jeg får lov at arbejde sammen med. Jeg brugte tiden på at planlægge instruktioner, tale med min LUP-makker, finde ud af hvad en “timeout-gruppe” er, gennemgå programmet for ULK, gøre status for mit personlige mål og grine min numse i laser. Jeg tror endnu ikke, vi har mødtes, uden jeg er kommet til at grine så meget, at jeg er endt med at græde, og det oplever jeg altså som noget positivt. Hvor tit griner du måske så meget?

Summa summarum er dermed, at selvom måneden startede med et lettere benspænd, som fik mig lidt ned i støvet, så fik jeg mig heldigvis rejst igen og børstet det værste støv af mig, så jeg nu er klar til at fortsætte ud af min planlagte vej.
Over and out.

 

Udgivet i aalborg | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Der er gang i 2018, så for katten…

Vi skriver d. 1. januar i 2018, og der er vildt gang i “året-der-gik-skriverierne” og spådomme om fremtiden rundt om på de sociale medier, og dette indlæg er ingen undtagelse. For med nytår, og hvad det medfølger af bulder og brag, følger for mig ofte også en fornyet lyst til selv at brage igennem. I mit forrige indlæg “Julelang” teasede jeg for, at jeg allerede har lagt planer for fremtids-Louise, men julelanget blev så langt, at jeg tænkte, at jeg ville vente med at løfte sløret for disse planer til det nye år, og der er vi så kommet til nu. Så hvis du er den mindste smule nysgerrig, så bliv endelig hængende lidt endnu. (Jeg lover, det bliver kortere end julelanget!)

Den største beslutning, jeg indtil videre har taget på fremtids-Louises vegne, er, at jeg søger ind på journaliststudiet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus i 2018. Det tog jeg faktisk en beslutning om dagen efter, at 2017-optagelsesprøven til studiet var blevet afholdt – dvs. en tand for sent til at kunne søge ind sidste år. Men det passede mig egentlig fint, for jeg havde behov for at puste ud efter det nederlag, jeg på sin vis følte, det var, at sige nej tak til et studie jeg i første omgang havde sagt ja tak til. Og jeg er stadig meget tilpas med, at jeg pt. befinder mig uden for uddannelsessystemet og i stedet bruger min tid på at blive lidt klogere på den verden, vi lever i. Og det synes jeg, bl.a. jeg bliver, når jeg står ansigt til ansigt med folkeskoleeleverne på Byplanvejens Skole og Sofiendalskolen. For på den ene side ser deres liv ret anderledes ud fra mit liv, da jeg var i deres alder med indtoget af iPads i timerne og smartphones i frikvartererne, men på den anden side så er det nøjagtig de samme følelser, de kæmper med, som jeg selv gjorde i forhold til balancegangen mellem at være vellidt blandt de voksne og ens kammerater uden at skulle give afkald på sine egne holdninger og værdier. Jeg bliver også klogere på det samfund, vi lever i, når jeg mandag aften lægger energi i at give mine juniorspejdere udfordringer og oplevelser i et fællesskab, hvor det er okay, at man ikke nødvendigvis rammer 100% plet hver gang – for så prøver vi bare igen i næste uge. Jeg bliver klogere, når jeg selv kaster mig ud i ting, som jeg ikke ved, om jeg kommer i mål med – og i den forbindelse er jeg f.eks. overhovedet ikke i tvivl om, at det har været godt for mig at prøve psykologistudiet og universitet i sin læringsform af, for nu ved jeg, at det ikke er noget for mig. Jeg skal noget andet end det.

Og for nu at vende tilbage ansøgning om at få en plads på journaliststudiet, så kræver det noget helt andet af mig, end det gjorde at søge en plads på psykologi, for hvor jeg på psykologi kunne vise et stykke papir med nogle sommetider lettere tilfældige tal, så skal jeg i processen om en plads på journalisthøjskolen bevise mit værd ved at præstere noget i et meget præcist angivet tidsrum. Det foregår nemlig således, at jeg skal søge en plads inden 15. marts, så får jeg tilsendt en foropgave d. 16. marts, som skal løses og sendes tilbage inden 23. marts, og hvis jeg gør det, så får jeg en invitation til optagelsesprøven, som afholdes 21. april i Aarhus og tager det meste af en dag. I uge 20 får jeg så svar på, om jeg er optaget på studiet, skal til en samtale for få min skæbne afgjort, eller jeg bare kan glemme alt om det i denne omgang og må prøve igen i 2019. Skal jeg til samtale, sker det i weekenden d. 26.-27. maj (hvor der også er karneval i Aalborg!), og her tages der udgangspunkt i den foropgave, jeg har lavet i marts. I uge 24 finder jeg så ud af, om jeg så nu kan få tilbudt en studieplads, en standby-plads eller ingen plads. Pyh…
Jeg bliver næsten helt forpustet ved tanken om at skulle gennem ovennævnte proces, og derfor har jeg også tilmeldt mig et forberedende kursus ved Kompetencehuset i Aarhus, og det glæder jeg mig rigtigt meget til at komme i gang med. Det er et syv uger langt kursus, hvor jeg får lov til at prøve kræfter med tidligere udgaver af optagelsesprøven, og jeg kommer til at arbejde med optimering af sprog, tegnsætning og evnen til at vinkle en historie. Den skarpe læser vil hurtigt blive opmærksom på, at jeg jo altså bor i Aalborg, og der derfor er et godt stykke vej til kurset i Aarhus – og der vil jeg da lige informere dig om, at den tanke også har strejfet mig. Jeg planlægger derfor at (eller håber på at kunne) “couch surfe” lidt rundt i Aarhus i den periode, og det er svært at klare uden hjælp, så hvis du bor i Aarhus-området og ikke ser noget problem i at have undertegnede boende i et par nætter en enkelt uge i marts/april-måned, så hører jeg da gerne fra dig!
(Bonusinfo: Jeg taber for det meste i Kalaha, men jeg er ekspert i selv at medbringe overnatningsudstyr!)

En anden stor plan, jeg har lagt for 2018, er, at jeg (ENDELIG) vil bevæge mig over Atlanten og besøge min ældste broder Mikael (og også lidt dig, Sisse) i – forhåbentlig –  Sunny California. Jeg tager min kusine Pernille med under armen som rejsemakker, og jeg forestiller mig, at det projekt lige kan presses ind mellem en optagelsesprøve i april og en evt. samtale i maj. Rammerne er stadig meget løse, men de er samtidig mere faste, end de nogensinde har været – forstået på den måde, at vi nok har snakket om det at gøre det siden 2014. Jeg kan kun forestille mig, at det bliver en formidabel tur!

Udover disse ovennævnte mere eller mindre fastlagte planer om studie og rejse i 2018, så følger der med førstnævnte et naturligt spørgsmål: “Jamen, Louise, hvis du så kommer ind på journaliststudiet, flytter du så til Aarhus?” Og hertil er det korte svar: “Ja.”
Det lidt længere svar er, at det gør jeg måske også alligevel, selv om jeg ikke kommer ind, fordi jeg synes, der er så mange dejlige mennesker, som trækker mig lidt mere sydpå, end hvor jeg hidtil har haft bopæl. Jeg går også med en spirende drøm om at flytte i kollektiv, og jeg har opdaget, at mulighederne for det er bedre i Aarhus, end de er i Aalborg. At bo i kollektiv er en diametral modsætning til, hvordan min boligsituation har set ud de sidste par år, hvor jeg har boet alene i en toværelseslejlighed – men jeg har virkelig brug for, at der skal ske noget andet på den front nu. Jeg bakker mig selv op i, at det er en god idé, fordi jeg ved, at de perioder af mit liv, hvor jeg har haft det allerbedst, har været, når jeg har boet tæt sammen med andre mennesker, som jeg gjorde det, da jeg gik på efterskole, højskole og var på sæson i Østrig. Jeg er også overbevist om, at det var det tætte forhold, jeg havde til mine stuekammerater, da jeg var værnepligtig, der reddede mig gennem alle fire måneder der, som ellers er den hidtil mest pressede periode både fysisk og psykisk i mit 22,5 år lange liv. At være tæt på andre mennesker, at bo tæt sammen og at dele op- og nedture i længere perioder kender jeg også fra mit spejderliv, som jeg stadig efter over 15 år prioriterer og elsker meget højt.
I kolonnen med ulemper ved at bo i kollektiv står, at jeg – på trods af min kærlighed til fællesskaber – virkelig har brug for at trække mig helt ud af dem en gang imellem. Jeg er god til at være alene, for jeg har øvet mig længe i at være det, og det er derfor også blevet en nødvendighed for mig at være det en gang imellem. Og det, har jeg da oplevet, har været en udfordring i de perioder, hvor jeg har boet tæt sammen med andre. Jeg tænker bare, at der må ligge en stor forskel i, at jeg i et kollektiv vil have mit eget værelse med min egen dør, hvor jeg på efterskolen, højskolen og i Østrig delte værelse med 2-3 andre, og jeg sågar i min værnepligtstid delte Stue 4 med 11 andre damer.
Til mit held har jeg den fordel, at jeg ofte føler mig hjemme, når jeg kommer ud i naturen, og i alle fire nyligt opremsede situationer har det da også været min “get away”, når jeg havde brug for Louise-tid, og der var mennesker overalt. Og der er vel ikke noget til hinder for, at naturen kan være min “get away” i fremtiden også, er der vel?

Et andet spørgsmål, som følger i kølvandet på ovennævnte udtalelse om, at jeg kan finde på at flytte til Aarhus, selv om jeg måske ikke får en plads på Journalisthøjskolen, er jo selvfølgelig: “Jamen, Louise, hvad vil du så give til?” Og dertil er det korte svar: “Det ved jeg ikke endnu.” For jeg har ikke vedtaget nogen plan C endnu, som må blive det bogstav i rækken, jeg er nået til, når psykologi nu ikke gik, og hvis journaliststudiet ikke bliver en realitet. Jeg har overvejet, om jeg skal søge ind på lærerseminariet, men det er lidt svært at forholde sig til disse overvejelser, når Journalisthøjskolen fylder så meget for mig, som den gør for tiden. Men det virker nu som det mest fornuftigt at have en plan C, hvis jeg i 11. time skulle få beskeden om, at jeg bør søge andre veje.
Hmm… Men nu må vise, om fornuften får lov at sejre.
Over and out.

 

Udgivet i aalborg | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Julelang

Velkommen til årets julelang!

A’ hva’ beha’r? Hvad i alverden er et julelang?
Jamen, det er da let at forklare – det er et julekort, der er blevet for langt til at kunne kaldes kort, og derfor hedder det lang i stedet for – julelang. Helt logisk.
Du er blevet skør, Louise. Ja, det kan der være noget om, men lad os nu komme i gang med høre tophistorierne fra året, der er gået.

2017 startede sådan lidt i tomgang. Jeg havde en enkelt eksamen den sidste fredag i januar, og det lagde ligesom en dæmper på hele måneden, hvor mit hjerte (modsat min konto og min hjerne) i den grad forsøgte at trække mig sydpå til Alpeland for at vælte rundt i sne med et bræt under fødderne. Kontoen og hjernen vandt.
Jeg kom heldigvis levende gennem den eksamen, ellers tror jeg, at januar ville have føltes meget spildt!

Og straks var februar jo så i gang! På studiet betød det tid til gruppedannelse, som jeg gik ind til uden nogle aftaler eller backup-planer. Det føltes på en gang rart, at man kunne være åben for alt og alle, men det var også super grænseoverskridende, da jeg i princippet kunne ende med at stå alene tilbage. Det gjorde jeg heldigvis ikke!
Jeg har nævnt det før her på bloggen, men nu nævner jeg det lige igen – jeg kom i gruppe med psykologis tre dejligste damer! Da vi sad der den første torsdag i februar og præsenterede os for hinanden, havde jeg ikke regnet med, at vi skulle få det SÅ skægt!
Jovist var der lange dage med tykke bøger og dumme diskussioner, men mest af alt var vi et team, der supplerede og gav plads til hinanden, og jeg griner stadig højlydt, når jeg falder over de billeder, vi tog i den periode. Pensionistklubben 4-ever. <3

Februar bød heldigvis på meget mere end tid til studie. Jeg fandt en torsdag aften tid til at tage på Skråen for at høre de gæve thyske Jonah Blacksmith-gutter spille folkemusik med et par andre gæve gutter fra Thy – Casper og Johannes. Det var en formidabel aften med dejlig musik, og det skulle senere vise sig, at brødrene Thomas og Simon Alstrup fra Jonah Blacksmith ville blive tilbagevendende personer i mit liv anno 2017.
Aftenen blev afsluttet med øl på Hjerterdame.

I marts skete der noget, jeg viiirkelig havde glædet mig til – søskendetur!
I julegave i 2016 gav jeg mine storebrødre en tur med deres yndlingslillesøster ud i “ødemarken”. Grundet vores forholdsvis store aldersspænd og vores store geografiske spredning er det sjældent, at vi laver noget sammen bare os tre. Jeg kan faktisk ikke mindes, hvornår det sidst er sket før denne tur. Hmm…
Men altså! Jeg havde planlagt en tur ud i en lille hytte på en lille grund i Flamsted, som Aalborg Søspejdere ejer, hvor man kan være helt alene. Hytten er et rum med otte køjer, et spisebord med stole og en brændeovn, og derudover er der et lille “køkken” med to gasblus. Og det er sådan set det. Vandet pumper man op af jorden med en gammeldags vandpumpe, toilettet er en ombygget spand, man holder varmen ved at lave bål, og strøm kan man glemme alt om. Der er heller ikke noget at bruge strøm til udover måske at tage lidt billeder, for der er ikke noget internet- eller telefonsignal derude – det er det perfekte sted til at tale sammen og koble af. Vi kom lidt skævt fra start, da jeg havde glemt min sovepose – men heldigvis havde Jesper pakkede alt i hele verden, og han havde derfor en ekstra sovepose med! Hvor heldig har man lige lov at være!
Efter et døgn i Flamsted kørte vi til Aalborg for at besøge klatreklubben og forsøge os som en blanding mellem orangutanger og bjerggeder. Sådan forestiller jeg mig i hvert fald, at det må have set ud. Og det var rart at slutte turen af med at finde ud af, at der er noget, jeg er bedre til end mine brødre!

Næste store event i 2017 var ULK56 i påskeferien. Det var en uge med store, personlige udfordringer for mig, som førte til en del op- og nedture. Heldigvis fylder opturene mest i min erindring, og i dag kan jeg grine af, at aflyst kartoffeltryk skulle være det, der fik mig presset ud over kanten, så tårerne måtte løbe. Det lyder skørt. Det er det også, og jeg er bare så taknemmelig for at have været en del af et kursus og en stab, hvor man blev mødt med omsorg, oprigtig interesse og tålmodighed, både når man var ville dele sine succeser – men også når humøret var ved at grave sig til Kina! Jeg håber, vi kan gøre nummeret efter i påsken 2018, for jeg er så heldig, at jeg er blevet spurgt, om jeg vil være med til at lave ULK58 – og det kan du fandeme bande på, at jeg vil!

Senere i april gik et stort lys op for mig – som jeg også har nævnt i foregående indlæg her på bloggen – jeg var nødt til at søge væk fra psykologi. Det var en svær beslutning, for jeg er opdraget til, at hvis man går i gang med noget, så gør man det færdigt. Jeg er også opdraget til, at man skal gøre det, der føles rigtigt for én selv, og i den her situation var det to modpoler. Jeg havde gået med overvejelser om at droppe ud af psykologi allerede siden slutningen af 2016, og i januar nævnte jeg dette dilemma for mine forældre første gang. Det lettede mine skuldre en anelse allerede der, og selvom de gav råd i forskellig retning, så var det jo i sidste ende ene og alene min beslutning, hvad der skulle ske – og en beslutning kom så til mig på motorvejen mellem Aarhus og Aalborg en søndag eftermiddag. Det blev en gylden middelvej med en overgangsperiode på et år – jeg skulle søge 12 måneders orlov fra studiet. På den måde ville jeg kunne teste, hvordan det ville føles at være væk fra psykologi, men stadig med den mulighed at jeg ville kunne vende tilbage senest ét år efter, hvis mig hjerte bankede for hårdt for det.
Her tre måneder inde i orloven kan jeg med ro i sjælen sige, at jeg ikke har savnet det et eneste øjeblik. Altså, jeg har savnet de søde mennesker, jeg kender fra studiet; jeg har savnet at have en rød tråd i mit liv; men jeg er nu helt overbevist om, at jeg skal et andet sted hen, og jeg er allerede begyndt at tage beslutninger på mit fremtidige jegs vegne, som I kan læse om lidt længere nede i julekortet. Eller. Julelanget.

Allerede om mandagen – altså dagen efter beslutningen om orlov – besluttede jeg at indvie mine studiegruppe i mine planer. Og til min overraskelse kom det frem, at en anden i min gruppe gik med mange af de samme overvejelser, så jeg var slet ikke så alene, som jeg følte mig! Vi gjorde begge semestret færdigt sammen med de resterende to damer i gruppen, og vi må siges at være kommet flot i mål! Og jeg er til evig tid 1/5 psykolog!

Sommerferien blev skudt i gang med tre uger i Alpe D’Huez, Frankrig som hotelpersonale i forbindelse med cykelløbet La Marmotte. Det var tre uger med en perfekt balance mellem arbejde og fritid, som trods det grå vejr og den store mængde regn bød på en masse store oplevelser som at cykle op af Alpe D’Huez, river rafting, via ferrata, lerdueskydning og golf. Derudover blev der også til en weekend i Tignes med mine kammersjukker Frederik, Tobias og Helena, og der fik den ikke for lidt med fodbold, vandretur, tennis, en sindssyg vandrutsjebane, lejrbål, skumfiduser og lune nætter.

Hjemme i Danmark var der tid til 30 timer i Aalborg, inden Sønderborg blev indtaget – bogstaveligt talt. Spejdernes Lejr 2017 stod for døren, og de næste 2,5 uge skulle vise sig at danne rammen om min bedste sommerlejr-oplevelse til dato – og jeg har altså været spejder i 15 år! Det var også en helt speciel sommerlejr, for det var første gang i min spejderkarriere, at jeg ikke skulle bo og leve sammen med en spejdergruppe – hverken Nors eller Aalborg. I stedet skulle jeg bo i underlejr-jobber-camp med min ven Daniel og arbejde sammen med det tekniske sjak i underlejren Tårnet. Det ekstra særlige, ved at jeg skulle bo sammen med Daniel, er, at vi kender hinanden fra Spejdernes Lejr 2012.
Dengang var vi forpionérer i samme sjak, og så har vores venskab bare holdt ved siden og strakt sig ud over spejderlivet.
Hver dag både før, under og efter lejren smed jeg et lille udsnit af oplevelsen på Facebook – både for at dele min oplevelse med interesserede, men også for selv at have noget at se tilbage på. Og gudskelov for den beslutning! En senere, lettere uheldig begivenhed skulle nemlig vise sig at koste mig alle sommerens billeder og digitale minder (læs: jeg var en klump og smadrede min telefon). Men konklusionen på det hele er, at jeg håber, Spejdernes Lejr vender tilbage i 2022, for så er jeg i den grad klar igen!

Hjemme i Aalborg havde jeg lige et par uger til at vende mig til at sove indendørs, før jeg igen rykkede ud i telt – denne gang på festival. Der var Alive Festival i Thy, og jeg skulle være frivillig og bo i telt med mine ULK-venner Morten og Elisabeth. Vi tog en tørn med at hjælpe festivalen i gang, holde den kørende og pille den ned igen – alt sammen i løbet af blot fem dage. Ind i mellem det frivillige arbejde var vi på bryghusbesøg, i Klitmøller for at surfe, drak en enkelt øl, hørte noget lækker musik og tog et slag godnat-pomfrit. Torsdag aften var Allan Olsen forbi med sine venner, som var *trommehvirvel* brødre Alstrup. Det var altså anden gang i år, jeg fik lov til at lægge øre til deres musikalske evner. Det var nogle skønne dage med meget svingende vejr – men med en helt fantastisk stemning. Da festivalen sluttede, var jeg (om muligt) endnu mere stolt af at være fra Thy. Lokalpatriotismen blomstrede.

Tirsdagen efter festivalen var jeg kaldt til samtale på Byplanvejens Skole i Aalborg. Jeg havde i starten af august sendt ansøgninger angående vikarjob ud til 11 forskellige skoler og endelig var der en skole, der var bidt på! Det var et givtigt møde, hvor jeg fik en rundvisning på hele skolen og underskrev en børneattest – nu var det bare at vente på, at de ringede efter min hjælp.
Jeg må nok sige, at sådan en storby-skole er af en lidt anden kaliber end Nors Skole, hvor jeg slog mine folder som barn. Egentlig var jeg lidt undrende i forhold til behovet for vikarer, inden jeg fik jobbet, for da jeg gik i skole var det da “bare” de andre lærere på skolen, der dækkede ind, hvis en lærer havde sygdom eller kursus i kalenderen. Og hvad kommer sådan en fremmed vikar så ud for? Til det kan jeg svare, at det kan være ALT! Jeg har lavet alt fra at rette diktater til at stoppe slåskampe. Jeg har fået søde breve med kommentarer om mit flotte hår, og jeg har fået af vide, at jeg sur, streng og dum. Jeg har givet lang line, og jeg er blevet narret. Jeg har krammet og trøstet, og jeg har grædt lidt selv. Det er ikke altid “bare lige” at være vikar, men de fleste dage fylder smilene mest både hos børnene og hos mig, og det er nu engang smilene, der holder mig i gang.

Ovenpå sådan en jobsamtale var overskuddet stort, og jeg pakkede derfor bilen med en helt masse skrammel og kørte ud i det blå. Sidste år forklarede min bror Jesper mig, at jeg nok ikke skulle regne med, at Det Gule Lyn vil overleve syn i 2017, og derfor havde jeg besluttet mig for, at Lynet og jeg skulle ud på en sidste langfart. Hvor lang den skulle blive, eller hvor vi skulle hen, måtte komme hen ad vejen, men tirsdag d. 22. august kl. 17:00 trillede vi mod syd – klar til eventyr.
De næste 10 dage var jeg vidt omkring. Jeg fik besøgt familie og venner fra nær og fjern. Jeg spiste is, havregrød og bananer en masse. Jeg var i madklub, over grænsen, på gårdbesøg, i biografen og på Tønder Festival. Ja, Tønder Festival. Det er altså en festival jeg ikke lige havde regnet med, at jeg skulle besøge inden for de næste 30 år – men det kan jeg da så fortælle har været en fejl! Mine forældre var på camping i Tønder, og til min store overraskelse havde de købt billetter til festivalen, og når jeg nu kom på besøg, så måtte jeg jo også have mig en billet. Første aften var vi til en vanvittig sækkepibekoncert med Red Hot Chili Pipers (der er åbenbart ikke nogen, der synes, det ligger lidt for tæt op af et andet bands navn), vi fik aftensmad fra Mormors Øko-køkken og drak øl fra fad. Søndag var vi til en koncert på en lille scene med to unge fyre, som I den gang kunne få gang i festen – eller det vil sige, at en ældre mand i orange bukser gav den gas til stor glæde for resten af teltet! Søndag aften var der Jonah Blacksmith på tapetet, og jeg kunne krydse årets tredje genhør med Simon og Thomas af. Det var virkelig en fantastisk koncert, som pludselig involverede en hel del familiemedlemmer fra familien Alstrup! Efter koncerten var jeg forbi autograf-området for lige at få en afslutning til min video-blog, for jeg optog hver dag under roadtrippet alle de gode og sjove øjeblikke, som jeg så klippede sammen til en video hver aften til min egen stor fornøjelse. (Jeg tror også, det gav min mor lidt tryghed, at hun vidste, hvor jeg var, og at jeg havde det godt.) Hvis man godt kunne tænke sig at se de videoer, så ligger de her.
Roadtrippet endte fredag d. 1. september i Thy, fordi…

Nu var det blevet tid til Øllets Dag! Jeg var blev shanghajet af min moster T til at være frivillig, og jeg vidste ikke helt, hvad det var, jeg havde sagt ja til, men det måtte jeg jo så finde ud af! Fredag eftermiddag blev der rejst et kæmpe stort telt på gårdspladsen ved Thisted Bryghus, og snart skulle der slås borde og bænke op, køres bardiske ind og sorteres poletter. Jeg skulle være frivillig i indgangen hele lørdag, så der skulle også lige hænges lidt skilte op, så folk kunne finde ind og finde rundt. Lørdag kom en trilliard besøgende forbi for at smage på forskellige øl fra store og små bryggerier – nogle smagte måske lidt mere, end de kunne tåle – men vejret var godt, og alle var glade. Om aftenen, da alle de besøgende var blevet gennet ud igen, var der frivillig-fest med helstegt svin, og vi overtog de besøgendes rolle og blev dem, der drak lidt mere, end vi var tørstige til – men vi grinede og fortalte røverhistorier og grinede lidt mere.

Jeg sidder sjældent stille ret længe af gangen, og weekenden efter drog jeg til Gram Slot for at være på landstræf med en helt masse andre KFUM-spejdere. Jeg havde aldrig været på landstræf, og det har du måske heller ikke, så jeg kan lige starte med at forklare, at det er arrangement for alle ledere ved KFUM-spejderne, hvor man kan få en masse ny viden, nye idéer og sparring på lederarbejdet. Der er også plads til, at man kan hygge sig, deltage i pubquiz og grine af dårlige vittigheder. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af weekenden, så jeg prøvede bare lidt af det hele, og det fungerede rigtig godt.
Min største overraskelse denne weekend var, hvor få af deltagerne jeg egentlig kendte. Det fik mig til at reflektere over, hvor stort et netværk det er, jeg er en del af – det er faktisk ret vildt, og jeg er helt tosset med det!

Og fordi jeg er tosset med spejderlivet tog jeg til Thy sidst i september for at hjælpe til på distriktets efterårsløb. Jeg fik æren af træde ind i rollen som Grethe Geek sammen med Niels Nørd, og vi skulle selvfølgelig sammen stå post ved kodehuset. For når samfundet bryder sammen er det vigtigt, at vi stadig kan kommunikere med hinanden – også i pressede situationer – så det måtte spejderne bevise, at de kunne. Niels aka. Thor og jeg havde omdannet et sommerhus til det vildeste disko-dasko-show, hvor der kun blev spillet denne sang i ca. 12 timer. Over alt i huset var der skjult koder – under gulvtæpper, bag billeder, på lamper, under krukker, bag låger og på bjælker. Og ikke nok med at spejderne skulle finde koderne og løse dem, så dækkede koderne over gåder, som også skulle besvares for at få point! Det var en rimelig udfordrende opgave for de fleste, og teknikkerne og taktikkerne var mange. Det var sådan en post, jeg ville have elsket, hvis jeg selv havde deltaget i løbet.

Og apropos netværk og spejderliv, så springer vi nu til en af de sidste dage i september, for der kom ovennævnte spejder-Daniel ind i Friluftsland, mens jeg var på arbejde. Selvom Daniel og jeg kender hinanden fra spejder, så har vi klatret sammen on/off de sidste par år, og nu skulle han være instruktør på et begynderklatrekursus, og han spurgte, om jeg ikke skulle være med. Jeg blev uddannet klatreinstruktør, mens jeg gik på højskole i 2015, men for at blive ved med at kunne kalde sig klatreinstruktør, så skal man holde sit instruktørvirke ved lige, og det må jeg indrømme, der ikke har været meget af. Så da chancen nu bød sig, så skulle det også være. De følgende fire onsdage var jeg derfor i klatreklubben for at lære andre at klatre på topreb og at førstemandsklatre. Jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt rusten, for hvad plejer jeg egentlig selv at gøre? Jeg gør det jo bare. Og udfordringen med at lære fra mig blev ikke mindre af, at en del af kursisterne ikke forstod dansk, og jeg derfor skulle forklare det hele på engelsk – fagter og håndtegn er heldigvis et internationalt sprog!

Sidste weekend i oktober var jeg spændt godt for.
Fredag aften skulle jeg til Aarhus for at mødes med alle mine gamle kolleger og kammerater, fra dengang jeg arbejdede i Østrig. Efter en runde med: “Nå, hvad laver du så nu? Og hvor er det nu, du bor?”, så faldt vi ret hurtigt tilbage i vores festlige afterski-rutine med fede dancemoves og lidt for mange shots.
Lørdag – et godt stykke op af dagen – trillede Lynet og jeg så mod Thy, for far og Per havde inviteret til 120 års fødselsdag, og det vil man jo nødigt gå glip af. Jeg tror aldrig, jeg har været til en fest med så mange underholdsningsindslag som denne – men det er der jo ikke noget at sige til, når de altid selv optræder til alle andres fester. Jeg lavede sammen med mine søskende og kusiner “The weeding shoe game” (søg på det på Youtube) i en tvillige-fødselsdagsudgave som underholdning, og så holdt jeg en tale skrevet på rim også, fordi det elsker jeg! Da festen begyndte at lakke mod enden, drog den endnu “friske” del af forsamlingen sammen ned på vores alle sammens yndlingsværtshus Fort Indian aka. Fortet. Jeg har tidligere udtalt, at det værtshus er som en tidsmaskine – man går derind for at drikke en enkelt øl, og så kommer man ud otte timer senere. Denne nat var ingen undtagelse, og det blev ikke bedre af, at uret skulle stilles en time tilbage. Og i den forbindelse udtalte storebror Mikael: “Thisted Taxa har verdens bedste service. Man bestiller en taxa 02:50, og så er den der allerede 02:15!”
Søndag efterlod jeg Det Gule Lyn i Thy, for storebror Jesper havde ombestemt sig, og Lynet kunne måske få lov at leve videre alligevel… (To be continued)

I starten af november tog jeg en impulsiv beslutning. Måske nogle af jer har hørt om Teater Katapult. Det ligger på Godsbanen i Aarhus. Teater Katapult afholder nogle gange om året StorySlam – dvs. historiefortællingsaftener hvor historierne skal vare mellem 5 og 6 minutter. Jeg havde et stykke tid i forvejen tilmeldt mig en sådan aften – altså som fortæller –  men de var alle fyldt. Så da jeg modtager en mail tirsdag, om jeg stadig godt kunne tænke mig at deltage torsdag, så siger jeg ja. Da jeg tilmeldte mig, havde jeg sendt nogle teasers for, hvilke to historier jeg ville fortælle, men jeg havde ikke øvet mig på at fortælle dem, så det skulle jeg i gang med. NU!
Torsdag tog jeg så toget til Aarhus for at fortælle historier. Måske skal jeg lige informere om, at man altså kan vinde en tur til Island, hvis man er virkelig god til at fortælle sine historier. Det er publikum, der afgør, hvem der er bedst og skal videre i konkurrencen.
Men altså! Jeg kommer frem til Godsbanen, der har jeg i øvrigt aldrig været før, og bliver taget imod af Thomas Kirk (som også er fra Thy), og så møder jeg de andre fem fortællere.
Der bliver trukket lod, om hvem der skal fortælle hvornår, så da der pludselig står “Louise” på sedlen, så må jeg i gang med at fortælle min historie om dengang, jeg var værnepligtig, og det, jeg var bedst til, var at gå i byen om torsdagen, og hvordan det ikke altid var lige heldigt. Min anden historie handlede om, da jeg gik på efterskole, og vi en weekend var nogle stykker, der var havnet på et klatrekursus for instruktører – uden at vi var instruktører. Weekendens hovedaktivitet var, at vi skulle flytte op i et træ i et døgn, og det gav nogle udfordringer i forhold til madlavning, overnatning, indtagelse af væske og toiletbesøg. Dem, der kender mig, ved godt, at jeg elsker at fortæller historier, og jeg følte mig derfor virkelig også i mit es denne aften. Oplevelsen af publikums reaktioner på mine historier var helt fantastisk. De grinede, når jeg håbede det; de var frustrerede på mine vegne, når min historie synes uden håb; og de holdt vejret sammen med mig, når min historie tog os helt ud til kanten. Jeg gik ikke videre, men jeg fik en masse ros fra vildt fremmede mennesker, og det er absolut ikke sidste gang, jeg giver mig selv den her oplevelse!

November har også budt på en ny arbejdsgiver. Jeg har taget et lærervikarjob mere ind på Sofiendalskolen, hvor jeg hjælper lidt til over det hele. Jeg har bl.a. fået lov til at prøve kræfter med deres Sirius-afdeling, som er et tilbud til børn med ADHD, og det er altså en del anderledes end den gængse folkeskole. Der er flere voksne og færre børn, der er lange pauser og helt andre rammer. Børnene er på vidt forskellige niveauer, men finder sig alligevel til rette i hinandens selskab, og jeg synes, det er enormt spændende at give en hånd med i Sirius. Det er også anderledes for mig som vikar, at jeg får lov at være det samme sted flere dage i træk og dermed for mulighed for at lære børnene lidt bedre at kende, end hvad man kan nå på de almindelige 45 min.

Resten af november er gået med ULK58-planlægning, et par overnatninger i spejderhuset i Nors i forbindelse med seniorugen, et tandlægebesøg, en Tina Dickow-koncert i Musikkens Hus, Aalborg med Anne Mette fra efterskolen, julepyntning i Luffeland, en 24 års fødselsdag hos min veninde Henriette, en julefrokost jeg inviterede mig selv til, et backpackermøde i Jyske Bank, og nu er jeg så Thy for at fejre 1. december og hente en pakkekalender! For i sidste weekend sendte mor Dorte mig et billede af en hel pose pakker, som åbenbart var til mig! Ih, hvor er jeg heldig!
Jeg er også i Thy i håb om, at Det Gule Lyn måske har sundet sig nok nu (vi har jo ikke kørt sammen i over en måned!) og er klar til at blive synet (og godkendt, vel og mærke). Det vil i hvert fald gøre mit liv – med alle de planer jeg hele tiden kommer til at lave – meget nemmere!

December kommer som resten af 2017 ikke til at forløbe rolig, for på lørdag skal jeg til julefrokost ved søspejderne, og torsdag i næste uge skal jeg gudhjælpemig til Jonah Blacksmith på Skråen. Ja, du læste rigtigt. Fjerde gang bliver sikkert også lykkens gang. Denne gang er det de gamle, der har inviteret, og udover dem og mig skal min mors barndomsveninde Kirsten, hendes mand Preben og deres datter Simone også med. Jeg har inviteret dem til førfest hjemme hos mig inden inkl. aftensmad. Så skal jeg på STAY (ScoutTrainingAcademY), som er en weekend fyldt med workshops for KFUM-spejdere, der arbejder med uddannelse (fx ULK), er i en arbejdsgruppe eller laver bestyrelsesarbejde, som gerne vil blive endnu bedre til det, de gør. Der skal afholdes svømmemøde, julemøde og juleafslutning/forældremøde ved søspejderne, og jeg skal have solgt og pakket de sidste julegaver ind i Friluftsland d. 23. december.
Og så bliver det jul, som jeg i samarbejde med min kusine Pernille har besluttet skal foregå fælles sammen med vores forældre. Og så bliver det juledag og tid til øl og gensyn med alle vennerne fra Thy, og 2. juledag og 3. juledag hvor farmor og bedstemor og bedstefar skal besøges. Og til sidst så bliver det nytår, hvor jeg pt. ikke har taget en beslutning om, hvad der skal ske, men der er jo også en HEL måned endnu.

Tak for i år. Tak, fordi I læste til ende. Velkommen tilbage i det nye år.
Over and out.

PS. Nu ved du, hvad et julelang er.

Udgivet i aalborg | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

“…jeg kunne godt lige se mig selv som den nye Vibeke Nipper eller Rigmor Sams.”

Og så blev det august (og indlæg nr. 30).
Tiden er løbet fra mig. Det gør den egentlig tit. Men jeg bliver overrasket hver gang alligevel. Jeg tror, jeg er ved at blive gammel – det er egentlig noget af det, jeg frygter mest for tiden – min alder. Det gør jeg, fordi jeg har valgt at søge orlov fra psykologistudiet. I mit sidste indlæg nævnte jeg, at jeg er temmelig uddannelsesforvirret. Det har jeg nu taget konsekvensen af. Jeg har gået og overvejet min situation siden nytår, og det har ikke været nogen nem beslutning, men den sidste søndag i april kørte jeg hjem fra Aarhus, og så var det lige som om, at der gik et lys op for mig – lige der midt på motorvejen. Jeg skal jo ikke lytte til andres historier – jeg skal selv være med til at fortælle dem! Det er måske skåret lidt groft ud i pap, for jeg er også tosset med at lytte, men jeg er bare allermest tosset med at fortælle! Jeg ved ikke, hvor de tanker skal pege mig hen. Jeg ved bare, at jeg er nødt til at springe uddannelsesstarten over i år og nappe et ekstra år til at tænke over tingene. Og det er det, jeg mener, når jeg skriver, at jeg er bange for min alder.

Det virker meget fjollet for mig, at jeg i en alder af 22 år skal gå og være bekymret for, at jeg er ved at blive for gammel – men det er jeg. Eller bekymret er måske et stort ord, men det påvirker mig. Det stresser mig. Hvis jeg var sprunget direkte videre i uddannelsesmøllen efter gymnasiet, så kunne jeg have været bachelor nu. Det er ikke, fordi jeg er ked af, at jeg ikke gjorde det, for det er jeg bestemt ikke! Jeg tror bare, jeg bliver ramt af, at jeg en stor del af mit liv har følt, at jeg har været foran, men at jeg nu føler, at jeg er bagud. Det irriterer mig, at jeg lader mig påvirke på den måde – og så kan jeg også gå og stresse over det. Det er dumt, Louise, rigtig dumt.

Jeg har ikke lagt nogen helt vildt god plan for, hvad der så skal ske nu. Altså, jeg er jo nødt til at tjene lidt penge, hvis jeg skal overleve, så Projekt Arbejd’ Arbejd’ er sat i værk. Projektet kunne dog godt bruge lidt starthjælp, så hvis du har kendskab til et job, hvor jeg ville passe perfekt, så hører jeg meget gerne om det! Den så lidt længere sigtede plan er, at jeg skal finde ud af, hvad der så kunne give mening for mig at gå i gang med rent uddannelsesmæssigt. Min mest seriøse overvejelse for tiden går på, om det er journalisthøjskolen, der skal have et skud, for jeg har i mange år gået og drømt om at få lov til at arbejde på TV Midt/Vest. Jeg har mødt en del, der synes, det er sådan lidt en skør drøm, men jeg kunne godt lige se mig selv som den nye Vibeke Nipper eller Rigmor Sams. Men hvis det er det, jeg vil, så skal jeg lige forbi den optagelsesprøve først, og den stresser mig også! (Fifs til at komme gennem den modtages med kyshånd og pandekager!)

Først og fremmest så har jeg jo et år, hvor jeg har mulighed for at gøre ALT (altså, så længe det er skide billigt), og den mulighed har jeg tænkt mig at gribe! Jeg skal bare lige finde ud af til hvad. Min storebror har foreslået, at jeg kunne gå i gang med at lave en stribe podcasts, jeg har overvejet, om det er nu, jeg skal få sparket den stand up-karriere i gang, og min mor forstiller sig måske, at jeg nu endelig ville kunne få lært at strikke.
Der er ikke noget af det, der sådan er helt dumt, men jeg modtager gerne flere (fjollede samt seriøse) forslag til, hvilke projekter jeg burde banke i gang!

Ja, ovenstående er sådan det, der har fylder mit hoved allermest for tiden, men det har heldigvis ikke betydet, at jeg ikke har haft tid til at opleve alt muligt spændende!

Mit sidste indlæg er skrevet lige før, jeg skulle lave ULK. Lad mig bare sige det, som det er – DET VAR FORMIDABELT! Det er en uge, jeg sent vil glemme (forhåbentligt aldrig), og jeg har slet ikke ord for alt den erfaring og alle de oplevelser, grin og nye venner, jeg tog med derfra. Wauw, hvor er det vildt. Jeg kan stadig blive helt høj på det, når jeg tænker tilbage. Sjældent har jeg været så tryg og så utryg på samme tide – altså på den gode måde. Følelsen af at være ved at skide i bukserne over at skulle afholde en instruktion, som, man udmærket godt ved, ikke er slebet helt til i kanterne, og det så sjovt nok heller ikke går, som man havde drømt om, og man så efterfølgende får at vide: “Det er nok ikke den instruktion, du vil blive husket for resten af dit liv, men de er da helt sikkert nok ikke blevet dummere.” Det er da befriende.

Så blev det maj, og så blev det juni. Begge måneder gik med at lave projekt på studiet med psykologis tre dejligste damer, for selvom jeg havde besluttet, at jeg ikke skulle gøre studiet færdigt, så ville jeg gerne gøre semestret færdig. Både fordi jeg følte et vist ansvar over for min gruppe, som jeg ikke ville lade i stikken, men også fordi at jeg gerne ville bevise over for mig selv, at jeg ikke er sådan en, der giver op, når det spidser lidt til og bliver lidt svært. Og det lykkedes. Vi kom i mål med et flot resultat, og – vigtigt – vi havde det sjovt undervejs.

I slutningen af juni rejste til Alpe D’Huez i Frankrig for at arbejde på hotel, lige som jeg gjorde sidste sommer. Det var tid til årets udgave af cykelløbet La Marmotte, og traditionen tro pakkede en masse danskere deres biler og rejste sydpå for at få lov til at køre lidt rundt i Alperne. Jeg forsøgte mig også sammen med resten af mine kolleger at cykle op af Alpe D’Huez, og HALLELUJA hvor var jeg presset. Jeg synes, det er skrækkeligt at køre stærk på cykel, og det skal jeg love for, at man kom til på vej ned – men det er altså lige så skrækkeligt at køre op ad bakke (eller nærmere bjerg) kan jeg informere om. Vi nåede heldigvis også at lave mange andre skægge ting, som fx river rafting, via ferrata, lerdueskydning og golf. Jeg nåede også en tur til Tignes med min makker Frederik for at besøge vores venner Tobias og Helena, og der fik den heller ikke for lidt med fodbold, vandretur, tennis, sindssyg vandrutsjebane, hop fra 5 meter ned i en pude, lejrbål, skumfidusser og lune nætter.

Efter hjemkomsten nåede jeg at være hjemme i 30 timer, inden jeg igen måtte lette anker og drage sydpå – dog kun til Sønderborg denne gang. Det var nemlig tid til den længe ventede Spejdernes Lejr 2017. Jeg havde i år ryddet min kalender totalt, så jeg kunne få lov til at opleve lejren fra start til slut. Hvis man er interesseret i at se, hvordan det gik, så kan man se “dagbogsbilleder” her. Men altså det var en kæmpe oplevelse!
Jeg har fået lov til at prøve en masse ting, jeg ikke har prøvet før. Jeg har mødt en masse nye mennesker. Jeg har lært nogle, jeg kendte, bedre at kende. Og så har jeg grinet fra start til slut. Jeg har lidt ondt af folk, der ikke er spejdere. De går altså glip af virkelig meget. Jeg kom hjem sidste onsdag, og jeg har alt muligt godt med hjem. Der er fx flyttet en ræv ind i mit kælderrum. Så kan den nemlig holde vagt, selvom der ikke er mere tilbage at stjæle. Eller det er ikke en hel ræv, der er i kælderen, for rævens hale sidder på antennen på Det Gule Lyn.

Den sidste uge er gået med at arbejde i Luffeland. Vi har udsalg lige nu, så hvis du mangler nyt lækkert grej, så sving vejen forbi. Jeg er der igen på lørdag, hvis du vil se mit glade ansigt! I morgen kommer de gamle til byen. Der er loppemarked i Fjordbyen på lørdag, og det er jo vigtigt. Jeg regner med, at de skal give aftensmad, mod at jeg lader dem vinde i brætspil. Det må være en fair handel.
Over and out.

Udgivet i aalborg | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar